Bydreng

Jeg tror ikke at jeg nogensinde har fået lommepenge, men jeg kan heller ikke huske, jeg nogensinde har manglet penge, ikke som barn i hvert fald.  Jeg var helt klar over, at der ikke var de mange penge til rådighed. Fars pension var ikke særlig stor så på et tidspunkt begyndte min mor at arbejde på banen med at gøre togvogne rene. Det foregik tidlig om morgenen. Det passede fint, for far elskede at sidde og læse eller sy eller hvad han nu havde lyst til og det var ofte til langt ud på aftenen/natten og derfor sov han meget ofte om ikke altid til middag. Da var min mor kommet hjem.
I alle årene handlede vi i Faaborg Brugsforening, der dengang lå i Grønnegade lige over for Hovedskolens indgang fra Grønnegade.
Mor havde en bog i Brugsen som hun fik varerne skrevet i og hvor hun så betalte en gang om måneden. Det har jeg ikke helt rede på. Hvad der interesserede mig mere var, at jeg havde lov til at få skrevet. Det hjalp jo lidt på at jeg ikke fik lommepenge, men det kunne selvfølgelig aldrig blive det helt store indkøb. Det havde vi ikke råd til. Det var ofte en rulle karamel fyldte chokoladedrops der hed "Rollo", men ofte var det også en pakke havregryn, som vi havde med på vore togter i omegnen som proviant.

Isenkræmmer Stampe

Da jeg blev så gammel, at jeg kunne håndtere en Longjohn budcykel, som er en tohjulet budcykel med lad anbragt foran styret, fik jeg byplads.
Den første var hos isenkræmmer Stampe i Vestergade. Førstemanden der hed Ole Thrane , og ham kendte jeg fra Klerkegade 12, hvor han boede i stueetagen . Han var flink. Det samme kunne jeg ikke sige om den kvindelige lærling, der var en værre snob, og som ikke behandlede mig særlig godt. Hun var gårdmandsdatter og kom fra landsbyen Diernæs Hun vidste godt hvilken slags familier, der boede på Kalekovej 62, og derfor regnede hun  mig ikke for ret meget. Hun havde travlt med at rette på mig. Især husker jeg, at hun havde travlt med at lære mig at sige Deres Hustru, når jeg skulle omtalte isenkræmmerens kone for ham. Arbejdet bestod i  dels at pakke varer ud på lageret og dels i at  køre ud med varer. En dag fik jeg besked på at køre til Falsled med en gasovn. Det var en fin tur for den tog hele eftermiddagen. Men det var også en drøj tur, for der er vel en 11 km. til Falsled. Og ovnen var stor og tung. Den skulle leveres på en af de meget smukke firlængede og stråtækkede gårde der ligger i Falsled  Jeg fik en daler i drikkepenge og et stort glas fyldt med hjemmebrygget øl. Det smagte lidt surt og stærkt, men det lod jeg mig ikke mærke med. Jeg var endnu ikke så vænnet til at drikke øl, så jeg var heller ikke helt fri for at føle mig lidt påvirket. På  vejen tilbage til Faaborg mødte jeg min morbror Gerhard som var af sted med sin skærslibercykel. Vi sad lang tid i en vejgrøft og snakkede sammen og jeg fik en hilsen med hjem og besked om at han ville kigge forbi inden så længe. Det ville min mor blive glad for vidste jeg, men det ville ikke falde i så god jord hos  min far, for han regnede ikke min mors søskende for ret meget. Jeg husker ikke om han virkelig kom på besøg ved den lejlighed, for morbror Gerhard var ikke så god til at holde sine aftaler, når han var af sted på landevejen. 

Faaborg Folketidende.

Da der var mulighed for at få en anden plads hvor jeg kunne tjene lige så meget for mindre arbejde slog jeg til. Jeg skulle gå med aviser. På det tidspunkt var byens venstreavis Faaborg Folketidende  i Østergade netop ophørt som selvstændig avis. Avisens blev nu produceret af Svendborg Avis. Min opgave var hver eftermiddag kl. 14 lige efter skoletid at bringe aviserne fra Østergade ned til posthuset og jernbanen til videre transport. Det fik jeg 1,25 kr. for pr. gang. Det var ligeså meget som jeg tjente hos isenkræmmeren. Og så havde jeg tid til at passe mine kammerater.  Det gav mig også mulighed for at få et arbejde mere.

Faaborg Brugsforening

Det fik jeg i Faaborg Brugsforening torsdag, fredag og lørdag. Det var lige til pas for mig. Der var en anden bydreng der som havde arbejde hele ugen.

