Panorama-Jacob

©M &JPD' Websted - alle rettigheder forbeholdes

Skårup Statsseminarium

Faldsled Møbelfabrik

I løbet af foråret 1959 fik jeg arbejde som arbejdsdreng på en møbelfabrik i Faldsled. Der er ca. 10 km. mellem Faaborg og Faldsled, men det var ikke noget problem, når man har en god cykel og i øvrigt gerne vil i god form til roklubben. Mødetidspunktet var kl. 07 om morgenen. Men da mor altid stod tidligt op for at komme på arbejde på banen, var det aldrig et problem for mig at komme op. Det har for øvrigt altid været dejligt at følge årstidernes skiften, og på en cykel oplever man med alle sanser. Det var et utroligt dejligt forår. Jeg mindes ikke at det var dårligt vejr, hvad der selvfølgelig har været, men det er fortrængt af alt det andet.
Selve arbejdspladsen hos fabrikant Frederik Andersen, som boede oven på værkstedet i den ene ende af fabrikken, havde ikke nutidens faciliteter, men var ganske givet som fabrikker nu var på den tid. Medarbejderne havde ingen kantine, men måtte spise den medbragte mad på arbejdsstedet ved maskinerne. Ønskede man noget at drikke, skulle det medbringes for ikke at bruge den kostbare pause på at rende over til købmanden lige i nærheden. Der var ikke noget med at vaske hænder - heller ikke når man havde været på lokum (med tønde og med masser af træk, men ingen ”slip”) omme bag ved. Og selv om det kunne være strengt at komme derind, så var det rart med en lille ekstra pause. Produktionen var hovedsagelig stel til stole af enhver slags. Mit arbejde var meget alsidigt. Jeg skulle gå til hånde med alt muligt. Lige fra at afhente træ på savværker rundt omkring i nærheden, f. eks. fra Hårby. Stable det uden for fabrikken og siden om stable det for at det kunne blive mere tørt.  Hjælpe med at pudse på båndpudser eller andre pudsemaskiner. Her skulle man virkelig ikke stå og drømme for meget, for så kunne det dels ødelægge emnet, man pudsede og dels gå ud over neglene, som blev slebet ganske korte. Det tog kun et meget lille øjeblik. Det første medførte skældud og det andet gjorde pokkers ondt. Det kunne også bløde og så måtte man jo gå til bekendelse, hvilket gav drillerier og bemærkninger om, at jeg ikke skulle stå og drømme om alle de dejlige tøser, der hang ude på lokum omme bag ved.  Det kunne også være jeg skulle hjælpe med at smide stole op gennem en lem i loftet til lakereriet på 1. sal. Det synlige på stolene skulle som regel både bejdses og lakeres flere gange. Det foregik helt uden nogen udsugning eller beskyttelse med maske, og arbejderen her oppe virkede nu også en lille smule skør, selv om han var flink nok. Han har givet taget skade af den megen sprøjtelakering. Det har jeg måske også, selv om det kun var engang imellem i det halve år, jeg var der, at jeg hjalp til med det. Vi kunne lukke døren op ud til en udvendig trappe, når det var godt vejr, men ind imellem blev det for koldt. Alle møblerne kom ud igennem den dør, når de var færdige, hvis de altså ikke skulle ned i værkstedet igen til videre behandling. I alt har der nok været 7-8 medarbejdere inkl. fabrikanten og hans frue. Ingen af dem deltog særlig meget i det daglige arbejde, men hvad vidste jeg om det. Fabrikanten var flink nok, blot man bestilte noget. Der har jo været det overordnede ansvar for at få hele virksomheden til at fungere. Halvdelen var udlærte snedkere, resten var arbejdsmænd plus mig som arbejdsdreng. 

