Panorama-Jacob

©M &JPD' Websted - alle rettigheder forbeholdes


    Grønnegade og Frelsens Hær

    Grønnegade 46

    Da jeg var ca. 6 år flyttede vi fra Klerkegade. Huset skulle sælges, og ejeren skulle bruge en lejlighed.
    Vores lejlighed var den største, så vi skulle finde noget andet at bo i. Det var ikke så lige til, for der var blevet vendt op og ned på så meget efter krigen.
    Året var 1947. Det var svært at finde en god lejlighed. Ikke mindst fordi mine forældre kun havde min fars tjenestemandspension at leve for, så de kunne ikke bare gå ud og vrage og vælge mellem de få lejligheder, der var til rådighed. Mor var husmor, der gik hjemme og passede mand, hjem og børn. Hun tjente ingen penge. Men det var alligevel mor, der fik skaffet familien et midlertidigt sted at bo.
    Hun var begyndt at gå til møder i Frelsens Hær i Grønnegade. Hun havde lært lederne at kende - et ægtepar som hed Bine og Laurits Ingemann Pedersen. De var på mors alder, og de fik hende interesseret i at komme til møderne og til at deltage i Hærens arbejde. Det blev begyndelsen på et livslangt venskab, som også kom til at omfatte min søster og mig.
    Under krigen havde Frelsens Hær haft et herberg til hjemløse. Det var ikke i brug længere, og i nogle af de værelser kunne vi bo midlertidig. Igennem forhuset førte en gang ud i en lille gård. Vinkelret på forbygningen var der en sidebygning, og her på 1. sal fik vi køkken og stue. Når vi skulle i seng, skulle vi ned ad trappen og ud i gården ind i forbygningen og op på 2. sal, hvor vi fik soveværelse helt oppe på loftet. Toilettet delte vi med mødesalen på 1. sal. Det var usle vilkår for en lille familie, hvor faderen var 82. Det skulle kun være midlertidigt, indtil kommunen fandt en anden lejlighed til os.
    Også her fik jeg lov til at løbe frit omkring i de nærmeste gader. Her var der mange spændende ting i butiksvinduerne. Ikke mindst op til Jul, hvor der var så festligt pyntet alle steder.

    Til og fra kort

    På hovedgaden lå Chr. Rasmussen boghandel. Det var en helt anden verden at komme derind og indsnuse duften af tryksværte fra bøgerne og papir. I en kurv var fremlagt nogle små til-og-fra kort som man brugte til julegaver. De var indpakket i cellofan. De var så flotte. Dem kunne jeg ikke lade ligge, så når ingen så det, snuppede jeg et bundt. Og det skete flere gange.
    Jeg har nok været klar over, at det ikke var noget jeg skulle snakke om, for jeg gemte dem i køkkenet under gasovnen. Der måtte de være i sikkerhed. Efterhånden havde jeg på denne måde fået samlet en 4-5 pakker, inden det gik galt. Jeg havde sikkert ikke regnet med at mor gjorde rent under gasovnen! Men det blev der, så en dag havde min mor fundet dem. Og så skule jeg selvfølgelig forklare, hvor de små pakker stammede fra. Her hjalp det ikke med søforklaringer.
    Jeg husker egentlig ikke, om jeg fik mange skældud. Det er ikke det, der har gjort et sådant indtryk på mig, at jeg aldrig siden skulle glemme det. Nej! Ved den lejlighed viste min mor sig som en sand pædagog. Den måde, hun taklede situationen på, lærte mig at kende forskel på, hvad der var dit og mit!
    Da synderen havde tilstået sin ugerning, hankede hun op i mig. Jeg fik kortene i en pose, og så gik vi op til boghandleren, hvor hun sagde til ham, at jeg havde noget som jeg skulle aflevere.
    Det var en meget ulykkelig og flov Peder, der fortalte boghandleren, hvad der var sket, og at jeg var ked af det og bad ham undskylde. Jeg husker ikke ordene, men jeg husker, at boghandleren næsten var ked af det på mine vegne. Men det skulle han nu ikke være.
    Den dag blev jeg opdraget med kærlighedens stærke hånd! Den havde et godt og solidt greb i armen på mig Jeg kan næsten føle det endnu!
    Vi boede ikke så længe i Grønnegade. Efter kort tid skaffede kommunen familien husly i en baggårdslejlighed i Østergade 26.
    Men forinden vil jeg fortælle lidt om Frelsens Hær, som jeg har oplevet det.

