I stueetagen boede en fisker familie, Ingeborg og Peter Thrane Jørgensen. Der var to sønner og en datter. Den ældste dreng Ole var på alder med min søster og den yngste dreng, Poul, var vel 5 år ældre end mig. Men han var ikke ældre end at vi legede sammen i gården, der vendte ud imod Hospitalsstræde.
Loftet
Klerkegade 12 var som sagt udlejet til to familier. Det var et udmærket hus. I kælderen var der vaskekælder og brændselsrum og så havde fiskeren et rum til noget at sit grej. På loftet var der to værelser, hvoraf mine forældre havde det ene og her havde min far fået lavet et værksted, hvor han kunne stå og lave forskellige ting som f. eks legetøj til vi unger.
I det åbne loftsrum, der førte ind til værelserne var der nærmest pulterkammer, og der stod anbragt en mængde ting som ikke lige var i brug i øjeblikket eller som måske var udrangeret, men bare ikke kommet videre. Her havde min far også en spand med læsket kalk stående og det var ikke særligt smart med en lille gut, der havde mod på at udforske livet og som ikke havde styr på hvad der kunne spises og hvad der var farligt. Således havde jeg engang fået listet låget af spanden med kalk og heldigvis blev det hurtigt opdaget hvad jeg havde foretaget mig, så jeg straks fik noget at drikke og der blev tilkaldt læge. Her kunne denne historie havde været endt, men sådan gik det heldigvis ikke.
Faaborg Dampvaskeri
Ud til Hospitalsstræde lå vores hus lige ved siden af Faaborg Dampvaskeri, der dengang var en driftig virksomhed. Dampmaskinens dunken var en altid vedkommende lydkulisse i baggrunden.
Vaskeri Hansen' s havde en søn på min alder som hed Ib og han og Poul Thrane og jeg legede meget sammen. Det var spændende at komme ind i vaskehallen, hvor vaskerimaskinerne stod på rad og række. De blev trukket af store tunge remme der gik ned fra store hjul som blev drejet rundt af akslen der kom ude fra dampmaskinen. Det var spændende og farligt! Vi kunne jo ryge ind i maskinen. Det troede vi i det mindste! Vi kunne få en hånd eller en arm i klemme i remmene. Vi måtte bestemt ikke være der alene.
Men allermest spændende og uhyggeligt var det, når vi var oppe på tørreloftet, hvor der var en hel række rør hvor damp fra dampmaskinen blev ledt i gennem . Over rørene hang vasketøjet til tørre, og det var spændende at gemme sig i mellem. Der måtte vi heller ikke være, men engang i mellem fik vi os nu alligevel sneget derind i spøgelsesland. Vaskeri Hansen var en myndig herre med en kraftig stemme.
Som voksen fik Ib det hårdt. Han fandt ud af, at han var adopteret uden at forældrene nogen sinde havde fortalt ham om det, og det gav ham et chok som han aldrig rigtig kom over. Han fik det vist at vide af andre uden for familien.
Konsul Noer
For enden af vores gård i hegnet til Hospitalsstræde stod et stort Egetræ. På stammen af træet var der fastgjort en mindeplade om konsul Noer ,der i sin tid havde lagt agernet til træet i 1840, Han havde også havde fået et hus i Klostergade opkaldt efter sig: Noers Minde. Det lå som nabo til Dampvaskeriet, men rundt om hjørnet i Klostergade.
Omgivelserne
Over for nr. 12 i Hospitalsstræde lå et lille bitte hus , hvor byens trommeslager Nyborg boede. Et par gange om ugen gik han rundt i byen og slog på sin tromme og bekendtgjorde dette og hint for borgerne samt gjorde reklame for udvalgte varer i forretningerne. Han var en flink mand.
På den anden side af nr. 12 lå Hospitalets have med Faaborg Hospital. Dengang syntes vi at det var et mærkeligt navn for det var da ikke noget sygehus. Der boede nogle rare ældre mennesker.
Overfor Hospitalet med gavlen til Hospitalsstræde lå Stiftelsen af 2. Januar for værdige og trængende borgere i Faaborg by. Der boede også en række ældre mennesker.
