Cykel fra Brugsen
Jeg ved ikke hvornår jeg fik min første cykel, men det må have været da vi flyttede ud på Kalekovej. Indtil da havde det ikke været nødvendigt for alt hvad der havde betydning for en lille dreng var inden for rækkevidde. Det var noget andet ude på Kalekovej. Nu var der pludselig et godt stykke ind til skolen og så var det nødvendigt med en cykel. Den første cykel jeg kan huske tydeligt var en engelsk model, hvor styret var helt lige med stang håndbremser. Men den cykel jeg husker bedst var en jeg selv sparede sammen til af min ugeløn i brugsen.
Jeg fik 15 kr. om ugen i løn og heraf betalte jeg 5 kr. på min cykel hver uge. En ny cykel! Det var den rene luksus!
At cykle i Faaborg
Cyklen blev næsten en del af mig selv. Lige så nødvendig for som en arm eller et ben. Den blev brugt som legetøj og til transport. Det ene var ikke vigtigere end det andet. Snart gik det over stok og sten i grusgrave eller over marker og lignende. Ingen forhindringer var for store før de var afprøvet. Der blev kørt omkap med de andre drenge. En meget yndet cykelbane havde vi rundt om kirken. Det var fra Kirken op at Kirkestræde hen ad Grønnegade ned ad Klostergade og hen ad Klerkegade. Her fik man afprøvet sin dagsform. Hvis ikke alle havde cykel med, så kom han bare op at køre med en af vi andre. Der kunne således godt være 4 på en cykel, men så måtte de alle sammen hjælpe med. En sad på sadlen og styrede - en sad på bagagebæreren og trådte - en sad på stangen og en på styret. Det var hårdt, men det kunne nok gå et lille stykke. Det var jo også sport i det. Vi skulle bare ikke snuppes af politiet. Politibetjentene i Faaborg kendte vi efterhånden godt. De vidste vel nok, at vi ikke altid kørte helt efter reglerne, men selv blev jeg aldrig snuppet, i hvert fald ikke så jeg blev noteret, men en henstilling blev det da et til et par gange.
Overbetjent Iversen
En af betjentene var Overbetjent Iversen. I mine tanker minder han mig lidt om Ib Schønberg i filmen som panserbasse. Vel nok mest fordi han var så rar. Han var vores yndling. Der gik en sød historie om, at han engang havde standset en ung pige, der ikke kørte med cykellygte efter mørkets frembrud, og derfor ville han nu notere hende og havde fået sin blok og en blyant af lommen og spurgte så om pigens navn. Regitze Schaffelitsky de Mucadell, svarede pigen, der var en af komtesserne fra Arreskov Slot. Det kunne Overbetjent Iversen ikke stave til.
Som sagt blev cyklen brugt til at komme rundt omkring med. Engang var vi nogle stykker på vej op igennem Bøiestræde. Atter en gang kørte vi omkap og det gik op ad brostenene. Midt på Bøiestræde boede der en ældre mand som røg langpibe. Som bekendt udvikler det meget spyt og derfor viste vi godt, at vi skulle passe på, hvis han stod i døren, når vi kørte forbi, for så var der risiko for at vi kunne blive ramt at en klat. Denne dag må jeg have aset godt og havde brug for at få luft, hvorfor jeg åbenbart har kørt med åben mund. Idet jeg passerer forbi ham spytter han og er så uheldig set med mine øjne, at han rammer mig lige i munden med sin tobaksspytklat. Pføj! Æv! Jeg spyttede og harkede og drønede af sted til det nærmeste sted, hvor jeg viste der var en vandhane. Det var oppe å Torvet, og der blev munden grundigt skyllet og renset. Mine kammerater fik et stort grin ud af det, samtidig de nok var meget taknemmelige over, at det ikke var dem, det var gået ud over.
To af mine venner boede ude vest for havnen, og der var et godt stykke at gå, men på cyklen var det ikke noget at tale om. Senere da Karl Sommer kom ind i min verden blev cyklen flittigt brugt til at køre til Kistrup i Svanninge Bakker.
Hele Faaborg by kunne nås inden for et kort øjeblik. Det gjaldt også hele stisystemet på Sundet. Men lad os køre en tur ud af byen, som jeg har gjort det så tit. Vi starter turen på Kalekovej 62 A. Det var oftest sammen med Jørn Poulsen og/eller sammen med Leif Temmesen.
At cykle i Omegnen.