    Hæren

    At min mor var blevet frelst og havde tilsluttet sig Frelsens Hær fik stor betydning for hende selv i resten af hendes tilværelse. Hun deltog i møderne og kørte rundt i byen og på landet og solgte Krigsråbet eller samlede ind til Frelsens Hærs s gode formål. Hun fik en guitar og lærte at spille på den og deltog i møderne. Hun blev soldat i hæren og var aktiv til langt op i årene. Men hun slap aldrig sit tilhørsforhold til Folkekirken, hvor hun fortsat var medlem i gennem hele sit liv.

     
    Fr-Hr_100

    Frelsens Hær i Faaborg afholder spisning for Faaborgs ældre på Madsens Hotel på Østergade.  I baggrunden yderst tv. står officererne B. og L. Ingemann Petersen. Soldaten med overskægget stående i højre side er sergeantmajor Anton Madsen, og lige foran ham sidder min far (nr. 3 fra h.) Helt yderst til højre sidder “gamle” Temmesen. Begivenheden og årstal er ukendt.

    Søndagsskole

    Mor blev lærer i søndagsskolen, hvor min søster Ulla og jeg blev nogle af hendes elever. Vi blev tilmed juniorsoldater med tilhørende uniform, der bestod af en rød bluse. Vi kom også til at deltage i et kor og skulle sidde oppe foran de andre på forhøjningen. Som juniorsoldat bliver man indviet ved, at man knæler ved bodsbænken sammen med en allerede indviet person, der beder for en. Jeg har dog allerede dengang været for flyvsk til at det har fæstnet sig særlig meget. Det er først i de senere år at jeg er blevet klar over, at en stor del at min interesse for kristendommen blev lagt her i søndagsskolen gennem min mors undervisning.
    Mor var en dygtig fortæller, der forstod at levendegøre fortællingerne fra biblen på en spændende måde. Hun brugte engang imellem en sandkasse og lavede landskaber til at illustrere ”Det Hellige Land” med f. eks. et spejl som Genesareth Sø. Vi var faktisk en ret stor flok børn, som kom i søndagsskole hver søndag kl. 10. Engang i mellem var der besøg fra Korpsledelsen i Danmark. Jeg husker i sær den senere omtalte onkel Ejner, Ejner Rasmussen, som på det tidspunkt var en slags ungdomssekretær for hele Danmark. . Han var kaptajn i Frelsens Hær og han var eminent til at spille på koncertina, en lille sekskantet harmonika, der bliver spillet mellem hænderne samtidig med at den bliver trukket ud og skubbet sammen for at levere luften. Men der var også filmaftener og juletræsfest, hvor der blev leget i mødesalen.

    Sommerlejr

    Om sommeren arrangerede Frelsens Hær sommerlejre for børn fra hele landet, der ellers ikke ville komme på ferie. På grund af mine specielle forhold fik jeg lov til at komme med flere gange. Jeg husker især to sommerlejre

