GRUNDSKOLEN

Sundskolen var skole for 1. - 4. Klasse
Jeg begyndte i skolen  den 1. april 1948. Vi var da flyttet fra Frelsens Hær i Grønnegade 46 A til Østergade 26.
Første skoledag samledes alle eleverne i den brede gang hvor trappen førte op til klasserne ovenpå. Op ad trappen stod lærerne med overlærer Johansen i spidsen.
Min klasselærer hed Bertha Jensen. Hun var en ældre ugift frøken. Hun boede i Grønnegade i sit barndomshjem hvor hendes far havde været kobbersmed. Jeg kom der senere som bydreng i Brugsen. Der var rigtigt hyggeligt.  Frøken Jensen var meget hellig mente vi. Hun fortalte os om  engang  hun var faldet ned ad en trappe, men englene var kommet og havde båret hende sikkert ned, så hun ikke havde slået sig. Hun fortalte også at hun  hørte godt. Så godt, at hun kunne høre græsset gro! Det var noget der imponerede os.
Grundskolens bygninger  er i dag fuldstændig ændret med mange nye tilbygninger og elever fra 0.-10. årgang. Og så hedder den Sundskolen, hvilket jo er  logisk nok. Men dengang var det altså Grundskolen og efter 4. klasse fortsatte vi i Hovedskolen som lå mindre end 100 m henne ad Grønnegade. Grundskolen lå lige ved siden af Kirkegården og Feltens Rist.  Der var 3 klasseværelser og lærerværelse nedenunder og 4 klasseværelser ovenpå. Toiletter var ude i gården i en tilbygning, hvor der også var et læskur. Midt i skolegården stod et stort træ. Langs med skolens sydgavl var der adgang til en række skolehaver som de store elever fra Hovedskolen dyrkede. De lå for enden af en fodboldbane som blev benyttet af begge skoler ligesom gymnastiksalen. Det var under en fodboldkamp her jeg så en  jetjager første gang, en Gloster Meteor!
Uden for fodboldbane lå sundet. På fynbo-maleren Peter Hansens berømte billede  "på isen bag ved kirken" fornemmer man stemningen som jeg erindrer den selvom  billedet er malet næsten et halvt århundrede tidligere.  Nu var en del af sundet blot blevet til den kommunale losseplads.
Det var et spændende område, hvor jeg og mine kammerater tit strejfede om i fritiden, men det skete nok mere da jeg var elev i Hovedskolen, I dag ligger Faaborghallen  på arealet hvor garveriet og tapetfabrikken har deponeret store  mængder af kemikalier i kasserede skindrester og blævrede farverester. Vi knægte så og lugtede det! Forhåbentlig er det  renset op  og borte inden man byggede på området?
De første 4 skoleår er står lidt uklare i min erindring. Lokalerne var lyse og der var  små ruder i vinduet - den nederste en gul råglasrude. Vi skulle ikke spilde tiden med at sidde og kigge ud af vinduet? Vi skulle stille op ude i gården, når klokken ringede og så gik vi ind efter gårdvagtens anvisninger.
Min skolestart var jo ikke så længe efter krigen, så der blev med jævne mellemrum foretaget kæmning af alle elever for at finde lus. Og lopper var der også engang imellem. Jeg led en del af nældefeber og i de perioder hvor det var værst kløede det over hele kroppen og jeg kunne ikke lade være med at klø mig. Det blev bemærket af lærerne og de henvendte sig til skolelægen, der indkaldte min mor til en samtale.  Her var hun blevet udspurgt om husdyr og om rengøring af hjemmet. Hun var stærkt ophidset og nærmest vred da hun kom hjem. Hvor vovede de at tro at jeg var et forsømt  og usoigneret barn der var fyldt med lopper. Det var også bare fordi vi boede i sådan noget slum!  Og det var netop hvad vi gjorde. Som helt lille var jeg engang med min søster på Hovedskolen, og der mødte vi en af hendes lærere. Jeg havde åbenbart hørt om hr. Olsen, der havde en vane med, at han slog læberne hårdt sammen en gang i mellem, når han talte, og det lød grangiveligt som om han smaskede. Det havde Ulla fortalt derhjemme, men derfor tror jeg nok at hun gerne ville have været foruden, at jeg ganske højt spurgte om det var ham de kaldte "Smaski".

