|
I løbet af 50-erne fik vi større og større aktionsradius, men før vi blev trafiksikre og fik lov til at cykle frit omkring, havde vi Sundet at boltre os på. Sundet var oprindeligt et nor, og på gamle stik kan store skibe , der ligger i læ for vejr og vind.
Hvis man betragter Sundet som en oval lagt over et landkort har man i den vestlige ende vejen ud til Tommerupgård og videre ud til Sundagergård. Lidt mod sydvest Markedspladsen bag ved Falckstationen og tapetfabrikken “Fiona”.
Mod syd som i dag Klostergade og Klerkegade med kirken, Grundskolen og dengang Lossepladsen .
Mod øst jernbanen til Korinth og Svendborg og vejen til Kaleko. Hvor den i nordøst fortsætter videre til Diernæs ligger den lille skov Priices-have.
Mod nord hæver Svanninge Bakker sig.
Ligesom så mange andre steder i landet havde man også her forsøgt at tørlægge Sundet i håb om at få noget mere landbrugsjord. Man havde gravet render og pumpede vandet bort. Projektet var delvis gået i stå under krigen, og derfor var der bestemt ikke tørlagt i min barndom, specielt ikke om vinteren.
Afvandingsrenderne løb til sidst ud i Sundrenden som har afløb til Faaborg Fjord ved Faaborg Roklub.
I 40-erne og i 50-erne var der is på store dele af Sundet, og ligesom børnene på maleren Peter Hansen billede ”På isen bag kirken” løb vi unger på skøjter. Gik man igennem isen var skaden til at overskue. Der var ikke særligt dybt. (3 )
Gå til top
Den engelske bombemaskine (1)
I den vestlige ende af Sundet styrtede et engelsk bombefly ned i krigens sidste år. Mine forældre fortalte, at trykket blæste alle vinduer i Klerkegade ind i den side, der vendte ud imod Sundet.
Der blev sat en mindesten på stedet, hvor flyveren var faldet ned, til minde om de omkomne flyvere.
Det område syntes vi var meget spændende.
Man kunne komme ud på Sundet ad flere veje.
Den nærmeste for os i Klerkegade løb ned langs med kirken.
Den var ikke særlig bred og blev brugt af en rebslager, som havde etableret en såkaldt reberbane, hvor vi kunne få lov til at hjælpe med at trække tråde og siden være med til at dreje hjulet der “slog” rebet rundt.
Gå til top
Tændstikkerne. (2)
En lidt større vej ned til Sundet var en sti, der samtidig tjente som bagindgang ind til dyrlægen og en række andre ejendomme på Klostergades nordside.
Vejen starter med at gå lidt nedad og var derfor en fortrinlig kælkebakke, som vi brugte, når der lå sne. Bakken var ganske jævn og ufarlig. Det kunne ikke komme til at gå stærkere end at det var fuldt forsvarligt.
Dyrlægen havde nogle store volierer med raceduer, og han havde også plads til nogle kalve og smågrise. Derfor havde han en gang imellem noget halm anbragt i en lille stak.
En dag mens vi endnu boede i Klerkegade, havde jeg sammen med en anden dreng fået fat i nogle tændstikker, og nu ville vi prøve at sætte ild til noget halm.
Vi har nok vidst, at det ville være farligt at tænde ild i stakken, så vi havde ganske fornuftigt båret noget af det lidt væk fra stakken uden at bemærke, at vi efterhånden havde trukket en stribe fra halmstakken og hen til det sted hvor vi ville lave bål. Fra bålet ville ilden så let som ingen ting blive ledt over i stakken.
Men det tænkte vi ikke på, og det gik heldigvis ikke så galt. For inden vi rigtig fik ild i halmen, kom min mor og fik slukket ilden.
Min søster havde set, hvad der var på færde og havde tilkaldt hjælp. Katastrofen blev afværget!
Jeg mener at huske, at mor rigtigt ruskede mig i håret. Det var tegn på, at hun var rigtig vred.
Gå til top
Insekteksperten.
I afvandingsrenderne på Sundet var der et rigt liv af små fisk og insekter som myggelarver, skøjteløbere, rygsvømmere og mange flere.
Jørn Poulsen var helt god til at kende dem fra hinanden og ville gerne udgive sig for at være ekspert. En dag havde han fået den ide, at der var en særlig art, der åd de andre. Det var derfor den blev større og meget større end de andre. Jeg ville gerne se den, men tvivlede måske inderst inde på, om det kunne være sandt. Men vi lå på lur for at fange den eller i det mindste for at se den. I sin iver lænede Jørn sig for langt ud og fik overbalance og faldt ned i renden. Det så urkomisk ud! Jeg flækkede af grin. At se ham stå i vand til livet med gummistøvler på, var mere end jeg kunne klare. Jeg hulkede af grin.
Da han senere oppe på stien hældte vandet ud af gummistøvlerne, kunne jeg ikke dy mig for at spørge ham, om han havde fanget kæmpekannibalen. Kors, hvor blev han vred! Han kylede en af gummistøvlerne efter mig, imens jeg tog benene på nakken og styrtede hen til min cykel og kom derfra i en vis fart. Jeg er sikker på, at vort venskab ophørte på stedet og vi var uvenner i hvert fald indtil næste dag.
Gå til top
Dolken .