Optaget på Skaarup Statsseminarium

Mens jeg var der søgte jeg optagelse på Skårup Statsseminarium og fik efter kort tid at vide, at jeg var blevet optaget. Det var alle glade for på mine vegne. Nogle af snedkerne lavede et bord til mig, som jeg kunne bruge til skrivebord. Jeg fik selv lov til at pudse, bejdse og lakere det. Det brugte jeg hele min studietid, og det blev også brugt som spisebord i den første tid i mit ægteskab. Af fru Andersen købte jeg en sofa, der var ganske bred og som kunne åbnes i to hængsler på bagsiden, så der var et stort magasin, som kunne rumme sengetøj. Den tjente mig godt i hele studietiden. Det var rart, at den var ekstra bred.
Jeg var 17 år og havde mægtig appetit på livet. Jeg var meget sammen med min gamle klassekammerat Karl sommer i Kistrup, og turen gik ofte op til ham, hvor vi var sammen med hans brødre og hvor jeg i øvrigt følte mig som den del af familien. Vi var meget interesseret i Jazz og således medlemmer af Jazzklubben i Faaborg som hed Beale Street Jazzclub. Det hændte også at vi tog ind til Odense for at høre på et af de store navne som en sjælden gang kom på besøg, som f. eks. George Lewis, som var en ældgammel berømt basspiller. Han havde en teknik, hvor han rigtig hev ud i strengene. Det var en kolossal oplevelse. Vi var med bussen derind og lejede en taxa hjem derfra. Der var ingen smalle steder, selv om vi da ikke havde råd til det. Men vi måtte og skulle høre det

Præppen

For at blive optaget på seminariet, skulle man enten have en realeksamen,  eller man skulle have kvalificeret sig via et højskoleophold. Det vart dem , som vi populært sagde kom fra ploven.  Denne gruppe elever var ældre i forhold til os andre, der kom næsten direkte fra skolen, og som jeg kun var godt 18 år gammel. Ældre vil i denne forbindelse sige fra midt i 20-erne til ca. 30 år. Men det er også en stor forskel i den alder, især da nogle af dem var gift og havde børn, hvilket i nogen grad havde givet dem andre vaner og behov. Man skulle være 18 år, og man skulle have en personlig samtale med rektor, der ved selvsyn skulle bedømme, om man var egnet til optagelse. Samtalen fandt sted på hans kontor, og her orienterede han sig om  modenhed, altså den åndelige habitus. Hertil kom at man skulle give en lille læseprøve. Det gik fint følte jeg selv, og det samme må han jo have ment, for jeg blev optaget på seminariet. 

Præparandklasserne gik ikke på selve seminariet. Det var der ganske enkelt ikke plads til. Vi var to klasser:præp a og præp b. Enkelte fag som biologi/geografi, fysik/kemi, idræt, musik, formning havde vi på seminariet. Alle andre fag foregik i vores klasselokale, som lå hos en af  lærerne, Ejvind Madsen, som boede lige ved siden af Villa Marietta, hvor Karl og jeg boede. Det andet lokale var i forbindelse med kommunekontoret og sygekassen.  Der var mødepligt til al undervisning og således også til morgensangen, som fandt sted i festsalen på seminariet hver morgen præcis kl. 08. Lokalet var orienteret sådan, at man sad med front mod indgangen, så hvis man kom forsent kunne man ikke snige sig ind på plads,uden at blive bemærket og kommenteret af forstanderen.  Vi var ganske mange i de to præpklasser.  I 1959 var der fire parallelklasser på seminariet og dertil de to præparand klasser. Der var ca. 25- 30 elever i hver klasse så det blev ca. 250 – 300 elever i alt.

