Da jeg tog på ferie med mine klassekammerater på seminariet, var Marianne og jeg ikke kærester. Vi havde godt nok haft noget kørende, men jeg havde også en anden pige, som jeg havde noget kørende med. Og så var jeg også lidt interesseret i en af de piger, der var med på turen. Så det var lidt speget.
Turen ned i Europa var en øjenåbner for mig. Der var en og kun en jeg tænkte på hele tiden, og det var Marianne. Så jeg fik skrevet til hende og bad hende om at komme til Svendborg, når jeg var hjemme igen og kunne hente hende ved færgen. Det ville hun heldigvis gerne, og siden har vi været sammen.
Vi blev forlovet den 25/8 1963 og fik ring på den 20/9.  Jeg fejrede min efterårsferie sammen med hende hos hendes forældre og siden jul samme sted. I marts 64 blev vi gift. Jeg har aldrig troet på lange forlovelser, men jeg har jo også kun været forlovet en gang, og det forhold holder endnu.
Hun var og er stadig pragtfuld. Hun er min bedste ven og  samtidig den, der kan antænde mit temperament som  ingen anden. Jeg kalder hende sommetider min Marihuanna, for der ingen, der kan hidse mig op som hende. Både på den en og på den anden måde!
Første gang jeg skulle være sammen med hendes venner på Ærø, havde hun bedt sin gode ven Karsten Tambo om at hente mig ved færgen. Hun boede i Borgnæs i Tranderup midt på øen. Karsten havde bil. En tretakt IfA, som han havde arvet fra sin far. Så han stod nede ved færgen for, som han siden sagde, at kunne bedømme, om jeg var god nok til Marianne. Ellers havde han bedt mig om at returnere med færgen jeg kom med. Men jeg blev godkendt. Dengang vidste jeg ikke, at jeg inden for et par år skulle komme til at bo på Ærø i 14 år.
Det er i øvrigt ikke småting, vi har foretaget os med den IfA. Både med antal passagerer og med alkohol samt kørsel på de mærkeligste steder. Den kunne holde til lidt af hvert. Det er jo lidt pinligt at tænke på nu for ordentlige og pæne mennesker som os!

 Uddrag fra Jacobs dagbog fra 1964

Tirsdag, den 31. marts 1964.
Endelig nåede jeg frem til i år - til i dag, den 31/3. Jeg er nemlig sengeliggende med en halsforkølelse, og ligger altså og skriver i sengen. Jeg er meget lykkelig. Det er nemlig den 6 dag i mit ægteskab.  Jeg er gift- hurra, hurra, mange gange hurra med min ærøske forlovede alias præppen som jeg lavede mad sammen med i foråret 1963, og som viste sig at være verdens dejligste pige.

Lørdag, den 21. marts 1964
Jeg fik svar på en henvendelse til Svendborg Amt og fik tilladelse til for fremtiden at føre slægtsnavnet DAUERHØJ, således at mit fulde navn nu bliver JACOB PEDER DAUERHØJ,

Søndag, den 22. marts 1964
Om aftenen kom Marianne til Skårup. Fra nu af skal vi være sammen.

Mandag, den 23. marts 1964
Mariannes møbler kom i formiddags og blev fordelt i de to værelser vi har lejet. Den årlige elevkoncert fandt sted i aften. Vor værtinde var inviteret.

Tirsdag, den 24, marts 1964
En dobbeltseng + en skænk blev leveret fra Pilegårds møbelforretning i Svendborg.  Vi pakkede ud og flyttede om på møblerne. Tirsdag eftermiddag kørte vi i udlejningsvogn til Svindinge til slagtermesteren der, der er Mariannes morbror, Han leverede en hel del varer, der skulle anvendes til bryllupsfesten. Vi nåede den sidste færge til Ærø i Svendborg kl. 20. Blev hentet i Ærøskøbing af mine svigerforældre.

