©M &JPD' Websted - alle rettigheder forbeholdes
Rosenhaand
Du, som med din lille Haand
saa nylig lagt i Rosenbaand,
hvis Torne ikkun staar i Brud
- gid de maa aldrig bryde ud.
Dig vil jeg give en Ide:
Hvorledes Manden bør sig tee
naar Konen bliver øm og varm
og Sukke hæve hendes Barm.
Øs nu Opmærksom, dog med Held
af min Erfarings Kildevæld:
Hun lægges i en Seng saa lun
- hver Pude fyldt med Edderdun.
Skøn er Naturens nøgne Værk,
derfor bort med hendes Særk.
Læg under hendes Bag i Smug
en Pude gjort til samme Brug.
Men hvis hun har en fyldig Bag!
Ja, saa er det en anden Sag!
Derpaa du fra hinanden slaar,
de tvende marmorhvide Laar
Knug dig til hendes Barm saa rund,
sug Vellyst af den sode Mund.
Og rødmer hæftig hendes Kind?
Stik Fingeren en Smule ind.
Nu er der dem, der paastaar at
man Ret for Alvor bør tage fat!
Sligt ej du reflekterer paa.
Kun Fuskere kan tale saa!
Nej, Kys og Kild og Tryk og Stik,
til du ser Graad i hendes Blik
Indtil du ser, hun svæver i
vellystens søde Raseri
Indtil hun giver sagte Bid
og hver en Muskel er i Strid.
Indtil du tæt af hendes Ben
omsluttes som en Ædelsten
Da er det Tid, forsigtig vær,
thi Øjeblikket vigtigt er!
Selv naar hun med et kælent Smil
slaaar Haanden om din Elskovspil.
At den kan svulme tyk og trind,
og dybt til Hjærtet stikkes ind.
End ej for snart den søde Strid,
nej, stød kun langsomt - giv dig Tid!
Vil du ret føre Striden sød:
Pauser ved hvert et enkelt Stød!
Og gør for ej at mangle Krudt
en Hovedpause hvert Minut
Naar da en Kildren i dit Spær,
bebuder Øjeblikket nær.
Når hendes Grottes dunkle Gang
indslutter dig med Lyst og Trang.
Da Septret ind, saa langt det naaar!
Lad Haaret trykke sig mod Haar!
Og Sprøjt med Styrke Saften sund
i hendes Grottes dybe Bund.
Da hun dig aldrig siger Nej,
naar du vil frem paa denne Vej,
men er paa første Vink til Stede
at aabne Grottens dør med Glæde.