Skårup Seminarium er oprettet i 1803 og er Danmarks ældste lærerseminarium. Det lå lige ved siden præstegården over for kirken. Det var jo helt naturligt, da det var sognepræsten der startede seminariet.
I 1959 bestod seminariet af 3 fløje. Hovedbygningen med hovedindgangen som ses her og to sidefløje, en i hver ende.

skaarupsem2Forneden og foroven lige bag vinduerne var der en gang som forbandt de to sidefløje.  Derved opstod der en gård som åbnede sig ud imod parken. I et hjørne af parken boede rektor og der lå en gymnastiksal.  Står man i hovedindgangen lå kontoret lige ret for og til højre her for lå lærerværelset. Til venstre for kontoret lå avisstuen, elevernes samlingsrum. Her lå de aviser som elevrådet abonnerede på.  Her blev post til eleverne fremlagt og her var et Tv-apparat, så vi kunne følge med i Danmarks Fjernsyn som var den eneste kanal vi kunne se. Avisstuen var seminariets vigtigste lokale for os elever. Her mødtes man og lavede aftaler og her dyrkede man de spæde forelskelser/forhold  som endnu  var rigtig i sin vorden. Hvis man så godt efter kunne man erfare meget her i frikvartererne.  Over for avisstuen  i gavlen til højre af hovedbygningen var der toiletter.  I gavlen til højre var der et klasselokale og et par trin ned førte ned til en trappeskakt med adgang  til 1. sal og en dør ud til terrassen samt døren ind til festsalen som udgjorde hele den underste etage i den venstre fløj. Op ad trappen kom man til 3 klasselokaler. Det vil sige at 8 klasser delte disse 4 klasselokaler. Pladsen på 1. sal i hovedbygningen var skolens bibliotek og læsestue. Gangforløbet var det samme her som i underetagen, men blev benyttet til undervisning og var delt med nogle dobbelte svingdøre, så der blev to lokaler. I gavlen til højre på 1. sal var der ligeledes toiletter og en trappeskakt førte efter en halv etage ned til seminariets auditorium og  gennem dette til et laboratorium. Her var al biologi og geografi undervisning samlet sammen med fysik og kemi.

Hvis man skulle have undervisning, skulle man af sted til time i god tid for ikke at forstyrre unødigt i auditoriet, men man fik opøvet en teknik, så man kunne snige sig igennem uden at det skabte problemer. Det var jo nødvendigt at få det til at glide. Fortsatte man ned af trappen, kunne man  gå til venstre og hen til avisstuen eller lige ud på en terrasse eller til højre ind i en lille lavloftet klaverstue, hvor al skolens klaverundervisning foregik i 3-8 mands hold. Der var godt nok et flygel i festsalen, men der var også pres på det lokale. Resten af pladsen i underetagen var optaget af bolig for pedellen og hans familie.  Terrassen i mellem fløjene var møbleret med hvidmalede træmøbler, og her gik man ud så ofte vejret tillod det. Fortsatte man fra 1. sal op af trapperne i den ene eller den anden fløj kom man op til loftetagen, som var fyldt med undervisningslokaler, dels til husgerning og håndgerningsundervisning og dels til tegneundervisning. Men overalt gjaldt det, at hvis et faglokale ikke var i brug til sit formål, så blev det benyttet til anden undervisning.  Der var virkelig pladsmangel, og derfor brugte man også Øvelsesskolen som man kaldte folkeskolen i Skårup. At være øvelsesskolelærer betød, at man også havde timer på seminariet, og at man havde seminarieelever i praktik. Inden de 5 år var gået, var man i fuld gang med en kraftig og nødvendig udvidelse af seminariet.

Villa Marietta

 Villa marietta4

          1 semlærer Ejvind Madsens villa med præp b i baghaven - 2 købmand Lehrmann - 3 Skaarup Kro -
          4 præp a i kommunekontorets bagbygning - 5 seminariet - 6  Villa Marietta, pensionat, hvor jeg
           i boede meget centralt.i præpåret - 7 rektors bolig 