Alléskoven
Alléskoven ligger ganske tæt ved Kalekovej 62 a, der er ikke meget mere end 5 minutters kørsel, men det er seje 5 minutter, for det går godt opad. Der var flere spændende ting i denne skov, som var spændende for os drenge. Nogle af Danmarks største skibs - jættestuer ligger her i skoven. Vi elskede at køre derop og være høvding for en eftermiddag. Blev vi tørstige kørte vi blot lidt længe bort fra vejen mod nord ud til Kalekobækken, hvor vi dels kunne få slukket vores tørst og dels kunne lege med vandet ved at opstemme det med sten og grene. Der kunne en eftermiddag sagtens gå. I et område af skoven var der i en periode en lille skov af tujaer. Træerne har vel haft en tykkelse som et håndled og været en 3 - 4 meter høje. Når man kravlede op i dem kunne man med sin vægt tynge dem ned og hvis man så bandt det fast til den nederste del af et af de andre træer og gjorde det samme med nogle af de andre træer ved siden af, fik vi til sidst en lille hytte, som vi havde vores eget private hjem i et par dage. Jeg husker ikke om vi selv bandt dem op. Vi blev i hver fald ikke opdaget, så jeg tror at vi blot har mistet interessen efter et par dage. Nu er jeg lidt rød om ørerne, når jeg tænker på at vi sikker har ødelagt væksten i træerne, vi havde bøjet net. Undskyld! Bedre sent end aldrig.
Skovene omkring Faaborg.
Kører man igennem Alléskoven kan man holde til højre og nå ud til Pipstorn som jernbanen kørte lige igennem. Her lå også Katterød station. Fra Katterød gik turen til Holstenshus - skoven. Men man kunne også vælge at køre til Diernæs. Alle vejene er omkranset af stendiger og der er meget smukt med en flot udsigt. Fra Diernæs går vejen gennem Kaleko til Faaborg. På denne vej er der en fantastisk udsigt over en del af Det Sydfynske Øhav med Bjørnø, Avernakø og Lyø som de dominerende øer og med Ærø og Als i baggrunden. I midten af synsfeltet ligger Faaborg med Klokketårnet som det markante vartegn. Hvis man kører til Holstenshus - skoven kommer man til et område med mange små søer. Man skal kende adgangsvejen for at finde dem. Til gengæld var det et af de få områder, hvor der var krebs. Det er et fantastisk område med meget variende højder. Rigtig en udfordring for cyklister. Fra Diernæs kan man køre mod Svanninge nord om Faaborg. Så kommer man over til et andet stort skovområde i Svanninge Bakker og længere ude var der Brahetrolleborg -skovene med de større søer Nørresø og Brændegårdsø. Hele området omkring Faaborg er et eldorado for naturelskere, især de cyklende, der kan komme rundt på de små og snæver veje.
Svanninge Bakker med Tårnet
Svanninge Bakker var noget særligt. Det er et meget smukt område med en meget særpræget natur. Her tog vi meget ofte til af flere grunde. I den tidlige ungdom eller sene barndom for at lege røvere og soldater. Her var bjerge og uvejsomt terræn, og området kunne let omdannes til Sherwood - skoven hvor Robin Hood gik på jagt med bue og pil og drillede sheriffens soldater. Senere fordi, der var et par gode restauranter, Det hvide Hus, som for længst er lukket, og Skovlyst, hvor der var en udendørsbalustrade med dansant onsdag og søndag. Her mødtes vi unge og dansede, sværmede og drak alt efter hvorledes humøret var den aften. Sankt Hans aften var noget særligt for samledes spejderne og FDF fra området og fejrede aftenen sammen. Der var en tid en skihopbakke og den gamle etatsråd Mads Rasmussen fra Faaborg havde en sommerpavillon, som dog allerede i min barndom/ungdom var i et stærkt forfald. I en periode var der friluftsteater, hvor turnerende grupper gav forestillinger.
Jørn Poulsen og jeg begravede engang en skildpadde i en myretue i Svanninge Bakker fordi vi gerne ville have renset skjoldet. Den ligger der sikker endnu, for vi glemte selvfølgelig alt om det.
Kysten rundt
Orkede man ikke de store anstrengelser op og ned ad bakkerne kunne man også tage en tur langs kysten. Vi regnede Vester Åby og Åstrup med til vort område omkring Faaborg. Vester Skerninge hørte til Svendborgegnen. På den anden side gik skellet ved Damsbo Strand. Men derimellem var der halvøen Horneland med Horne og Bøjden og Dyreborg.
Isen og Bjørnø
Faaborg fjord var et særligt område at cykle rundt på, men det krævede selvfølgelig, at det var isvinter. Det var det flere gange i min barndom. Isen lukkede ret hurtigt sejlruten til Bjørnø og når der var sat riskoste ud fra Bjørnø til slæbestedet ved Sankt Hansgade, så var isen sikker og så kunne vi andre komme til Bjørnø. Der var langt at gå, så derfor lukkede vi noget luft ud af dækkene på vore cykler og så gik det hurtigt til Bjørnø. Engang imellem var isen så sikker, at der også kunne køre biler på isen. Da jeg var 6 år i 47 husker jeg at der var Speedway motorløb . med pigdæk på isen.
Konklusion:
Havde H.C. Andersen kendt til at cykle havde han sikker sagt: At cykle er at leve. For mig var cyklen min kontakt med verden uden for byen og den var forudsætningen for min kontakt med mine venner.
Videre til spejder 
Videre til bydreng