    Brandsø

    Brandsø er en ø i Lillebælt NV for Assens på 2,1 km2. Den tilhører godset Wedellsborg. Fra Fynssiden kommer man dertil med Bågø-færgen fra Assens.
    Om der dengang blev sejlet en tur specielt for os, ved jeg ikke. Men det har ikke siden været mit indtryk, at der var offentlig adgang til øen.
    Fra Jyllandssiden kom man med en båd fra Haderslev. Der var ikke længere i afstand end til Assens, men det var noget nemmere for jyderne.
    Vi var vel en 20-30 drenge omkring min egen alder, dvs. 8-10 år. Der var en stor gård, som blev ledet af en bestyrer. Han hentede vores bagage ved båden og kørte den op til gården. Her blev vi indkvarteret i laden, hvor der var lagt halm ud til soveunderlag for vore luftmadrasser. Det var sengetid, når det begyndte at blive mørkt udenfor. Så kunne vi ligge og snakke eller læse lidt ved de medbragte lommelygter.
    Tidlig om morgenen blev vi vækket af lederne, og så var der morgentoilette udenfor ved nogle indrettede vaskepladser. Vi deltog også i tilberedningen af morgenmaden. I det hele taget havde vi vore pligter under opholdet. Især kartoffelskrabningen mindes jeg på grund af den intense hygge ved at sidde en flok sammen og snakke hen over arbejdet.
    Selvfølgelig sang vi en del, for lederen af lejren var jo officer i Frelsens Hær og særdeles god til at spille til sangene. Der blev også bedt bordbøn, men ellers blev vi ikke udsat for hjernevask for at få os til at komme i Frelsens Hær, når vi kom hjem. Hele lejren var lavet som et socialt projekt,der skulle give vanskeligt stillede børn mulighed for at få en særlig oplevelse i deres sommerferie.
    Og ledelsen vidste godt, at der skulle noget særligt til at holde hjemveen borte fra os drenge. Således skete det en aften omkring midnat, hvor de sidste drenge sikkert netop var faldet i søvn, at lyset i laden pludselig blev tændt, og vi blev vækket ved at lejrlederen onkel ”Ejner” Rasmussen og bestyreren stod og råbte på os.
    De så noget ophidsede ud. Lederen sagde, at bestyreren havde noget at fortælle os. Det var, at han ville have os til at hjælpe sig. Han fortalte, at han først på aftenen var blevet ringet op af politiet i Middelfart, der fortalte, at der var undsluppet en farlig sindssyg kriminel fra Statshospitalet i Middelfart. Man havde bedt ham om at kigge efter kyststrækningen på øen for at se, om der skulle være noget usædvanligt. Han havde netop været en runde på øen for at se efter, og han havde netop fundet en forladt robåd, der var trukket op på stranden og var forsøgt skjult bag nogle siv. Båden hørte ikke hjemme på øen. Da vi nu var på lejr, ville han meget gerne bede os om at hjælpe ham med at gennemsøge øen, for at vi kunne finde personen fra robåden.
    Han bad os passe meget på og gå meget stille, for hvis det var den efterlyste, kunne han være farlig. Vi måtte derfor heller ikke gå alene, men skulle gå i små grupper. Hvis vi fandt ham, skulle vi komme tilbage og fortælle, hvor vi havde set ham.
    Av! Det var spændende. Det ville vi gerne. Vi blev inddelt i hold og kom af sted.
    Det hold jeg var på, fik tildelt et område i den lille skov, der var på øen. Der var uhyggeligt meget mørkt imellem træerne. Hvor stille og usynlige, vi har været på afstand, ved jeg ikke. Vi gik jo og lyste med vore lommelygter for at se efter i de mørke områder. Det var altså meget uhyggeligt, og vi var bestemt ikke helt så modige, som vi selv gerne ville have det til at se ud. Så helt stille har vi heller ikke været, selv om vi forsøgte at hviske.
    Vi troede helt bestemt, at vi ville finde fyren. Vi ville komme i avisen og blive berømte for vores dåd.
    Vore forældre ville have grund til at være meget stolte af os derhjemme. Det var en dejlig fornemmelse.
    Men sådan skulle det ikke gå!
    Efter en stund lød der pludselig en råben fra flere sider om, at vi skulle komme hjem. Vi havde ikke fundet noget! Men vi var meget spændte på at komme tilbage til gården og se, hvad der var sket. Mon nogle af de andre havde fanget kalorius? Alle var meget opstemte på gårdspladsen. Ingen vidste rigtigt noget. Ikke før det blev afsløret, at det også var bestyreren, der selv havde løbet lidt rundt og gemt sig
    forskellige steder, for at nogle af os skulle få det indtryk, at der var en fremmed på øen. Det viste sig, at det hele havde været aftalt med lejrledelsen.
    Men det gjorde ikke noget, for det havde været en god oplevelse.
    Det varede til gengæld meget længe inden vi faldt i seng den nat. Vi havde nemlig alle noget at fortælle om vore oplevelser i mørket! Det var ikke så få helte, der trods onkel Ejners ”skammelige” aftale med bestyreren, faldt i en god og tryg søvn den nat i vished om, at de havde gjort deres bedste.
    Bestyreren gjorde i det hele taget meget for os unger. Vi blev kørt rundt på øen siddende på gummivognen efter traktoren. Han spillede forhold med os. Han var hel god til det, mente vi i hvert fald. Og det mente han også selv. Han påstod, at han havde spillet på landsholdet, men den var for langt ude, og efter eftersøgningsnummeret var vi blevet lidt mere mistroiske over for hans fortællinger, men vi kunne godt lide ham.
    Jeg skrev kun hjem engang i løbet af opholdet. Jeg tror nok det var: ”Kære far og mor! Jeg har det godt, send noget slik. Kærlig hilsen Jacob.
    Da jeg kom hjem viste det sig, at jeg havde forlist den ene af et par hvide gummisko, jeg havde fået samme forår. Jeg havde tidligere været lidt uheldig med skoene, ved at jeg havde fået noget tjære på den ene sko. Men det havde jo ikke gjort dem ubrugelige. Nu trøstede jeg min mor med, at når det skulle være, så var det da godt, at det var den sko med tjære, der var blevet borte.