Jeg bor sammen med Karl Sommer og betaler 30 kr. for værelset og 165 for kost. Udover at udleje værelser til os to, som delte et værelse ud mod gaden, boede er også en kvindelig seminarieelev, som vi deltage wc med. Der var ingen badeværelse, men der var en håndvask, som vi kunne klare den daglige etagevask i. Det var udmærket, men det krævede disciplin, at få det til at gå med så mange brugere.  Hver middag i middagspausen var der flere pensionater rundt omkring i Skårup, hvor vi kunne få den varme mad. Det gjaldt også Marietta, hvor man havde indrettet en stue til spisestue.  Jeg tror vi var en 10-12 stykker. Vi fik udmærket mad. Der var en ung pige ansat som hjælp i køkkenet, og hun havde også et værelse. Så der var ikke megen plads tilbage til  familien. Da jeg efter ½ år flyttede derfra, fortsatte jeg med at være pensionær. Karl gik i a-klassen og jeg i b-klassen, så vi fik efterhånden en del forskellige kammerater. Det var måske også derfor det efterhånden blev lidt sværere at bo sammen

Begyndelsen af uddannelsen

schmidt-nielsenschmidt-nielsen2Disse dage i august og september var vejret noget af det skønneste man kunne tænke sig. En masse aktiviteter fandt sted. Jeg skulle finde ud af at være i en ny stor gruppe mennesker. Meget kort tid ind i studieforløbet var der fest, hvor vi sluttede i privatboligen hos rektor og hustru Gunnar Smidt-Nielsen og Lilly Smidt-Nielsen.
 En satte sig til flygelet og spillede Oluf Rings melodi til ”Klokken slår –tiden går" , og hver gang jeg siden har hørt den har jeg tænkt på denne aften. Bagefter gik en stor del af eleverne ud til St.  Hestehave skov. Det var der også tradition for. En herlig aften. Det hele står for mig som et vendepunkt i mit liv.
Måske var det den specielle ”højskoleånd” der også var på et seminarium af Skårups slags. Her  boede eleverne tæt rundt om bygningerne, som derfor var et kulturcenter, og et sted hvor der altid var åbent, og hvor der skete noget.  Når jeg tænker tilbage på den tid, fyldes jeg med glæde og varme. Jeg havde nu eget ansvar for tilværelsen for første  gang i mit liv. Tingene går ind i hinanden og bliver et vidunderligt tæppe der er vævet af livsbekræftende tråde.  Det var lige mig, det var et rigtigt valg jeg havde truffet. Jeg følte, at jeg var kommet på den rette hylde.  Hvornår de enkelte begivenheder fandt sted husker jeg ikke så nøje,. Der var dusfesten på Skårup Kro, hvor alle vi nye blev vurderet på scenen og fik en bedømmelse af vores umiddelbare IQ-kvotient.  Til mig sagde de ikke noget. De drejede mig rundt, løftede armene på mig og rystede på hovedet uden at sige en lyd. Det lignede en sammensværgelse. Jeg havde forberedt mig på, at de skulle få svar på tiltale, hvis de begyndte at drille mig, og så sagde de ikke en lyd. Det var mobning i al godmodighed. Disse første måneder står i et fortryllende skær. Set i bagklogskabens ulidelige klare lys, som man siger, står der stadig et fortryllende skær over Skårup Seminarium. Tænk at være så privilegeret, at man kan få fyldt sit åndelige lager op. At alle døre står åbne for en, og man  bare skal gide for at  få udbytte. Hvor herligt!

Eleverne

Folks grunde til at begynde en læreruddannelse var meget forskellige. Man talte endnu om at det var et kald. Personligt var jeg ikke kaldet. Det føltes bare helt naturligt for mig, at mit arbejde skulle have noget med mennesker at gøre, med at arrangere og planlægge og formidle. At man også fik penge for det, tænkte jeg ikke på dengang. Jeg tror ikke, at jeg en eneste gang havde undersøgt lønniveauet for lærere. Det var først meget senere, at det blev aktuelt for mig, og da var jeg da bestemt også interesseret i, hvad jeg fik for det. Bedre skal jeg ikke gøre mig selv.  Der var politiske bevægelser som Konservative Seminarister eller Liberale Seminarieelever og så var der de kirkelige retninger som Kristne Seminarieelever samt fraktioner af Indre Mission og Luthersk Mission og Grundtvigianere. Der var ikke mange der var medlem af DsU. Ved et prøvevalg engang var der 19 socialdemokratiske stemmer, resten var af borgerlig observans. SF var ikke dannet endnu. Aksel Larsen var stadig kommunist og fik ingen stemmer.

