Panorama-Jacob

©M &JPD' Websted - alle rettigheder forbeholdes


    Kalekovej 62a

    Geografi
    Østergade 26 skulle rives ned, så der kunne vi ikke blive boende. I 1950 flyttede vi så  til Kalekovej 62, hvor kommunen netop havde bygget 4 lejligheder i forbindelse med en anden ejendom, som man havde der.

     
    jacob_kalekovej62a

    I dette miljø boede jeg fra jeg var 9 år i 1950  og indtil jeg som 18 årig begyndte på seminariet i Skårup.
    Min bor flyttede derfra i 1962.

    I 1964 lavede jeg en opgave i psykologi på seminariet, hvor jeg tog udgangspunkt i boligerne og beboerne.
    Titlen var "Intelligens og Miljø"
    I opgaven skrev jeg i indledningen: " Undersøgelsen strækker sig over en periode på 12 år.
    I den tid har der i alt boet 15 familier i to ejendomme tilhørende kommunen.
    Nr. 62 er bygget før eller omkring århundredeskiftet.
    uset blev sidst i 50-erne ombyggetså der var to lejligheder i stueetagen og to ovenpå med to toiletter på gangen.
    Nr. 62A er bygget 1949-1950 som et etplanshus med 4. lejligheder - to i forbindelse med hver sin indgang, der delte et toilet. 
    De to ejendomme er almindelig kendt i byen under navnet "Husvildeafdelingen. Beboerne herfra lidet agtet.
    "Herefter gennemgik jeg alle familierne anonymt. Men her vil jeg godt sætte navn på enkelte af dem:

    Beboere

    Ruth og Erik Christensen
    Erik havde øgenavnet Røde Erik som han blev kaldt på grund at sin røde hårpragt. De boede i 62A ligesom os og vi delte toilet med dem. Erik var slagteriarbejder og Ruth var hjemmegående. De flyttede ind i lejligheden kort efter deres bryllup. Som meget ung havde de fået en datter, som blev boende hos mormoren, der også var værge for hende. Erik havde tidligere siddet inde for vold i 1 måned p. gr. a. et overfald foretaget i drukkenskab.  I det hele taget var han ofte voldelig overfor Ruth, når han havde fået en tår over tørsten. Men efter en antabuskur holdt han op med at drikke. Til sammen fik de over årene 4 drenge. Børnene havde fasst sengetid kl 18. Kun engang imellem fik de lov til at blive oppe for at se fjernsyn. Da faderen først kom hjem fra arbejde efter kl. 16, var han bogstavelig talt kun sammen med børnene på sine fridage. Ruth havde svært ved at styre børnene alene. Opdragelsen foregik med megen råben og skrigen over dem, og faderen blev ofte brugt som "bussemand" som f. eks.:" Du kan bare lige vente dig til far kommer hjem". Hun fik efterhånden dårlige nerver. Det kunne også skyldes deres dårlige økonomi. De havde konstant skatterestance og skyldte husleje, og der blev ofte lukket  for elektriciteten eller gassen og der var mange besøg af kongens foged på grund af for store afbetalingskonti . Børnene virkede dog velklædte og velsoignerede. På et tidspunkt flytte de til en større lejlighed et andet sted i Faaborg.  Men det var nogle gode naboer, som havde stor respekt for mine forældre.

    Egon Høne
    Som jeg ikke kan huske det rigtige navn på. Sammen med konen flyttede han ind i en lejlighed i nr. 62 kort efter deres bryllup. Manden var søn af en af de andre beboere i nr. 62. Han kom til tider beruset hjem, da han forholdsvis let kom i snak med svirebrødre, som han også dyrkede som sin omgangskreds. Han ejede en motorbåd, som han brugte til fiskeri i fritiden, og om sommeren holder familien ferie med båden Han deltog ofte i slagsmål efter sine drukture. Konen holdt hjemmet meget dårligt. I køkkenet flød opvask fra flere dage, og i stue og soveværelse flød alt imellem hinanden. De havde meget afbetalingshandel og også her var kongens foged flittig gæst. De fik 3 børn. Den ældste en pige var døv og kom på døveskole i Århus. Konen var selv opvokset under meget dårlige forhold og havde således tilbragt en stor del af barndommen på et børnehjem