    Hjerting

    Den anden lejr husker jeg ikke på grund af noget, der skete på selve lejren, men fordi der var en total solformørkelse, mens vi var der. Det var ved Vestkysten i Hjerting nord for Esbjerg. Her boede vi i en bygning med 4 køjer pr. værelse. En af de andre drenge hed Willy. Han kom fra Svendborg. Ham mødte jeg senere på Skårup Statsseminarium, hvor han også læste til lærer. Han var lidt ældre end mig og meget let genkendelig på et krøllet ildrødt hår. Han var OK.
    På dagen hvor solformørkelsen indtraf, fik vi nogle tilsodede glas, som vi fik besked om, at vi meget forsigtigt skulle holde for øjnene og se igennem op på solen, når den var blevet helt dækket. Vi måtte kun kigge i et meget lille øjeblik, for ellers kunne vi blive blinde. Det lød ganske spændende. Jeg husker tydeligt, at det blev tydeligt mørkere under formørkelsen. Det havde indflydelse på fuglene,
    der blev mere stille. Og så med et var det overstået og livet gik videre. Jeg har aldrig glemt det at solen næsten forsvandt.

    Frelsens Hær’ s betydning

    Som lille fulgte jeg meget med min mor, når hun var af sted. Far var trods alt en ældre herre, som kunne passe på sig selv, men han kunne ikke også have et øje på hver finger og holde øje med et energibundt som mig. Derfor var jeg med til møder om aftenen.
    Det var en broget flok, som kom til møderne. Almindelige mennesker som man nærmest kan karakterisere som småkårsfolk. Mange af dem havde ført et hårdt liv med blandt andet overdrevet forbrug af alkohol. Men officererne i Hæren fik tag i dem, og i mange tilfælde fik de dem videre i livet. Jeg kan stadig så mange år efter mindes de spontane vidnesbyrd, der engang i mellem på møderne kom fra enkelte mødedeltagere. De berettede om, hvorledes de havde fundet Jesus og var blevet frelst. Det risler næsten ned af ryggen på mig bare ved tanken.
    Frelsens Hær var i krig for Vorherre. Bladet hed Krigsråbet. Lederne var officerer og de indviede blev soldater. Officererne blev uddannet på skoler både her i Danmark, og ofte også i England, hvor Frelsens Hær blev startet. I den tid havde de rang som kadet, og siden blev de udnævnt til løjtnant. Som sådan blev de udsendt som assistance til de større korps, som Frelsens Hær afdelinger rundt omkring i byerne blev kaldt. Lederen af et korps var ofte kaptajn, men kunne også i en periode være en løjtnant. Alle bar uniform, med et F i reversen. Mændene bar kasket og kvinderne en særlig hat, en Bonnet. Hornmusik og Strengemusik og masser af sang kendetegner Frelsens Hær.
    Der blev altid samlet penge ind til det sociale arbejde. Mor har ofte kørt fra landsby til landsby og fra gård til gård for at samle penge ind til arbejdet.
    Og jeg var med. Først som passager i barnestolen og siden som følgesvend på min egen cykel. Og hun deltog i møder både i mødelokalet i Grønnegade, men også rundt omkring i landsbyerne, ja selv på øerne kom Hæren engang i mellem.
    En af soldaterne hed Anton Madsen. Han havde rang af sergentmajor og var derfor en slags leder af soldaterne lige under officererne. Mor var ungdomssergent og leder af ungdomsarbejdet. Anton Madsen boede i Adelgade og var fisker med egen kutter. Engang var der møde på Lyø, og det blev ret sent, men det betød ikke noget for Anton sejlede. Det var en pragtfuld aften/nat, og da jeg blev træt kravlede jeg ned i lukafet forskibs, hvor jeg faldt i søvn i duften af tjære, sved og kakkelovn.
    Som nævnt har Frelsens Hær altid udøvet en stor indsats over hele jorden for at hjælpe usselt stillede.
    Officererne var mennesker, der selv opgav en egen tilværelse i luksus for at hjælpe, hvor det var tiltrængt. De boede aldrig i et område ret længe for ikke at gro fast.
    Jeg har i gennem hele livet haft en stor respekt for Frelsens Hærs arbejde. Igennem min mors engagement og gode eksempel har jeg selv fundet mit ståsted i tilværelsen som et troende menneske.
    Det er jeg meget taknemmelig for. Det har hjulpet mig ved flere lejligheder i mit liv.