Elevråd

Der var etableret et elevråd, og formanden, som altid var en 4. klasser, blev kaldt storformand. Uden for elevrådets midte valgte man en kasserer  og en redaktør til elevbladet SKORPIONEN. I præppen havde jeg ikke noget med elevrådet at gøre. Vi valgte en anden, som dog ikke blev optaget i 1. klasse. Det var en af de ”ældre”. Fra 1. klasse og resten af min studietid var jeg valgt til elevrådet. Det vil være løgn at påstå, at det var nemt at få nogen valgt til elevrådet, når man ser bort fra de enkelte som mig selv, der helt godt kunne lide det.  Sådan fandtes ikke i alle klasser. Der stod man ikke i kø for at blive valgt. En væsentlig opgave for elevrådet var at få alle elever som medlem. Og hvad var væsentlig for unge mennesker i den alder. Fester! Dusfest som blev afholdt på kroen for at få rystet de nye sammen med de andre. Julefest. Forårskoncert og Dimissionsfest og endelig den årlige Stortur, hvor hele seminariet drog af sted i samlet flok. Det var også nødvendigt, at elevrådet var upolitisk. Til gengæld ville man gerne have en række kulturelle begivenheder på seminariet.  Koncerter, foredrag og som tidligere nævnt et elevblad af en vis standard, hvad angår indhold. Hertil kom abonnement af et antal aviser. Alt efter hvad økonomien kunne bære.

Juleafslutning på Seminariet

Melodi: Langt højere bjerge

De skønneste fester vi har her på sem,
for dem man ej lader sig snyde,
man kommer fra kammer, man kommer fra hjem,
man kommer for festen at nyde.
Der er ingen sløve ved bordene her.
At festen skal lykkes beror på enhver.

Til julefest er vi forsamlede her,
vi nyder hver time, den skænker,
vi synger og danser og morer os der,
hvor ellers til daglig vi tænker -
At feste i Skårup er noget for os,
der plejer med bøger at kæmpe og slås

Vi spiser og drikker, det styrker vor fod,
og lystigt og muntert vi taler,
dog standse vi må, imens legen er god,
at ikke til plumphed det daler.
Af øl ej en enkelt kan slå os omkuld.
I nat på vor hjemtur kun månen er fuld.

Vi slutter vor skolegang her for i år
ved rigtig at fejre og feste.
Når julen er ovre, er alt som i går,
og atter vort Skårup vi gæste.
Så vil vi alt slide og drive det vidt,
thi få gør for meget, men flere for lidt.

Kaj Henning.

 

Optagelsesprøven til 1 ste seminarieklasse juni 1960

Dansk stil. (4 timer).
Der er valg mellem følgende 3 emner:
1. Fortæl om en person eller en begivenhed fra de sidste hundrede års historie - indenlandsk eller udenlandsk - som i særlig grad har interesseret Dem.
2. Om nogle af de problemer af samfundsmæssig, økonomisk eller anden art, som efterkrigstidens mange flygtninge har skabt.
3. Ungdommens forhold til kirken.