Hovedskolen

Man blev rykket op i Hovedskolen efter 4. klasse. Man skulle bestå en adgangsprøve for at komme i mellemskolen. Mange gik i 5. klasse og først derefter gik de til adgangsprøve. Her blev der taget stilling til om man var egnet til at komme i mellemskolen. Herefter kunne man tage mellemskoleeksamen og gå ud af  skolen eller på gymnasiet i Svendborg. Man kunne også  fortsætte og tage realeksamen.

Den eksamens fri mellemskole blev bare kaldt 6. og 7. klasse, hvor man forlod skolen efter konfirmationen som 14 årig. Enkelte gik dog også i 8. klasse. Og det viser, at Faaborg skolevæsen allerede dengang var godt med. Som voksen kan jeg i dag se at netop på dette sted i skolegangen bliver et barn et "offer"  for den sociale arv.  Netop her er tradition i hjemmet afgørende. Det nytter ikke noget at et barn er velbegavet, hvis der ikke er tradition for at man skal have en boglig uddannelse. Ingen af mine forældre havde taget en realeksamen. Min far af gode grunde. Den fandtes ganske enkelt ikke i hans tid, og han skulle ikke gå i latinskolen i byen eller hvad det nu hed dengang. Han kom det i hvert fald ikke. Mor gik i " den stråtækte"  skole med 3 klasser, hvor man gik to år i hver klasse, og så kom hun ud at tjene. Men begge mine forældre var begavede mennesker, og de ville så let som ingenting havde kunnet tage en hvilken som helst eksamen, hvis de havde fået chancen. De troede på mine lærere, der sagde, at jeg havde evner til at læse. De kundskaber  og den påvirkning jeg fik i mellem- og realskolen har været meget afgørende for mig i resten af mit liv.  

Jeg startede i 5. klasse den 1. april  1952 og med klasselokale i stueetagen i skolebygningen, der lå midt inde i skolen. I klasselokalet var der billeder af grønlandsfareren Knud Rasmussen og der stod et vers

Fæ  dør,
Frænde dør,
Et ved vi som aldrig dør.
Mindet om død mands dåd!

Klasselærer var  frøken Mette Hansen som vi havde til dansk, skrivning og religion. Min søster  Ulla havde haft hende til skolekøkken. Hun var meget flink og ikke særlig streng. Det udnyttede vi  engang imellem og forsøgte at løbe om hjørner med hende. Vi havde også vores eget klassebibliotek, hvor vi kunne låne bøger. Jeg har en af dem endnu. Pinligt! Jeg var ret god til at læse og pløjede i gennem den ene biblioteksbog efter den anden. I mange af skrivetimerne blev jeg sat til at læse højt for mine klassekammerater mens de sad og skrev, op-og-op-og-op oog ned-og-ned-og-ned oog osv. med 3 træk  Det var jeg godt til freds med, men det kan stadig ses på min håndskrift. Mange af mine skolekammerater kom fra landet og der kunne de ikke tage eksamen. Faaborg skole havde et stort opland, så derfor havde jeg skolekammerater fra Horne, Bøjden, Svanninge, Millinge, Falsled, Håstrup, Jordløse, Nørre Broby, Brobyværk. Vester Hæsinge,  Stenderup, Øster Hæsinge, Hillerslev, Højrup, Korinth, Gærup,  Diernæs, Katterød, Pejrup, Åstrup, Vester Åby, Ulbølle. De måtte ind til byskolen, for at kunne komme videre enten med en realeksamen eller for at kunne fortsætte i gymnasiet, som der heller ikke var så mange af dengang. Der var tog til Svendborg, Nyborg og Odense via Nr. Broby. Så mange af mine kammerater havde en lang skolevej. Først på cykel til stationen, hvis de ikke lige boede op af den og derefter for de fjerneste en god times transport med toget. De kunne vel nok læse en del lektier undervejs, men der var også gang i ungdommen dengang, så det blev ikke altid til lige meget. Om morgenen var de for søvnige og om eftermiddagen gad de ikke. Enkelte af dem havde ligefrem konkurrence om hvor mange ”læn dem ikke ud” skilte de kunne nå at få skruet løs inden toget nåede Katterød station eller hvor mange loftspærer de kunne nå at skrue løs, vel at mærke uden at blive opdaget af togpersonalet, som bestemt ikke var begejstret for den slags gale streger. Og det blev også afstraffet på stedet. Jo eksamens-mellemskolen  var en meget broget flok.