    Onkel og Tante

    Jeg kan uden tvivl takke mors venskab med Laurits og Bine, at jeg fik disse oplevelser og kom med på sommerlejrene igennem flere år. Jeg kaldte dem ”onkel og tante”.
    Om de havde mødt hinanden i Frelsens Hær, kan jeg ikke huske noget om, men de havde i hvert fald viet deres liv til arbejdet inden for Frelsens Hær. Laurits var i sin tidlige ungdom udlært smed. De fik aldrig nogen børn. Det havde de tilsyneladende affundet sig med. Men de var meget glad for børn, og derfor var de også gode til at få etableret ungdomsarbejde rundt omkring i de mange korps, som de igennem årene blev sendt rundt til.
    Laurits var sjællænder. Bine kom fra Haderslev. Det prægede dem begge meget, at de som børn havde oplevet genforeningen. De var omtrent på alder med min mor. Arbejdet bestod, som tidligere nævnt i at arrangere møder, og i at få ”hvervet soldater til ”hæren” og i at få etableret ungdomsarbejde og socialt arbejde og i få samlet penge sammen til det hele.
    De boede ikke i et korps i længere tid end måske 3-4 år, så var det af sted til et nyt sted. Det betød, at jeg i gennem min barndom har besøgt dem flere steder i landet. Bedst husker jeg måske en jul i Vejle, fordi jeg fik mæslinger, og derfor ikke var med til juletræet juleaften. Til gengæld er det måske den jul i min barndom, hvor jeg fik flest julegaver. Og maden blev sendt op til mig på mit værelse, hvor jeg lå hele julen med vinduerne tildækkede for at lyset ikke skulle genere mig.
    I løbet af ferien blev jeg dog så rask, at jeg fik lov til at være sammen med de andre børn. Især husker jeg en jævnaldrende pige, som var tantes niece Hun var interessant, for hun gav mig det første indblik i at drenge og piger ikke var helt ens skab. Det var i al uskyldighed, men det gjorde det ikke mindre spændende. I Vejle var man ved at bygge sygehuset, og der var en mængde tipvogne, der klarede transporten af materialer.
    Om sommeren var vi på tur til Munkebjerg, hvor der var rullende trapper, og det var et særsyn dengang.

     
    Jacob  og onkel Laurits

    Jacob jun. til hest ved Munkebjerg tæt ved Vejle.
    Onkel står med sin Frelsens Hærs kasket i hånden.

    I Varde husker jeg, at jeg var i biografen og så den første danske tegnefilm Fyrtøjet. Det spiller selvfølgelig en afgørende rolle, at min søster lige efter, at hun var gået ud af 8. klasse i skolen, blev ung pige i huset. Jeg tror nok mor mente, at det var godt for Ulla at komme lidt hjemmefra, da hun gik ud af skolen. Det havde måske også noget med min fars alder at gøre.  Det blev en traumatisk oplevelse for hende. Hun var jo meget ung, og savnede helt sikker mor og far. At skulle samle ind til Frelsens Hærs arbejde og være behjælpelig med alt muligt, var hårdt for en ung pige, der ikke havde nogle veninder på de steder de virkede, og som så de andre unge gå til bal og fest. Så det endte med at hun rendte af pladsen. Hvordan det blev klaret mellem de voksne ved jeg ikke. Mor bevarede venskabet med dem helt til det sidste. For mig var de stadigvæk onkel og tante.
    Senere mens jeg sejlede efter skolegangen, besøgte jeg onkel og tante i Holbæk i en weekend, og sammen med min kone Marianne besøgte vi dem i Horsens engang. Den sidste gang vi besøgte dem var i sommeren 1991 i Haderslev lige før Claus blev soldat i byen. De havde en lejlighed i en ejendom, som en nevø ejede. Den lå inde midt i byen. Da var de begge tæt på 80. Tante var næsten blind, og onkel havde problemer med vandet. Men humøret var fint og vi have en dejlig eftermiddag sammen med dem.
     

    Videre til Østergade  jdlogo