Præparand-eksamen

Vi skulle op i alle fag enkelte kun mundtlig, men flere såvel skriftligt som mundtlig . Det var ganske normalt. Når så det hele var overstået, skulle alle præpper vi møde op i festsalen og have at vide, hvem der var optaget, og hvem der ikke var. Vi havde haft det godt sammen i årets løb.  En del stoppede ved juletid, men alle vi der var tilbage, havde stadig håbet om at komme ind på seminariet og komme i gang med den egentlige uddannelse. Derfor var vi nogle stykker, der mente, vi skulle have en afskedsfest, som skulle afholdes aftenen før den store afgørelse. Når den var kendt, var der givetvis nogle, der ikke havde behov eller lyst til at feste. 
Jeg samlede tilmeldinger ind, og de fleste deltog først med middag på restaurant Borgen i Svendborg, og siden på restaurant Casanova til ud på de små timer, hvor en stor del af de seje, som ikke ville give slip på hinanden sluttede ude hos en elev, som boede hos sine forældre i Svendborg. De havde ikke noget imod et rykind ud på natten.
Næste dag mødtes vi så i festsalen. Gad vide hvad der blev af alle disse mennesker som ikke blev optaget. De blev ikke lærere, men blev sikkert så meget andet, som de blev glade for. Nattens vært kom ikke ind, men blev revisor.
Nu sad vi så der i festsalen til sandhedens time. Lidt medtagede oven på nattens anstrengelser. Rektor kom og læste navnene på de, der blev optaget. Det var vigtigt at høre ordentlig efter. Jeg husker tydeligt, at jeg kom i tvivl umiddelbart efter min plads i alfabetet var passeret. Var jeg med eller var jeg ikke med? Vi havde jo så travlt med at lytte efter, hvem de andre var. Heldigvis blev der også slået en liste op ude i gangen, så vi kunne blive helt sikker. De der blev nævnt kunne ikke lade være med at give deres begejstring til kende.  Men der var ingen der brød hulkende sammen. De blev stille, og vi vidste ikke, hvorledes vi skulle forholde os til dem. Det var meget mærkeligt. Vi ville gerne vise vores glæde, samtidig med vi forstod, hvor skuffede de andre var. De fleste af dem forlod hurtigt seminariet og gik hjem og pakkede de sidste ting. Nu skulle de jo flytte. Vi andre søgte sammen, for det skulle jo fejres, at vi skulle mødes igen efter sommerferien. Men der var enkelte, vi ville komme til at savne. Men glæden var trods alt større end sorgen. Vi vidste jo alle, at det ville gå sådan, men alligevel var det smertefuldt.
Det var dejligt at komme hjem og fortælle mine forældre, at deres søn nu var optaget rigtigt på seminariet, og efter alt at dømme ville blive lærer 4 år efter. De blev begge meget glade - ikke mindst glædede det far, at han skulle nå at få dette med. Han var ikke så rask længere. Jeg arbejdede ikke denne sommer. Mor mente, at jeg skulle have lov til at slappe af i ferien. Hun var stolt - ikke bare på mine vegne, men følte også at hun havde nået et af sine mål. Og det tror jeg ærlig talt! Hun havde altid haft ambitioner på mine vegne. Alt dette fandt sted i juni måned og den 23. juli døde min far, 3 uger før han ville være fyldt 95 år. Jeg har altid siden været glad for, at jeg nåede at komme ind på studiet, inden han døde.

 

Årets gang på seminariet  1960

(Fra SKORPIONEN 1961 - Siden sidst)

