Østergade 26

Bygningen

Vi flyttede ind i Østergade 26 i 1947, men huset fra dengang ligger der ikke mere. I dag ligger der en skotøjsforretning med gennemgang ned til Banegårdspladsen og Helios-biografen.
Østergade 26 var en ældgammel gulkalket ejendom med rødmalet bindingsværk. I stueetagen havde der tidligere været en forretning. En del af bygningen lå fremskudt ud mod gaden i forhold til de øvrige bygninger, hvorfor fortovet var meget smalt på dette sted. Her boede der en familie, hvor faderen levede af at sælge røgede fisk fra en trækvogn. Dels fra en fast stadeplads på Torvet og dels ved at gå gade op og ned med en trækvogn og råbe på kunderne: " Fisk er godt - friske og røgede fisk" osv.
Vi boede i en lejlighed i en sidebygning, som vi kom ind til ved at gå ind gennem en port i den vestlige ende af huset. Alle vinduer i lejligheden vendte til samme side ud imod en passage, der til den anden side var begrænset
af en høj mur, der ikke lod meget lys komme ind i lejligheden. Passagen førte ind i en meget større ejendom. Det var den tidligere så glansfulde Faaborg Borgerforening.

Borgerforeningen

Borgerforeningen havde været en pragtfuld bygning før krigen. Nu henlå den nedslidt og falmet. Den havde været beslaglagt af tyskerne, og det var ikke gået ubemærket hen over bygningen, som heller ikke virkede som om der nogensinde var blevet gjort rent efter de sidste “lejere”.
En bred trappe førte op til Borgerforeningens store sal, der endnu bar præg af fortids skønhed med guldindlagte paneler og dørkarme. En gang i mellem blev salen brugt til at afholde auktioner over alle mulige møbler og andre effekter. Stueetagen blev brugt af Faaborg Bordtennisklub.
Der var også et par lejligheder, som blev beboet af unge og mindrebemidlede ægtepar. Gange og kælderlokaler bar præg af dårlig vedligeholdelse, og der var fugtigt og ildelugtende. Men det var et spændende sted at være barn.

Biografen 1.

Der var ikke langt herfra til biografen Kinopalæet som også lå i Østergade lige rundt om hjørnet nede ved Konservesfabrikken. Her kunne man som barn købe en børnebillet til 25 øre til de første 2 rækker. Jeg fik lov til at komme her engang i mellem, men jeg husker bedst en gang, hvor jeg ikke havde fået lov. Mor havde sagt nej. Alligevel fiskede jeg en 25 øre op ad min mor husholdningspung, og under påskud af, at jeg havde en aftale om at lege med en anden dreng snød jeg mig i biografen - for stjålne penge! Jeg var vist ikke meget mere end 9 år.
Det pinte mig faktisk helt op i min ungdom, indtil jeg fik fortalt min mor det. Jeg fik hendes tilgivelse.
I øvrigt husker jeg også, at jeg var i biografen, dengang jeg havde fået pigtråd i hånden ude på skydebanen.
Det var mens jeg sad og så en Tarzan-film i biografen, at jeg mærkede en smerte i hånden, og midt om natten fik jeg rigtig ondt.

Blodforgiftning

Jeg havde røde striber op ad armene, så min mor var ikke i tvivl om, at jeg skulle tilses af en læge. Lægen konstaterede, at jeg havde fået blodforgiftning og begyndende stivkrampe, der medførte, at jeg ikke kunne strække højre hånds fingre ud. Diagnosen var klar. Jeg skulle på sygehuset straks om morgenen. På den tid var hånden helt sammenkrummet. På Faaborg Sygehus besluttede man, at jeg straks skulle opereres i hånden. Jeg husker endnu masken, jeg fik for munden, samt at jeg skulle tælle. Der efter husker jeg kun, at jeg vågnede igen og lå i en seng der stod midt i et lokale med 6 andre senge. Lutter drenge eller yngre mænd. Min hånd var pakket ind i en stor bandage og var anbragt på en skråpude.
Jeg lå der en uge, og det blev ganske skægt. Der var en ung norsk sygeplejerske eller elev. Jeg husker hende, fordi hun var køn, og fordi hun gav en af de andre drenge et godnatkys, da hun sagde godnat til os. Sådan et ville jeg også have, og det fik jeg.
Her på sygehuset så jeg bladet Anders And & Co. for første gang. Det var sjovt og en virkelig fornyelse. Jeg blev fast kunde af bladet i mange år.
Som minde om den dag på skydebanen og om mit efterfølgende ophold på sygehuset, har jeg siden haft to ar i min højre håndflade. De har aldrig generet mig, men de har altid mindet mig om mit første sygehusophold.