I de første år på skolen fik vi to retter varm hver dag til middag. Skolebespisningen foregik i et kælderlokale i bygningen ud mod Grønnegade. Vi fra byen kunne også spise, men det var også tilladt at rende hjem og spise til middag sammen med familien og det kunne vi sagtens nå da middagspausen var på 45 minutter.

Æblerne i træet
Skolen var vokset igennem årene. Oprindelig var den placeret i Østergade i den bygning, der i  min skoletid var kommunekontor. Siden var der blevet bygget til på Nordsiden inde i haven til den oprindelige skole og til sidst var der blevet bygget en fløj ud til Grønnegade således at Hovedskolen næsten fyldte hele det areal der udgjorde karreen der bliver begrænset af Østergade / Bøjestræde / Grønnegade og Kappelanstræde. Der var blot en stribe huse med haver og baghuse langs med gaderne, men langt den største del var skole og skolegård. Der var en adgangsvej ud til hver gade med undtagelse af Bøiestræde.  Der var selvfølgelig asfalt på skolegården, men der var også frugttræer og sågar et kæmpestort valnøddetræ. Det var flot, men vi måtte ikke røre frugterne. Det var pedellens. Men det var en svær fristelse.  Som vi da heller ikke kunne stå imod. På tværs af klassetrin aftalte nogle stykker af os en sen eftermiddag, at vi skulle på æblerov på skolen. Æblerne var nu ikke så modne som vi havde troet, så de var ikke til at ryste ned. Der var ikke andet at gøre end at en af os måtte kravle op i træet og plukke dem og smide dem ned til de andre. Det blev mig. Ikke fordi jeg blev presset til det, snarere fordi jeg altid har været lidt rask i det. Enten må vi havde fået nok eller også er vi blevet skræmt af et eller andet, eller måske det var vores samvittighed, der belastede os. I hvert fald besluttede vi, at tage flugten op igennem porten til Østergade. Vi rendte af fuld kraft ud af porten nogle løb ned ad Jomfrulågen men jeg og nogle andre løb om hjørnet og til højre hen ad fortovet. Og dermed stødte jeg pladask ind i overlærer Christoffersen som vi kaldte skoleinspektøren dengang. Jeg havde gemt æblerne inde bag blusen, og ved sammenstødet røg der et par af dem ned på jorden og trillede hen ad gaden. Jeg fik dem hurtigt samlet op alt imens jeg bukkede for overlæreren og sagde god dag, og så var det bare med at komme af sted. Jeg havde endnu ikke haft ham til noget, så jeg regnede ikke med, at han kunne genkende mig. Jeg skulle ikke have sagt noget, da jeg kom hjem om denne hændelse. Og ironisk nok husker jeg, at æblerne slet ikke var gode. De var slet ikke modne, men derimod meget grønne og sure.