Mærkeligt nok blev vi ikke uvenner, da jeg en anden gang skulle række ham en dolk og i samme bevægelse næsten skar tommelfingeren af ham. Vi var ude på Sundet for at skære nogle pilekviste til pilefløjter. Han ville gerne have dolken, som jeg havde og jeg rækker den til ham med knivsbladet ind imod ham. Måske har jeg ikke sluppet kniven straks så idet han griber om dolken skar jeg næsten tommelfingeren af ham. Det blødte kraftigt, så det var bare med at komme hjem og ind til en læge i en fart. Han kunne siden fremvise et langt ar, men udover det fik han ingen men. Og det ødelagde heller ikke vort venskab.
Gå til top
Skydebanen
Som en lille trøst, hvis det da er en trøst kan jeg nu også fremvise en række ar fra oplevelser på Sundet.. I en gammel grusgrav i randen af Svanninge Bakker var der et skydebaneanlæg. Jeg ved ikke om det havde haft nogen funktion i krigens tid, men der var i hvert fald en mængde rusten pigtråd, hvoraf noget var delvis skjult i græsset. Det var forbudt at komme der, men det var spændende, for vi kunne finde projektiler i grusbunkerne på nedslagsstederne bag ved skydeskiverne. Når man kravlede op på skråningerne kunne man trille ned og få god fart på. Ved en sådan lejlighed fik jeg pludselig et stykke rustens pigtråd slået ind midt i højrehåndflade under pegefingeren. Pigtråden blev siddende, men jeg kunne trække piggen ud, og selvom det gjorde ondt, så blødte det ikke ret meget, og inden aften tænkte jeg ikke mer på det.
Gå til top
Blodforgiftning
Men det kom jeg nu til. Samme aften var jeg i biografen og så en Tarzanfilm. Jeg havde lidt ondt i hånden under forestillingen, men midt om natten fik jeg rigtig ondt.
Jeg havde røde striber op ad armene, så min mor fik fat på vores læge, der konstaterede at jeg havde fået blodforgiftning og begyndende stivkrampe, der medførte at jeg ikke kunne strække højre hånds fingre ud. Diagnosen var klar. Jeg skulle på sygehuset straks om morgenen. På den tid var hånden helt sammenkrummet, så på Faaborg Sygehus besluttede man, at jeg straks skulle opereres i hånden. Jeg husker endnu masken jeg fik for munden, samt at jeg skulle tælle. Der efter husker jeg kun at jeg vågnede igen og lå i en seng der stod midt i et lokale med 6 andre senge. Lutter unge eller yngre mænd. Min hånd var pakket ind og var anbragt på en skråpude. Jeg lå der en uge og det blev ganske skægt. Der var en ung norsk sygeplejerske eller elev, som jeg husker, fordi hun gav en af de andre et godnatkys da hun sagde godnat til os. Sådan et ville jeg også have, og det fik jeg. Her på sygehuset så jeg bladet Anders And & Co. for første gang. Det var sjovt og en virkelig fornyelse. Jeg blev fast kunde af bladet i mange år.
Som minde om den dag på skydebanen og mit efterfølgende ophold på sygehuset har jeg siden haft to ar i min højre håndflade. De har aldrig generet mig, men de har altid mindet mig om mit første sygehusophold.
Det blev nu ikke sidste gang vi var på skydebaneanlægget, for det var et spændende sted.
Gå til top
Priices-have. (4)
Fra Posthuset gik der en sti tværs langs med Sundrenden og tværs over Sundet ud til Priices-have. Sundstien løb bagom Politimesterens have og Konservesgårdens have på den anden side af Sundrenden. Et stykke nede af Sundstien havde De Gule Spejder eller drengespejderne deres hytte.
Ude i Priices-have havde der været en sommerbeværtning. Den lå nu hen som en delvis ruin. Vinduerne var slået ud og døren var let at få åbnet for os drenge, der lærte smutvejene at kende. Der var spændende at være, men det var ikke helt ufarligt for vi bildte hinanden ind, at skovfogeden hold øje med huset og at han var gal på os og ikke gik af vejen for at give os en dragt prygl, hvis han fik fat på en af os.
Skovens terræn var ret kuperet og var hovedsageligt præget af høje ranke bøgetræer med en sparsom underskov af forskellige planter, som søgte efter lidt lys under de tætte kroner. I den nordlige udkant af skoven løb en bæk som kom fra Diernæs, hvor den i et forholdsvis langt forløb havde gennemstrømmet Alléskoven.
Vandet var så klart og friskt at vi kunne sætte hænderne i bækken og skovle vandet op og drikke af det. Så det gjorde vi, når vi var tørstige.
Sundet var vores kongerige. Her herskede vi og her dystede vi med de andre drenge, som boede i andre områder, der stødte op til Sundet
Det var nu ikke hver dag vi vidste hvor vi skulle hen. Jeg kan vel næsten påstå, at vi strejfede omkring og lod os lede derhen hvor vi troede, der var spændende at være. I de første år på vore fødder. Men en dag fik jeg en cykel og fra den dag var Sundet ikke nok. Verden blev pludselig større. Men det var også ganske praktisk, for vi flyttede ud på Kalekovej 62A som lå ca. 1.5 km fra skolen. Så var det praktisk med en cykel.
Videre til cykel 
|