Havnen i Faaborg. (Som jeg husker den..)

Hver gang jeg skulle ud at lege sagde min mor til mig: “Nu går du ikke ned til havnen!” “Nej”, svarede jeg hver gang, og jeg tror heller ikke, at det var min hensigt. Man skulle jo også tro, at min tidligere oplevelse havde været en lærestreg, men nej! Ofte kom jeg alligevel på en eller anden uforklarlig måde derned.
Der var så spændende og heller ikke særlig langt at gå fra Østergade. Bare lige op til Torvet.

 

Torvet i Faaborg med domhus med politistation og arresthus.

Så ned ad Strandgade langs med arresten og forbi Café Tre Kroner, hvilket vi unger en lang tid troede,var prisen for kaffen. Så kom vi ned til havnen. Ved Strandgade blev Christian X ‘s vej til Havnegade.
På Sydsiden af Havnegade løb jernbanen (Faaborg via Nørre Broby til Odense) lige på kanten af havnekajen. På Vestsiden af havnen lå Korn og Foderstofforretningens lagerbygninger foran Faaborg Svineslagteri og lidt inde bag ved lå Carl Jolles Bådeværft. Det var nu ikke kun joller, men også ganske store fiskerbåde, der blev bygget der. Helt inde bag ved lå fiskerihavnen med fiskeriauktionen og fiskesalg.
Tilbage på Nordsiden af Havnegade fra Nygade mod vest kom vi først til Faaborg Garveri, hvor nu maskinfabrikken Argos ligger. Her ved siden af lå et par store gamle købmandsgårde, som vel allerede dengang havde mistet deres betydning i byens handelsliv: Levins Gård og Voigts Gård.
Havnefronten hakkes i stykker af Holkegade inden man kommer forbi knejpen Hejmdal og videre langs bagsiden af Den Gamle Gård, som nu er Faaborg Museum.
Det næstsidste hus lå hen som en delvis ruin. Det var spærret af, men små drenge kan komme ind næsten overalt. I et rum var der malet billeder på den ene væg. Billeder forestillede Hitler og Eva Braun i obskøne situationer eller sådan noget. Vi forstod det ikke dengang. Vi vidste blot at det var noget tys-tys og derfor var det spændende. Vi ville sikkert få skæld ud, hvis vi snakke om det, så vi tav. Nu ved jeg, at det ikke var ganske ufarligt at vise sin foragt for besættelsesmagten. Da vi så det var den tid længst overstået.
Det sidste hus på hjørnet ad Strandgade var Toldboden.
På det andet hjørne lå en skibsprovianteringsforretning og ved siden J.J. Larsens pakhuse. På den østlige side af havnen lå dels Godsbanen, og på en lille kantet halvø som delte havnen i et inderbassin og et yderbassin lå FAF ’s pakhus og Ærø-færgens kontor. 