Hospitalsstræde var kun bebygget i den vestlige ende. I den anden ende var der mod nord fra Vaskeriet og til Hospitalet et plankeværk som var gennembrudt af porten ind til vores hus. Plankeværket var meget specielt. Foroven i det brædderne to og to var savet skråt af, så det udgjorde en række gavle som var pyntet med udskæringer. På den anden side af gaden modsat plankeværket var der en rød murstensmur ind til Stiftelsens store have.
Plankeværket
Engang da plankeværket skulle tjæres var jeg åbenbart kommet lidt for tæt på en spand med tjære, for i hvert fald havde jeg fået det godt og grundigt smurt ind i mine lyse lokker. Der blev brugt godt med margarine og knofedt for at få det ud af håret igen, og jeg kan huske at det var en drøj og pinefuld omgang, som ganske givet ikke er gået stille af. Jeg var ked af det, dels fordi det gjorde ondt, og dels fordi min mor bestemt ikke havde ondt af mig, “for det var jo min egen skyld, og det kom der af, at jeg aldrig kunne lade være at pille ved tingene. En ting var at det var fuld fortjent at det gik ud over mig, men hvorfor skulle det også gå ud over hende. Der var så meget andet hun kunne have taget sig til”.
Min far har sikket ment, at jeg var en rask dreng. Men det havde jeg som bekendt tidligere vist den gang jeg troede at læsket kalk var en lækker fløjlsgrød.
Udsigt over Sundet
Og lige uden for Klerkegade bag de få huse på den anden side af vejen lå Sundet. En tidligere fjord der nu var indvundet og næsten afvandet. Et eldorado for børn og kvier og kalve og får. Men ikke helt ufarligt. Der var en strålende udsigt fra stuevinduerne med Svanninge Bakker, der hævede sig i det fjerne som et andet bjerglandskab. Ikke uden grund blev de kaldt “ De Fynske Alper “.
Kirken
For enden af Klerkegade og Hospitalsstræde lå Faaborg Kirke, Helligåndskirken. En meget stor kirke som var det eneste der var tilbage af et gammelt kloster. Det var et spændende område. Der var en stor græsplæne ned mod sundet og over i mod skolens sportsplads. Kirkens murværk har tydelig præg af hvor klosterbygningerne havde været. Vi kravlede meget rundt på muren foran kirken hvorfra vi kunne holde øje med hvad der nu skete i kirken. Der var dels den almindelige kirkegang, som min søster i øvrigt deltog i som medlem af kirkekoret. Under prædiken fik korets medlemmer lov til at gå lidt uden for et øjeblik. Det hændte, at de spillede bold op ad kirkegavlen. Dels var der bryllupper og begravelser. Hvis begravelsen foregik på en af de øvrige kirkegårde ude ad Østerbro. så var der en hestetrukket ligvogn med et spand af kulsorte heste og med en kusk på bukken til at køre dem. Kørte optoget forbi det sted, hvor afdøde havde boet, var der spredt blomster ud på vejen foran boligen og ligtoget holdt et øjeblik på stedet. Det synes vi knægte var mystisk! Lidt foruroligende!
Mælkemanden
Området var ellers meget roligt. Brolagte gader med næsten ingen biltrafik. Det var mest hestevogne, og her var mælkemanden den mest trofaste. Han kom hver dag med friske forsyninger. Hans hest gik altid og gumlede på noget i sin mulepose og vi havde travlt med at feje hestepærer op til vore forældres rosenbede. Af og til kunne vi også få lov til hjælpe ham et stykke vej og således få lov til at køre med mælkevognen og hjælpe med at levere mælk til kunderne samt samle tomme flasker ind. Det gik ikke faretruende hurtigt, for hesten vidste omtrent hvor den skulle standse næste gang.
Klostergade
Der var dog nogle enkelte, der havde bil. Den flotteste og mest ejendommelige var en Renault som spritgrossereren lidt længere oppe ad Klostergade ejede. Det var en åben model fra 20’erne, og den lignede mest af alt et badekar, når man så den bagfra. Foran var den domineret at to store enkeltsiddende lygter uden om et imponerende kølerparti. Hvor var den flot og funklende.
Lidt længere op imod Lagonis Minde boede købmand Andreassen, hvis vinduer altid var så spændende - ikke mindst hen imod Jul. Der var en Nisse, der bevægede sig. Købmanden var en festlig mand, formand for en forening af boghvedespisere, SEBOFIFS. Og så skrev han festsange og duplikerede for folk. Det var lige så meget et kulturcenter som det var en købmandsbutik.
