• Til forrige side
• ”Sådan var det ikke i 90’erne…”

Alting har en tid.
For alt, hvad der sker under himlen, er der et tidspunkt.
En tid til at fødes, en tid til at dø.
En tid til at plante, en tid til at rydde.
En tid til at slå ihjel, en tid til at helbrede.
En tid til at rive ned, en tid til at bygge op.
En tid til at græde, en tid til at le.
En tid til at holde klage, en tid til at danse.
En tid til at sprede sten, en tid til at samle sten.
En tid til at omfavne, en tid til ikke at omfavne.
En tid til at opsøge, en tid til at miste.
En tid til at gemme hen, en tid til at kaste bort.
En tid til at rive itu, en tid til at sy sammen.
En tid til at tale, en tid til at tie.
En tid til at elske, en tid til at hade.
En tid til krig, en tid til fred.
(Præd 3, 1-8).

Ovenstående er et citat fra Bibelen. Man mener, at ordene stammer fra Salomon. Jeg kom til at tænke på dem, da jeg besluttede at beskrive min tid som borgmester. For det var i sandhed en kursændring i mit liv.

Gunnar Rasmussen, som var min forgænger i borgmesterstolen havde i efteråret 1979 været med til at vælge mig til skoleinspektør på Hindsholmskolen. Han var byrådets repræsentant i skolenævnet. Dengang blev der ikke drøftet politisk tilhørsforhold. Mens jeg var formand for lærerkredsen på Ærø, havde jeg meldt mig ud af partiet i protest med, at Per Hækkerup havde forhøjet lærernes tjenestetid med 1 time om ugen. Og jeg havde i min ansøgning ikke nævnt, at jeg havde været politisk aktiv i min tid på Ærø eller i min tidlige ungdom. Men som årene gik, afløste Gunnar Rasmussen venstremanden Jens Wistoft Larsen som borgmester, og han stod nu for at skulle vælges til en ny periode. Jeg havde i mellemtiden atter meldt mig ind i Socialdemokratiet. En dag kom Gunnar R. på besøg for at opfordre mig til at stille op på hans liste til valget. Jeg skulle nu lige tale med min hustru, Marianne, om det, men det endte med, at jeg sagde ja til at kandidere. Ingen kan jo vide, om man bliver valgt. Dengang benytte man partiliste i socialdemokratiet.

En partiliste er en opstillingsform for et politisk parti til et valg, hvor kandidaterne er opstillet i prioriteret rækkefølge. Stemmer der tilfalder partiet tilfalder først kandidaterne der står øverst på listen indtil fordelingstallet er nået, derefter tildeles næste stemmer osv. indtil alle stemmer er brugt. Det er altså dem der står først på listen der har størst chance for at blive valgt, men det kan lade sig gøre sprænge partilisten, hvis en kandidat opnår et personligt stemmetal lig eller større end fordelingstallet. Fordelingstallet er defineret som: kandidatlistens samlede stemmetal, divideres med et tal, der er én større en det antal mandater, der er tilfaldet kandidatlisten. Det derved fremkomne tal forhøjes, uanset om det er et helt tal, til det næste hele tal.
Det vil sige, at generalforsamlingen eller fællesledelsens repræsentantskab bestemmer rækkefølgen som man ønsker kandidaterne valgt

Jeg blev placeret som nr. 4, så det skulle gå meget galt, hvis jeg ikke blev valgt. I den forløbne periode havde partiet 5 pladser, og meget tydede på, at det ville være et bedre valg denne gang.  Det var nu ikke ret meget, jeg deltog i valgkampen. Jeg deltog i de kandidatkurser, der blev afholdt og var med til gruppemøder og kandidatmøder, men eller havde jeg det efterår travlt med at øve og siden spille dilletant i Dalby forsamlingshus i øvrigt sammen med min datter, Maria, hvor vi opførte ”Folk og Røvere i Kardemomme by”. Jeg spillede gamle Tobias, byens kloge mand, som hver dag fra toppen af byens fyrtårn råbte dagens vejrmelding ud over Kardemomme: ”Udsigt for i eftermiddag: Dejligt solskinsvejr”. Det var min valgkamp.

I begyndelsen af december 1989 skriver jeg i min dagbog:

Den 21. november blev jeg valgt til byrådet i Kerteminde, men kun med 26 personlige stemmer. Det bliver et samarbejde med Det konservative Folkeparti og det giver selvfølgelig noget ballade med SF, men personlig er jeg gået til valg på et bredt samarbejde, så det vil jeg stå ved. Jeg har måttet nøjes med en plads i teknisk udvalg samt brandkommissionen og civilforsvarskommissionen samt diverse bestyrelser. På baggrund af valget er det OK, og under indtryk af at skolevæsenets struktur med skolebestyrelsen og pædagogisk råd ændres nu pr. 1. januar 1990 så er det OK, men eller er jeg nok lidt skuffet…… Under konstitueringsforhandlingerne er det klart gået op for mig, at jeg skal holde tungen lige i munden. Vi har givet hinanden det løfte, at vi skal udveksle erfaringer og meninger i åbenhed og drøfte uenige opfattelser før vi går til andre dermed. Jeg vil nok vænne mig til at skrive et par linjer i dagbogen hver dag.

Set i bakspejlets klare lys mange år efter, er det indlysende, at jeg dels ikke var kendt uden for Hindsholmskolens område og dels at flere sikkert har ment, at det nok var bedre, at jeg passede min skole uden at begynde på så meget andet. Men dengang var min stolthed nok lidt anfægtet. Jeg har da også her udeladt en lidet flatterende passus, som jeg i dag aldrig ville have skrevet.
Det bliver nu ikke til så meget skriveri i min dagbog i 1990; der var vist lidt for meget at tage stilling til på skolen. Om arbejdet i byrådet blev det kun til en linje i efteråret, hvor jeg noterer

at jeg har frustrationer som byrådsmedlem, hvor der ikke er nogen rød tråd i partiets arbejde.

til top      videre til Nytårsudtalelse