Næste dag i skolen i en dansktime bankede det pludselig på døren, og der stod overlærer Christoffersen og spurgte om han lige måtte tale med Jacob Peder et øjeblik.  Puha! Det var ikke godt. De andre viste jo nok allerede, hvorledes det var gået om aftenen, for sådan noget rygtes med lynets hast. Men jeg havde ikke snakket med nogen om det. Skolens kontor lå på 1. salen i samme bygning, og der blev jeg ført hen. Her blev jeg forhørt om jeg havde været med til at stjæle æbler om aftenen i forvejen. Meget forlegent med blikket stirrende lige ned i gulvet bekendte jeg, at det havde jeg. Derefter spurgte han om hvem jeg havde været sammen med. Det vidste jeg ikke, for det var nogle fra nogle andre klasser, som jeg ikke kendte. Nå, det var jo ikke så godt, men så var det da godt, at han kunne hjælpe lidt på min hukommelse. Sø løftede  han på sit skriveunderlag og tog et stykke papir frem med alle navne på. En af de andre havde sladret. Jeg fastholdt nu, at jeg ikke kendte de andre. Det syntes overlærer Christoffersen var mærkeligt, for jeg havde endda været hovedmanden. Jeg havde siddet oppe i træet og rystet æbler ned til de andre, havde de fortalt. Om jeg ikke vidste, at det ikke var tilladt. Det vidste jeg, der var ikke andet at gøre end at indrømme det.  Men så måtte jeg også tage min straf, og så håbede han, at det ikke ville gentage sig. Det lovede jeg. Jeg fik et valg. Jeg kunne få en eftersidningstime med besked til mit hjem om hvad jeg havde bedrevet, eller jeg kunne få en lussing her og nu og så måtte jeg selv om, hvad jeg ville fortælle og til hvem.  Ingen af delene var særlig behagelig, men jeg valgte alligevel lussingen. Hurtig afregning og så var det ude af verden. Men de fem fingre sad nok så tydeligt på min kind og vidnede om at der var sket noget, da jeg kom ned i klassen igen.

Dette store billede blev taget i oktober 1953. Fotografen panorerede med et stort kamera, og så fik vi besked på at stå helt stille, imens han kom helt rundt. Det lykkedes for de fleste af os. Mange ansigter kan jeg kende, men det er de færreste navne jeg kan huske. Det er jo også mange år siden. Jeg har skrevet nummer på dem jeg kan huske, og alligevel er jeg i tvivl om nogle af dem. Jeg står lige ved siden af lampen øverst til venstre i billedet(18). Porten i baggrunden var ud til Grønnegade og bygningen tv. er gymnastiksalen og fysiksalen.

Hovedskolen :
1 Lise Iversen Faaborg – 2 Margit Pedersen, Kistrup – 3? – 4   Arne Riis Christensen, Millinge – 5 Ib Dahl Hansen, Bøjden – 6 Kristian Larsen, Jordløse – 7? – 8 Palle Bernt, Faaborg – 9 Knud ”Boston”, Faaborg – 10 Jørgen Klint Jørgensen, Korinth – 11 Erik Sinnerup, Faaborg – 12 Jørgen Larsen, Faaborg – 13 Karl Sommer, Kistrup – 14 Poul Jensen, Faaborg – 15 Mogens Rasmussen, Millinge – 16 Jørn Nielsen, Faaborg – 17 Per Neergaard Jensen, Faaborg – 18 Jacob Peder Dauerhøj, Faaborg – 19 Poul Hansen, Diernæs – 20 lærer Gordon Petersen – 21 lærer J.K. Groth – 22 lærer Hansen – 23 Knud Paustian, Faaborg – 24 Torben Frydensberg, Faaborg – 25 lærer Rasmussen? – 26 lærer Daubjerg? – 27 Leif Temmesen, Faaborg 

Hovedskolen :
1 lærer Olsen – 2 Erik Buch, Faaborg – 3 Niels Justesen, Faaborg – 4 Poul Kampmann, Svanninge (bakker) – 5 Flemming Brandrup, Faaborg – 6 Jørn Poulsen, Faaborg – 7 Julius?