    Robert Rasmussen
    Robert Ko blev han kaldt, men  jeg husker ikke  fruens navn.Han var arbejdsmand, men han var ikke meget for fast arbejde. Han havde dog kørekort og senere blev han taxichauffør. Hustruen var hjemmearbejdende. En sjælden arbejdede hun med rengøring i private hjem. Det kneb imidlertid med at holde hendes eget hjem. Det skyldtes måske nok, at de efterhånden fik 11 børn. Alle børnene uden undtagelse kom til at gå på eksternatskole i Svendborg. Forældrene sørgede direkte for, at få børnene til Svendborg. For det første er børnene passet fra kl. 07 om morgenen indtil de komme hjem med samme kl. 17 om eftermiddagen. For det andet modtog de børnepenge for hvert barn de har gående i skolen. For børnepengene præsterede forældrene igennem flere år at leje en udlejningsvogn og tage på ferietur til udlandet, mens farmoren passede børnene med et beskedent beløb stillet til rådighed til mad. Manden var oprindelig meget fordrukken, men efter han kom med i en afholdsloge holdt han op med at drikke. Familien havde ikke megen omgang med de øvrige familier i kvarteret, for konen havde meget svært med at enes med de andre koner. De fik en større lejlighed efter ombygningen i huset.

    Om miljøet skrev jeg i min konklusion:

    Skolegang.

    Fra ejendommen til skolen var der mere end 1 km. Der var derfor mange fristelser, der kunne få et barn med svag karakter til at blive borte fra skole. Især hvis det ikke rigtigt kunne følge med. Sygdom spillede dog også en stor rolle, ligesom forældrenes pengemangel  kunne have haft  betydning. Således måtte to af børnene i en af familierne blive hjemme efter tur, da de kun havde et par sko tilsammen. Sammenfattende må det siges, at skolegangen var uregelmæssig.

     Hjemmet

    De mest driftige af familierne skulle nok sørge for at få en anden lejlighed i et andet kvarter så hurtigt som muligt, det kan lade sig gøre. Derfor bliver det hele tiden de sløveste der bliver tilbage. Sproget der tales er gennemgående meget vulgært og svulstigt. Børnene taler også på denne måde og gør det i den bedste mening. De kender jo ikke andre måder at tale på. Da et af børnene engang brugte et "uartigt" ord i moderens påhør, blev hun meget vred og skældte ud. Drengen spurgte nu moderen om, hvad det ellers hed. Det vidste hun ikke. Hun kendte ikke noget andet ord, men viste blot, at dette var "uartigt".  Rimeligvis er det hende selv, der har lært drengen ordet. Eder og forbandelser benyttes af alle uanset alderstrin. Foruden sløvhed viser det sig, at langt de fleste er ufaglærte, og det vil igen sige at de i gennemsnit hører til de dårligst lønnede i samfundet. De familier der har flest børn har ikke råd til at holde dem i lære eller på anden måde lade dem uddanne sig. Derfor må de hurtigst muligt ud af skolen  og tjene penge. Det er måske også grunden til, at kun 6 af 38 har taget realeksamen. En anden grund er selvfølgelig  at de ikke kunne bestå optagelsesprøven til mellemskolen.

    Fysiske forhold.

    Sygdom var ofte årsag til at et af børnene  forsømte fra skolen. De var meget lidt modstandsdygtige. Den ene familie holdt f. eks. børnene inden døre hele vinteren så godt som det kan lade sig gøre. Det var fordi de ikke havde noget overtøj at give dem på. På den måde blev børnene ikke modstandsdygtige overfor kulde. Det kunne man derimod sige, at børnene i nabofamilien blev. De fik uanset årstid lov til at løbe mere eller mindre påklædte rundt. Enten havde denne familie ikke tøj at give dem på, eller også gad moderen ikke klæde dem på. I øvrigt fik børnene lov til at gå med tøjet når de altså havde noget på, indtil det var meget sort. Børnene var dog også meget syge i denne familie.

    Intellektuelle faktorer.

    Intellektuelt set lå kvarteret i bunden. …

    Miljøet var meget dårligt. Det var ikke muligt at finde et tilsvarende , men mere velstillet miljø, fordi de velstillede familier helst ville bo for sig selv i eget hus. Desuden havde velstillede familier gennemgående en større omgangskreds uden for det kvarter, hvor de boede.  Grunden til at folk ender i dårlige kvarterer er at deres åndelige evner ikke rækker til at de kan få en bedre position. I disse kvarterer kunne de få en billig lejlighed og desuden føle sig mere jævnbyrdige i hinandens selskab.

    Geografi II

    Da vi flyttede husker jeg, at jeg fik meget langt til skole, men jeg kunne stadig nå at køre hjem at spise på de 45 minutter, som middagspausen varede. Der var da også blot 1½ km. Omfartsvejen ud over Sundet var endnu ikke bygget, så turen gik hen ad Grønnegade, ned ad Østergade, rundt hjørnet ved Politimesterens bolig og over Jernbaneoverskæringen ud ad Østerbrogade til Gaasetorvet, op ad Priorensgade til Øster Møllevej og ned ad Kalekovej over jernbanen ved Parkvej. Så var vi næsten ude ved bygrænsen.