Onsdag, den 25. marts 1964
Vi havde travlt med at træffe de sidste forberedelser. til vor store glæde var der kun en af de inviterede, der måtte sende afbud. Kl. 9 var Marianne og jeg på besøg hos præsten i Tranderup. Trods mange forsøg var det ikke lykkedes for os at få ham i tale før dagen før brylluppet. Vi talte med ham i mere end to timer. IKKE kun om brylluppet, men også om vor indstilling til kristendommen. Præsten havde ikke troet, at det havde taget så lang tid at snakke med os, men vi havde dog ikke ulejliget ham. Han havde skrevet talen til os, man han havde bare ikke vidst, at vi var så hyggelige at snakke med -  sagde han da, Efter denne samtale gik vi ned til en syerske i Tranderup by. Marianne havde fået noget stof, som hun ville have en skjortebluse af. Hertil var der blevet ringet fra Stenbjerglykke, at de kørte til Ærøskøbing, og at vi skulle gå til landevejen. vi havde også ærinde der bl. skulle vi hente vore lysningspapirer hos provsten.

Torsdag den 26. marts 1964, skærtorsdag

I dag blev Marianne og jeg gift i Tranderup kirke på Ærø

Dronning Olgasvej, Odense

Vi flyttede til Odense lige efter min eksamen. Jeg skulle aftjene min værnepligt, så vi mente, at det ville være bedst, hvis vi boede i en by med gode togforbindelser. Dertil kom, at Marianne havde fået arbejde i Stige hos en købmand fra Marstal.

Han skulle starte et ny butik, og vi kunne faktisk bo I en lejlighed til butikken, men det fandt vi snart ud af, at det var ikke særlig godt, så vi fandt en et sted at bo i Odense på dronning Olgasvej 2A.  Det var i en ældre murermestervilla med det velklingende navn Villa Moreno. Ud over ejeren boede der en 2-3 unge mennesker, og vi fik havestuen der ellers var en del af ejernes lejlighed. Der var en lille lukket veranda, hvor vi kunne have et lille spisebord, og det var også vores adgang til lejligheden. Køkken havde vi I vaskekælderen. Toilet var rundt om huset og ind af hoveddøren og op på en mezzanin. Der var ikke bademulighed. Vores dobbeltseng og skænk fyldte godt I lejligheden hvor vi boede godt et år. Da jeg var færdig med min rekrutuddannelse blev jeg overført til tjeneste FLR/Fynske Livregiment i Odense og da jeg senere blev udnævnt til korporal fik jeg lov til at bo hjemme. Så en stor del af min soldatertid boede jeg på Dronning Olgasvej og kørte på kasernen. Det var næsten som at gå på arbejde i en civil virksomhed. Efter et par måneder, hvor Marianne tog bussen til Stige hver dag, fik hun nyt job påChristiansens Maskinfabrik på Rugårdsvej i Odense. Dels var der ikke så langt at cykle, og dels var lønnen bedre. Her lavede man mange små emner i store serier. En del af arbejdet bestod i at passe en revolverbænk, hvor forskellige værktøjer forbarbejdede stål eller messing. Når jeg havde fridage fik jeg også arbejde her og kunne tjene en skilling til at forsøde tilværelsen med. Arbejdet bestod ofte i at skulle passe en værktøj, der fjernede grater, f. eks. fra nippelmuffer. Det var på timeløn, og det var et dræbende arbejde. Jeg stod lige med front  mod et stort ur, og jeg syntes ikke at viserne bevægede sig. Det var godt at det ikke var der jeg skulle arbejde hele livet. Men pengene var som sagt gode nok.          Se billeder
           

Indgang gennem haven. Man aner nederst th en kældernedgang. Hernede havde vi et primitivt køkken.  Stuerne viser, at der var en dør ind til ejernes stue og entre. Der var lidt lydt. Men det var et godt sted at bo der på Dronning Olgasvej. Vi gik i teater og til koncerter og vi cyklede lange ture rundt i Odense og omegn. Penge havde vi kun lige, hvad vi skulle bruge, men med lidt hjælp fra vore forældre gik det.
Vi boede her til Marianne flyttede til Ærøskøbing den 1. november 1965, og jeg fulgte efter den 15. november 1965, hvor jeg blev hjemsendt fra forsvaret.

Videre til soldat Videre til Ærø