 

Lærerne

Overlærer Christoffersen var god nok. Kort tid efter hændelsen med æblerne gik han på pension. Så fik vi en skoleinspektør, Kaj Jensen. Ham havde vi til Tysk. Vore sang og musiklærer hed Nielsen. Han var  en lille mand og  spillede  på violin. Hans øjne sad lidt på skrå, så  han fik kælenavnet "Neser". Den skrappeste lærer var Ingvar Laursen, som vi havde til Matematik i de første mellemskoleklasser. Han havde træben, hvorfor han trak lidt på foden, når han gik. Efter sigende havde han fået det kørt af af toget.

Gordon

Senere fik vi en ung lærer, Gordon Petersen, som vi også havde på Grundskolen. Han havde temperament, og det stødte ofte sammen med min trang til at snakke. Når klokken ringede ind til time stillede vi op på to og to  på  række i skolegården, den ene klasse ved siden af den anden og så blev vi sendt ind til time af gårdvagten.  Men engang imellem fik vi også en besked fra inspektøren eller andre lærere, hvilket jo var meget praktisk. Engang på grundskolen havde jeg stået og drillet en af pigerne fra en anden klasse og hun og nogle veninder havde stået og fniset og derved påført sig Gordons opmærksomhed. Han skulle have at vide, hvad der var sket, og da han hørte det fik jeg en ordentlig en over kindbenet. Det gjorde ondt. Jeg følte at  det var uretfærdigt og stak ud af rækken og ud af skolen og fik fat i min cykel og kørte hjem til min mor. Vel ude af porten fik jeg medlidenhed med mig selv og blev også lidt våd i øjenkrogene, men der var jo langt ud på Kalekovej, så det kunne ikke holde hele vejen. Mor var hjemme og ligeså far. Jeg måtte forklare hvad der var sket, siden jeg  dukkede op der. Jeg fik dog ikke særlig megen medhold eller medlidenhed. Mor lovede at tale med Gordon og derefter blev jeg sendt i skole igen. Mor kørte ind på skolen og fik en snak med Gordon, som var ked af at han havde været så overilet, Mor sagde at det skulle han ikke tænke på, nu havde hun fået en forklaring, og hun kendte også sin drengs snakketøj.  På Hovedskolen fik jeg engang en eftersidningstime af ham for at have snakket på rækken mens vi ventede på at komme ind til time. Det var efter at man var begyndt at sende sputnik raketter op med satellitter, og der havde jeg bemærket at en jet trak en kondensstribe over himmelen og det så netop ud som om der var affyret en raket  bag ved klokketårnet som gik lige lukt op i himmelen. Det skulle jeg fortælle de andre, men det tog Gordon fortrydeligt op. Vi havde ham til historie og Matematik i realklassen. Og da var han helt OK. Der gik mange historier om Gordon, som jeg siden blev kollega med da han blev skoleinspektør på Toftegårdsskolen i Faaborg. I de unge år skulle han være glad for at spille kort. Og det var vist om ret høje indsatser. På et tidspunkt skulle han således havde spillet sig til en lille fabrik, der fremstillede balloner.

Mette Hansen
Mette havde vi ikke i mellemskolen, kun de af pigerne, som havde hende til skolekøkken. Men hun var alligevel udsat for vores drillerier.