    Kalekovejoverskæringen1

    jernbaneoverskaeringen101

    Lige efter jernbanen  lå dengang på venstre side et gartneri som var i drift. På den modsatte side var der en række huse og lige efter dem, var der en lang, smal indkørsel imellem to hække op til Kalekovej 62. For at komme til nr. 62 a og b skulle vi forbi facaden af nr. 62, så langs med bagsiden, rundt gavlen og i mit tilfælde hele vejen forbi alle 4 lejligheder til vor lejlighed, der lå sidst ind imod haven til et andet hus. Det var jeg nu meget glad for.  Det fik vi nemlig indhegnet og dermed fik vi en lille plet som var vores egen. En lille terrasse. Der hørte en vaskehus og et kombineret brændselsrum/pulterrum til hver lejlighed. De lå over for og parallelt med facaden til nr. 62 og med tørrestativer imellem. Det var så til gengæld lidt langt for os, når vi skulle hente koks eller briketter til kakkelovnen. Langs med bagsiden af denne bygning var der et tjørnehegn der dannede skel indtil nabobygningen. Nr. 62 a og b lå lige ud til jernbanen til Svendborg og til Ringe.

     Langs med sporene var der en stribe jord, som mine forældre lejede til kolonihave, så på den måde fik vi lidt ekstra i forhold til de øvrige beboere, men til gengæld også lidt mere at holde rent. De eneste lejeredskaber, som hele komplekset rådede over var et par brøndrør fyldt med sand på arealet mellem lejlighederne og hegnet ind til vores have.  På den anden side af jernbanen gik en markvej ud til et par ejendomme og lige bag ved vejen var der et hegn ind til Faaborg Lawn Tennisclub. Så der var alligevel en hel del at holde øje med, selv om vi boede omme bag ved. Når jeg havde lidt travlt var den hurtigste vej at smutte over hegnet og over jernbanen og så ind ad markvejen. Det var ikke noget problem, når vi kendte togtiderne, og det gjorde vi. Man skulle tro, at det var generende at bo så tæt på jernbanen, men det var det ikke. Vi hørte bogstaveligt talt kun toget, når det ikke kom. Til gengæld kunne far altid vinke goddag eller farvel til de gæster som kom eller rejste. Meget ofte min søster Ulla, der var hjemme på besøg.

    Lejlighed

    Vi boede i  Husvildeafdelingen. Jeg tror nok, at min mor hold fast i, at det kun gjaldt nr. 62, men som teenager følte jeg det ikke sådan. Engang imellem mærkede jeg, at folk betragtede det hele under et, og så var det ikke sjovt at skulle fortælle, at jeg boede på Kalekovej 62. Men det var svært at finde en lejlighed, der var bedre for far, helt uden trapper og med en lille privat forhave. Lejligheden  var bestemt ikke stor.

    Fra  indgangen kom men ind i en lille gang, der kun lige var bred nok til at dække over de to indgangsdøre ind til lejlighederne. Overfor indgangen var vores entredør og overfor Ruth og Eriks dør var døren til toilettet der ragede ud fra huset. Der  var ingen varme, hvorfor vandlåsen i toilettet lå meget langt nede for at sikre det imod frost. Jo, tak. det var en kold omgang, når man "skulle", så der var ikke noget med at hygge sig på toilettet med en tegneserie. Og det var jo godt nok, når det skulle deles af to familier. Inden for i lejligheden kom man ind i en lille gang, der i vores tilfælde til venstre førte ind til stuen og lige ud førte ud til køkkenet. Lige indenfor døren i hjørnet til højre i stuen stod kakkelovnen, der var den eneste opvarmning i hele lejligheden. Ca. 1/3 inde på væggen ved siden af kakkelovnen førte en dør ind til soveværelset. For oven og for neden var der en riste indtil såvel soveværelse som til køkken, så varmen kunne strømme ind i rummene. Modsatte lige midt på væggen var der et vindue ud mod haven. Herunder stod spisebordet. Til venstre herfor i hjørnet stod der et gammelt harmonium, en slags trædeorgel, der dog ikke virkede alt for godt i bælgen. Imellem det og døren ind til stuen var der en stor radiogrammofon. Et stort monstrum helt efter tiden stil. I det modsatte hjørne til højre for spisebordet og på væggen i hjørnet ud mod haven stod en flot egetræsskænk udskåret med løvehoveder mm. Her i de øverste skuffer havde mor hele sin regnskab og alverdens andre ting. Ved siden af skænken og vinkelret ud fra væggen stod en divan, hvor min mor sov om natten. I det andet hjørne og ind imod soveværelset stod min fars seng. En rigtig seng, der var meget dominerende i stuen. For enden af spisebordet stod fars stol. En rigtig gammel  stol, der tidligere havde været polstret med plys og klunker, men som blev ompolstret til et mere moderne look da det oprindelige ikke kunne holde længere. Man måtte sno sig for at komme rundt i stuen, men det var alligevel meget hyggeligt  husker jeg. Måske var det på grund af mine forældre, hvor jo især min far altid var der. Jeg sov i en seng mage til min fars  i soveværelset. Her var der desuden en kommode, et klædeskab,  et rundt bord og et par stole. foruden  mors, en Singer trædesymaskine. I soveværelset  opbevarede min mor alt vort tøj dels i skab og kommode, men også snavsetøjet. Hvor skulle det eller være. I alle rummene undtaget gangene var der ferniserede trægulve. I gangene var der malet cementgulv. Her stillede jeg min cykel, for at den ikke skulle lide overlast.