I inderbassinet var Bjørnø-bådens leje. Bjørnø-båden var en ikke særlig stor ombygget fiskekutter. Også Ærø-færgen M/F “Ellen “ havde anløb her. Den sejlede til Søby på Ærø og til Lyø og Avernakø. Yderbassinets østkaj var domineret af to store sorteringsanlæg til kul og koks. Her var også den store mobile kulkran til losning af kuldampere.
Nord for kulpladsen lå havnens kontor, hvor man hver dag satte havnearbejderne i arbejde. Uden for havnen på den anden side af kulpladsen ca. der hvor senere Geltingfærgen og nu Ærøfærgen lægger til,
lå færgen til Mommark. Mommark-færgen var en jernbanefærge på Als, og selve færgen var meget markant
ved ikke at have nogen skorsten, men kun nogle tynde udstødningsrør, som gik højt til vejrs ligesom på ØK’s Selandia og Jutlandia. Færgen var nok fra samme tid som disse.
Efter færgelejet gik havnen som nu ved Faaborg Roklub over i kystpromenaden Langelinie ud til Klinten.
Nord for Færgelejet og Færgevej lå Jernbanestationen med Rutebilstation og ved siden af Stationen lå Posthuset.
Set i dag er Faaborg havn ikke særlig stor, men målt med barnets målestok var den kæmpestor, og hvor har jeg haft mange spændende timer i denne eventyrlige verden.

Ved Ærø-færgen

Jeg var en gang nede ved Ærø-færgen. M/F “Ellen” var en rigtig damper med skorsten og styrehus midtskibs, hvor der også var saloner.
Man kunne ikke køre gennem skibet, så det lagde altid til med bagenden. Derfor måtte bilisterne bakke ombord. Forstavnen var overdækket og foran styrehuset var der et lastrum, hvor man dels kunne sætte gods ned i skibet og dels kunne opbevare gods på dækket. Al trafik hertil kom ind over siden. På denne plads overførte man levende svin til slagteriet i Faaborg. Svinene gik i nogle båse. Når færgen havde afleveret passagererne stod færgen ud af færgelejet og gled over til den anden side af havnen og lagde til ved slagteriet, hvor man gennede dyrene ind på slagteriet.
Hvis man kendte matroserne kunne en lille nysgerrig og videbegærlig dreng få lov til at sejle med over og “hjælpe” med at genne svinene ind på slagteriet. ( Man kunne tilmed rå lov til at følge svinets “gang” gennem slagteriet lige fra aflivningen med kniv over afsvidning og skoldning til partering og kvalitetsbrændemærkning ). Normalt sejlede færgen bagefter tilbage til færgelejet for at tage passagerer ombord. Men engang imellem havde svinene møget sig ganske meget.
Sådan en dag var jeg med på en tur over havnen, og da vi var færdige med at få svinene ud, lagde færgen fra kaj igen og sejlede ud af havnen! En af matroserne som kendte mig, så at jeg ikke var helt tryg ved situationen. Sikkert helt uden bagtanke og vel blot for at drille mig en smule sagde han: “Så Pedermand, nu kommer du aldrig hjem til mor igen. Nu sejler vi verden rundt.!”
Det var for meget, alt for meget! - straks brød uvejret løs, og jeg vrælede i vilden sky. Men selvfølgelig kom vi i land igen, men de fik travlt med at berolige mig.
Ideen med at glide uden for havnen var den simple, at svinene selvfølgelig havde møget sig, og det var meget nemmere, at glide ud og spule skibet rent inden det igen skulle have passagerer ombord. Jeg tror nu nok at jeg blev kureret en tid for at tage med færgen nogen steder hen.

Piratskibet.

Ved Carl Jolles bådeværft kom der af og til træskibe, der skulle til reparation eller som skulle ombygges.
Engang imellem kom skibene til at ligge for anker i flere måneder i havnen.
I en periode lå der en lille skib med stævnen ind mod ophalebeddingen og agterenden lidt ud i havnen for enden af molen. Selv om der var hegn for enden af molen, kunne vi sagtens få adgang til skibet ved at springe fra kajen og ombord på skibet. Skibet havde efterhånden målt med barnets tid ligget der ganske længe, og det var derfor blevet en vigtig del af vores leg som pirater.
En dag legede en del drenge omkring bådværftet, og i legen kom vi op og “slås med guvernørens soldater”, der fik overtaget, så der var ikke andet at gøre end at ”stikke til søs” og prøve at undslippe. Således løb jeg for mit “liv”, og rundede hjørnet for at springe over på “mit skib” og udstede ordrer til mandskabet om at kappe fortøjningerne for at slippe væk. Alt for sent opdager jeg, at man havde forhalet skibet op på beddingen.
Altså sprang jeg direkte ud i havnen. Jeg husker, at jeg gik til bunds, men derefter husker jeg ikke andet, end at jeg vågnede op hjemme i min seng hos mine forældre. En fisker havde set hændelsen og var sprunget ud og havde reddet mig op.
Han fik en stor cigar som belønning af min far - hvad skulle han ellers give ham -, man kan jo ikke gøre sit barns liv op i kontanter. Det var mens vi boede i Østergade 26.