Omgivelserne
Ved siden af butikken var der en port ind til gården, hvor der var lager og et skur til budcykler og affald og flasker. Det var samtidig adgangsvej til flere lejligheder som lå i nogle bagbygninger i gården. Butikken bestod af et rummeligt butikslokale. Man kom ind af en dør midt imellem to store forretningsvinduer.  Midt i lokalet var der en stor disk fyldt med skuffer som selvfølgelig vendte ind imod kommiserne. Der var også en disk ind i mod væggen, men herpå var der en reol helt til loftet. På begge endevægge var der reoler der dækkede hele væggen. Helt til venstre set fra indgangen var der en stor rund kakkelovn og ca. 1/3 hen ad væggen var der en dør, der gik ud til en lille mellemgang, der  lige ud førte ned til kælderen, til venstre  lå uddelerens kontor og til højre var lageret. Fra kontoret var der en dør ud til en anden mellemgang i forlængelse af den anden. Den  førte op til uddelerens lejlighed på 1. sal og ud til gården. Det var altså også uddelerens private indgang.

Lageret
Lageret var bygget ud i gården og  der var to halvdøre som kunne slås op ud til en rampe / trappe.  I lageret herskede vi bydrenge. Det troede vi i hvert fald selv. De fleste af varerne blev selvfølgelig leveret af fragtmænd og fra FDB og fra ølmænd og andre leverandører, men meget af det hentede vi bydrenge fra lokale grossister. Det var vores opgave at holde orden og at rydde op. Ligeledes skulle vi sørge for, at det der fandtes i skufferne i løs vægt blev fyldt op hele tiden. F. eks. rosiner, svesker, mel, gryn og meget meget mere. Vi skulle fylde op på  hylderne i reolerne og vi skulle også pumpe petroleum og sprit fra tønderne i kælderen. Folk kom med deres dunke, eller fik det i tilfældige flasker, som de selv havde med, eller som vi fik fat på til dem. Ufatteligt at det aldrig gik galt. Vi havde også en stor trækvogn som vi brugte når vi skulle køre brugt pap emballage ud til papirfabrikken på Svendborgvej ved Klinten. Det var en ekstra skilling som vi selv fik lov til at beholde. Måske nok fordi vi brugte vores fritid til at køre det derud. Vores pap blev revet i stykker og blødt op og omdannet til papirmasse og derefter genbrugt til ny emballage. Det var spændende at de hvorledes papirmassen blev ført via store brede transportbånd og presset igennem et stort antal valser for at få presset vandet ud af papirmassen. Der var en karakteristisk varm duft af vådt papir. Nærmest som om noget var jordslået. 

Byturene
Et af mine faste jobs var hver torsdag at køre rundt til kunder og spørge der var nogen ordrer. Derefter  kørte man hjem til Brugsen og fandt varerne frem og kørte ud med dem og fik betaling (og som regel også en god drikkeskilling for sin ulejlighed. Der var to ruter  hvor byen var delt ved Klostergade / Bøjestræde / Jomfrulågen. Mor fik også besøg og så havde hun gerne en tår kaffe parat til mig. V
Ved juletid var der noget specielt ved at være bydreng. Byen var så festligt pyntet og der var en helt speciel stemning i butikken. Kunderne blev ekspederet efter tur. Der var ingen selvbetjening af betydning. Mange af varerne skulle vejes af og de fyldte skuffer gav en helt speciel duft i julemåneden. Når man kom ud til kunderne med varer vankede der småkager og ganske ofte også en drikkeskilling. Jeg nød meget at komme rundt i byen og følge med i alt hvad der skete.

Uddelerparret
Uddeleren hed Christensen og var et dejligt menneske.  Han havde en humoristisk sans og var flink ved sit personale. Derfor tror jeg også at vi gerne gav den en ekstra tand, når det var påkrævet. Et af vore job som vi dog ikke var så vilde med var at vi skulle slæbe kul og koks op til privaten foruden til butikken. De havde de ingen børn hjemme længere, men jeg husker, at de i hvert fald havde en søn, som sejlede til søs som maskinmester eller måske var under uddannelse. Konen havde let til latter. Engang inde på kontoret  hvor der var en repræsentant på besøg og hvor jeg også af en eller anden grund var tilstede fik fru Christensen sådan et latteranfald over et eller andet som var blevet sagt, at hun pludselig tabte sine tænder i overmunden. De røg ud på bordet lige midt i mellem os. Det kan nok være, at hendes latter stoppede med et sæt, men til gengæld blev vi andres kraftigere. Jeg kan ikke mindes, at jeg næsten har grinet mere end ved den lejlighed. Jeg var nødt til at styrte ud på lageret hvor jeg smed mig hen over nogle sække og simpelthen var ved at gå til af latter. Det blev nu ikke taget fortrydeligt op. Vi kom godt ud af det sammen og derfor blev jeg også inviteret med til Avernakø for at hjælpe dem med at gøre deres sommerhus forårsklart. Det var en dejlig dag hvor der blev muget godt ud i alle kroge og hvor der blev malet og lavet småreparationer. Da jeg på et tidspunkt havde brug for en ny cykel fik jeg lov til at købe den på  konto, hvor jeg betalte en femmer om ugen af min ugeløn.

Videre til spejder