På et tidspunkt havde vi fået klasselokale helt oppe under taget. en af drengene havde fået fat i en lille bambi af gummi og nogle af os fik den ide, at vi kunne binde en snor i den og fire den ud af vinduet og ned for an vinduerne i klasselokalet på 1. sal. Her kunne en af os så sidde og trække den op og ned foran vinduet engang imellem i løbet af timen. Det gik selvfølgelig galt. Vi kunne ikke begrænse spøgen og det blev opdaget og vi fik en ordentlig skideballe. Samme dag  havde vi ført det lille gummidyr op bag læreren og op over et søm oppe ved loftet, og midt under timen hvor vi havde vores klasselærer frk. Christiansen. Men snoren var ikke så lang, at den kunne nå ned til os drenge der var opmand, så derfor var det en af pigerne, Lone Mathiesen, der måtte trække i snoren. Det gik godt en tid, for dyret kunne skjules bag et bjælke i loftet, så den ikke kunne ses, når vi begyndte at grine. Men pludselig satte snoren sig fast, og det blev opdaget. Snoren ned til Lone var  meget afslørende, og hun fik da også prompte en lussing. Hun bed tænderne sammen og lod være med at sladre om os andre. Men det blev altså alligevel afsløret på grund af vores dumhed med Mette Hansen, og det kostede en eftersidningstime.  En anden gang kostede hun en lussing. I mellem klasselokalerne var den dobbeltdør. engang da vores lærer Nelson havde forladt os et øjeblik, havde nogle af os åbnet døren for at lave skæg med klassen derinde. Da vi hørte, at de havde Mette havde vi bræget meget højt: MÆÆÆHH! MÆÆÆHH!  MÆÆÆHTTE.

Da Nelson kom tilbage var det sammen med Mette og de var temmelig ophidsede begge to. De ville have at vide hvem det var. Ingen svarede. Men det kunne ikke standse Nelson, for han gik resolut hen til de to borde, som stod ud for døren og sagde, at så måtte det jo være dem der sad der, der havde gjort det. Og derefter gav han dem alle fire en lussing. Den ene af de fire var klassens dydige dreng, Poul Seidelin, der aldrig kunne drømme om at genere nogen. Han havde ikke været med, men han tog sin straf med ro og sladrede heller ikke.   C.V. Nelson havde sløjd, geografi og biologi. Han var også en lille hjulbenet mand. Meget bestemt havde normalt ikke besvær med at holde ro og orden i klassen.

Frk. Christiansen havde vi til dansk og engelsk i de ældste klasser. Hun var ugift og en rigtig skolefrøken. Hun var en udmærket lærer, der på sin  stille måde kunne styre os lømler. I sær husker jeg at hun var meget glad for Selma Lagerlöf, som hun yndede at læse højt af, til fødselsdage og til jul og den slags. Hun boede i en stor villa  i Klostergade  lige  ved siden af præstegården sammen med en bror. Hele klassen var meget glade for hende og vi gav hende en opmærksomhed fra klassen da vi sluttede.

Fagene

I hele min skoletid læste jeg meget. Jeg var en flittig låner på biblioteket. Og jeg havde vel nok temmelig nemt ved at følge med og klare mig i skolen. Jeg husker derfor min skolegang med glæde. Jeg lærte gennem årene at selv om jeg altid i begyndelsen af min skolegang satte mig nederst i klassen, så varede det ikke så længe for jeg havnede på bordet lige foran læreren. Grunden var at jeg snakkede for meget i timerne. Utroligt. Men det lærte mig, at jeg lige så godt kunne vælge en plads oppe foran, og det gjorde jeg så. Og det er sikkert derfor at jeg har klaret mig så nogenlunde i skoletiden.

Der er ingen fag som jeg ikke kunne lide, men jeg var  ikke særlig god til gymnastik. Nogen sylfide eller alf har jeg jo aldrig været.

Til tegning havde vi skolens viceskoleinspektør Hr. Daugbjerg. Engang må vi havde snakket for meget mens vi tegnede. Det var ikke fordi han var sart, men denne dag må det have været for meget for ham. Pludselig sagde han at den næste der snakkede ville få en endefuld. Og det blev altså mig. Og så var det ud på gangen, hvor jeg fik et par rap i enden med pegepinden. Men det blev der ikke snakket om derhjemme.
Klik her for at se nogle billeder fra den sidste skoledag inden læseferien 15. februer 1958

realb 1958

Videre til søs