    Haven

    Far kunne ikke komme over i haven, da den eneste adgang var over hegnet. I det aflukkede hjørne foran vores stuevindue kunne kan derimod sidde og nyde det gode vejr, når det en sjælden gang passede ham at komme ud i den friske luft. Her kunne jeg også lave alverdens ting, som en dreng har brug for at kunne lave. Her kunne jeg have mine ting i fred for alle andre. Det var en gave som ikke var forundt ret mange andre i beboelseskomplekset.

    Mor og jeg passede haven. Det havde vi megen glæde af, og det var også et godt supplement til kostpengene. Far kunne godt spise kogte grønsager. Men især holdt han af at få tyskersalat. En salat af et salathoved, hvor bladene var hele, skyllede og blev serveret med en dressing af mælk og dertil flæsketerninger.

    Kattene.

    Vi havde engang imellem en kat, som altid blev kaldt "Pussi". For den rene er alting rent, og jeg tror ikke at mine forældre vidste hvad det ord betød på engelsk. Det vidste jeg heller ikke dengang.  To af disse fik en krank skæbne, selv om deres endeligt blev meget forskellig. Den ene fik kørt hovedet af   toget. Det var en banearbejder, der en dag kom med resterne af katten og spurgte om det ikke var vores kat. Den var blevet overrasket mens den sad og fortærede en fangst på sporet og havde tilsyneladende ikke hørt toget.

    Den blev begravet i haven. Den anden kat fik skab og mistede pelsen og var efterhånden et stort  åbent sår. Hvad skal man stille op med sådan en kat, når man nu ved, at en kat har 9 liv? Det var svært nok at beslutte sig til at den måtte aflives. At vi kunne tage den ud til en dyrlæge og få den aflivet var der ingen der tænkte på, men det ville jo også have kostet penge. Derfor besluttede jeg efter mange og lange overvejelser, at den skulle gasses. Vi havde bygas og af og til hørte man jo om en eller anden, der havde taget livet af sig selv med bygas. Så måtte det vel også kunne virke på en kat. Jeg fik fat i en stor papkasse, som jeg forede med aviser og sølvpapir. Derefter lavede jeg et hul i kassen til at putte gasslangen ind. Mens katten sov fik jeg den lagt ned i kassen, og det gik såmænd meget godt indtil den måske fandt ud af, at det vist ikke var særlig behageligt og at der ville den i hvert fald ikke blive. Men da havde jeg fået lagt låget på papkassen. Hvor den skabte sig. Det var yderst besværligt af få bundet bånd omkring papkassen, der nu hoppede op og ned på gulvet. Men det lykkedes. Katten skreg gudsjammerligt. Det var en gru at høre. Men den blev båret ud i køkkenet og gasslangen blev ført ned i hullet i papkassen. Føj hvor det lugtede! Det var vist heller ikke helt ufarligt for mig selv. Da jeg ikke var helt sikker på om min mor kunne lide denne fremgangsmåde havde jeg ikke indviet hende i mine planer, heller ikke min far. Det var fuldt og helt mit eget værk. Jeg havde godt nok sagt, at jeg ville aflive katten af medlidenhed med den, men ikke hvordan. I forvejen havde jeg gravet et stort hul som papkassen kunne være i ude i haven. Da katten ret hurtigt blev helt stille ventede jeg et kort øjeblik, mens jeg fik luftet godt ud i køkkenet, hvorefter den blev båret ud i haven og lagt ned i hullet. Var den ikke død fuldstændig af gas, så døde den i hvert fald af kvælning, da jeg dækkede hullet igen.

    Arme kat! Æret være dens minde! 

    Videre til cyklen jdlogo02   Videre til skolegang jdlogo02  til top jdlogo02

BuiltWithNOF02