Beskyttelsesbunkeren
Hvor Klostergade støder sammen med Klerkegade skærer gaderne hinanden så hjørneejendommen havde en meget spids vinkel, hvorfor huset altid blev kaldt “Strygejernet”. Skråt herover for lidt ned imod kirken på siden ud mod sundet var der en beskyttelsesbunker fra krigens tid. Den lå ind i en have og ejeren havde plantet blomster nedenfor og lidt op ad den skrå bunkerside. Det havde en dreng der hed Keld fra nabolaget og jeg ikke set. Men vi havde set tanken om at rulle ned at bunkeren kunne være sjovt. Men det viste sig at tanken var meget sjovere end handlingen. Vi rulle jo ned i blomsterne og knækkede alle tulipanerne inden de var sprunget ud. Ejeren så det og blev meget vred. Han skældte ud og løb efter os da vi stak af, og ud for Strygejernet fik vi en endefuld lige midt på åben gade. Jeg fik først. Om det gjorde ondt ved jeg ærligt talt ikke, men det var ydmygende, og derfor gjorde det “ondt”. Jeg vrælede i vilden sky. Keld vrælede ikke så meget, så jeg var overbevist om, at alle kræfterne var brugt på mig. Jeg fik ingen medfølelse, da jeg kom hjem og fortalte historien. Manden fik endda en undskyldning for mine skarnsstreger.
Første gang alene ved havnen.
Jeg var 5 år, da jeg første gang var ved havnen alene. På grund af følgende hændelse står det meget klart prentet i min hukommelse.
Jeg måtte selvfølgelig ikke gå til havnen, ja, sikkert heller ikke op i byen. Og jeg skulle være hjemme kl. 17. Jeg var oppe og lege med en dreng der boede i Bøiestræde. Derfra kunne jeg godt selv løbe hjem. Lige ned ad Klostergade rundt ved Dampvaskeriet og hen ad Hospitalsstræde og bag ind ved Klerkegade 12. Ikke meget mere end 100 m.
Mor havde vist mig på et ur, hvorledes viserne skulle stå, og vi havde jo Klokketårnet, som kunne ses over det meste af byen, og som tilmed slog timeslag.
Men vi var altså kommet ned til havnen. En eller anden voksen eller en søskende burde have røde ører, men det tænkte vi ikke på dengang.
Dengang kom foderstoffer i paketbåd i løs last til havnen og skulle losses. Der kom mange både til FAF s pakhus, og der var så bygget en gangbro fra pakhuset ud til skibet, så man kunne køre sækkene med sækkevogne eller bære dem på nakken.
Sækkene blev fyldt og hver eneste sæk afvejet under kontrol af den kongelige vejer og måler og derefter transporteret ind i pakhuset.
Da vi kom der var dagens arbejde overstået, og vi to drenge havde fundet nogle brædder, der kunne vippe hen over en af bukkene, de hvilede på. Her sad vi og havde det sjovt, men glemte alt om tiden, så den var nok nær ved kl 19, inden vi var på vej hjem.
På vejen hjem mødte vi nogle spejdere som var ude og lede efter nogen. De havde lygter med og var inde i baggårdene og kigge efter noget. Det synes vi var spændende, så dem hjalp stadig uden at tænke på klokken..
Jeg var ved at være godt sulten, så jeg måtte heller se at komme hjem, men der stod ingen mad og ventede på mig. Menuen stod på skæld ud og den aften fik jeg en røvfuld af min far og blev smidt på hovedet i seng uden aftensmad.
Jeg fik senere at vide, at mine forældre havde været helt ude af det, og den anden drengs forældre var heller ikke stolte ved situationen. Jeg havde således også overtrådt en hel stribe forbud.
Det er den eneste gang jeg nogensinde fik klø af min far. Det var fuldt fortjent. Men jeg blev alligevel glad da min mor kom ind med mad til mig. Det var jo synd for mig, at jeg skulle sulte. Spejderne vi mødte var ude at lede efter os, men det kunne vi jo ikke vide. Så faktisk gik jeg og ledte efter mig selv.
Ganske tankevækkende!
Jeg tror nok, at disse episoder fik min mor til at sørge for, at jeg passede min børnehave.