Sundskolen var skole for 1. - 4. Klasse.

Jeg begyndte i skolen den 1. april 1948.
Første skoledag samledes alle eleverne i den brede gang, hvor trappen førte op til klasserne ovenpå. På de nederste trappetrin stod lærerne med overlærer Johansen i spidsen.
Min klasselærer hed Bertha Jensen. Hun var en “ældre” ugift frøken. Hun boede i Grønnegade i sit barndomshjem, hvor hendes far havde været kobbersmed. Jeg kom der senere da jeg var bydreng i Brugsen. Der var rigtigt hyggeligt.
Frøken Jensen var meget hellig, mente vi. Jeg husker, at hun engang fortalte os om at hun var faldet ned ad en trappe, men nogle englene var kommet og havde båret hende sikkert ned, så hun ikke havde slået sig.
En anden gang fortalte hun også, at hun havde en virkelig god hørelse. Så godt, at hun kunne høre græsset gro! Det var noget der imponerede os.
Grundskolens bygninger er i dag fuldstændig ændret med mange nye tilbygninger og elever fra 0.-10. årgang. Og så hedder den Sundskolen, hvilket jo er logisk nok. Men dengang var det altså Grundskolen. Efter 4. klasse fortsatte vi i Hovedskolen, som lå mindre end 100 m henne ad Grønnegade.
Grundskolen lå lige ved siden af Kirkegården og Feltens Rist. Der var 3 klasseværelser og lærerværelse i stueetagen og 4 klasseværelser på 1. sal. Toiletterne var ude i gården i en tilbygning, hvor der også var et læskur. Midt i skolegården stod et stort træ.
Langs med skolens sydgavl var der adgang til en række skolehaver, som indgik i undervisningen for de store elever fra Hovedskolen. De lå for enden af en fodboldbane, som blev benyttet af begge skoler ligesom gymnastiksalen.
Her så jeg en jetjager for første gang. Det skete under en fodboldkamp. Det var en engelsk Gloster Meteor!
Uden for fodboldbane lå Sundet.
På fynbo-maleren Peter Hansens berømte billede "På isen bag ved kirken" fornemmer man stemningen som jeg erindrer den selvom billedet er malet næsten et halvt århundrede tidligere.
Nu var en del af Sundet blot blevet til den kommunale losseplads.
De første 4 skoleår er står lidt uklare i min erindring. Lokalerne var lyse, og der var små ruder i vinduet – og de nederste ruder var orangegule råglasruder. Vi skulle ikke spilde tiden med at sidde og kigge ud af vinduet? Efter hvert frikvarter skulle vi stille op på rækker - klassevis to og to - ude i gården, når klokken ringede, og så gik vi ind efter gårdvagtens anvisninger.
Min skolestart var jo ikke så længe efter krigen, så der blev med jævne mellemrum foretaget kæmning af alle elever med en tættekam for at finde lus. Og lopper var der også engang imellem. Jeg led en del af nældefeber, og i de perioder, hvor det var værst, kløede det over hele kroppen, og jeg kunne ikke lade være med at klø mig. Det blev bemærket af lærerne, og de henvendte sig til skolelægen, der indkaldte min mor til en samtale. Her var hun blevet udspurgt om husdyr og om rengøring af hjemmet. Hun var stærkt ophidset og nærmest vred, da hun kom hjem. “Hvor vovede de at tro, at jeg var et forsømt og usoigneret barn der var fyldt med lopper. Det var også bare fordi vi boede i sådan noget slum!” Og det var netop hvad vi gjorde.

Videre til  Sundet    Videre til Kalekovej

til top