Som konfetti på en nytårsdug ligger begivenhederne spredt ud over året, nogle i festlige farver, andre i mere alvorlige.
Mætte af megen julemad stillede vi på seminariet den 7. jan. for at tage hul på det nye år med dets arbejde og dets fester.
Noget af det første, vi samledes om, var generalforsamlingen den 22. jan., hvor det vigtigste punkt var fremlæggelsen af de nye love for elevrådets arbejde. Det blev ved samme lejlighed bestemt, at den hidtidige elevforening for nuværende elever skiftede navn til: "SKAARUP STATSSEMINARIUMS ELEVRAD”. De nye love blev under nogen diskussion vedtaget med en enkelt vedføjelse.
Knapt en måned senere, den 20. feb., skulle fastelavnsfesten være løbet af stabelen, men på grund af statsminister H. C. Hansens død blev den udsat til den 1. marts. Det var en festlig aften; mange fantasifulde og sjove maskeringer blev præsenteret.
Allerede den 17. marts var der et traditionelt arrangement, nemlig den årlige elevkoncert, hvor salen var proppet til bristepunktet af elever og værtsfolk. Musiklærerne spillede, elevorkestret spillede, det store kor sang, og hr. Ebbesen og hr. Albjerg dirigerede.
Trængslen er stor, når der er fest på seminariet. Det går trægt med udvidelsen; rektor har i årets løb ofte knyttet hænderne i lommerne og enkelte gange offentligt "vist tænder".
Sidst i marts måned havde vi en diskussionsaften, hvor spørgsmålet "Er seminarieuddannelsen tilfredsstillende?" blev debatteret. Der blev indledt af nogle elever, hvorefter rektor og lærerne svarede på de spørgsmål, der var blevet stillet. Det blev en lang, saglig og positiv debat; der blev fortsat blandt eleverne og ganske givet også blandt lærerne i dagene efter.
Tiden, da vi skulle stå til regnskab for vore gerninger, nærmede sig nu, hvorfor fester med videre indskrænkedes til det absolutte minimum; d. v. s. 4. kl. holdt sin dimissionsfest, men de kunne på det tidspunkt også tillade sig det. Vi andre var oppe at kigge på de kulørte lamper, der lyste op i den køligt mørke rolige forsommernat og på de nys udklækkede lærere, der morede sig sammen med stolte forældre og "forloveder".
Den største dag for dem.
Og lidt efter lidt forlod vi så alle seminariet for at forsvinde ud i den lunefulde danske sommer, nogle for at arbejde, andre for at dase.
Brune og blege kom vi den 22. august tilbage til Skaarup, hvor rektor bød os velkommen. Vi var parate til at tage fat på arbejdet i den nye klasse, vi nu var kommet i. De nye i 4. kl. stillede alle i hvide skjorter og skjortebluser med røde sløjfer; et festligt syn.
Om aftenen var der så Dus-fest på kroen. Alle stillede vi i stiveste puds, røde i hovederne, fordi vi ikke var vante til at have kravetøj på. Og senere på aftenen kunne det også ses, at ikke alle havde gået med spidse sko sommeren igennem. Når man ikke dansede, lå skoene under bænken.

Efter den traditionelle dåb af de nye 1. kl. gik vi i samlet flok over til rektors privatbolig, hvor der i aftenens anledning var sat lys ud. Det var et smukt syn. At det tillige var praktisk for dem, der ikke kunne "Natten er så stille" udenad, er en anden sag. Et smukt led var føjet til en gammel tradition.

Vi blev budt indenfor, alle (hvert år må man forundres over, at det kan lade sig gøre) og havde en hyggelig time sammen med rektor og frue. Vi sang, talte sammen' og røg en enkelt cigaret. Derefter gik vi atter over på kroen, hvor der så dansedes til over midnat.

En solklar kølig septembermorgen startede seminariets lærere og elever på årets stortur, der i år gik til Ærø. Det havde regnet dagene forud, og det regnede igen dagen efter, men det er, som om vejrguderne holder hånden over vore arrangementer. Det var strålende vejr hele dagen. Vi sejlede med færgen fra Svendborg til Ærøskøbing, hvor vi havde l½ time til at kigge på byen i. Det er en smuk by, vel nok den mest uberørte, vi har i Danmark. Vi gik rundt og så Flaske-Peters samling, museet og alle de 3-400-årige gamle huse; vi faldt over de toppede brosten og havde det dejligt. Måske allerede lidt trætte  de mange indtryk kørte vi til "Sommerlyst", hvor vi spiste vor medbragte mad, hvorpå vi gik til Marstal, der lå en god pibe tobaks vej fra restauranten. Der så vi søfartsmuseet - utroligt, at en enkelt mand kan have bygget så mange skibe - og kirken.
Fra Marstal tog vi videre med busserne til Vindeballe kro, hvor vi drak kaffe og hvilede os i græsset.
Op i busserne igen og til Bregninge kirke, hvor Schou-Petersen fortalte om kalkmalerierne, døbefonten, orglet og prædikestolen.
Det er nok en af landets smukkeste landsbykirker.
Ud, ind, op, af sted mod Søby. Humøret var højt. Vi sang, så det klang over mark og vang, og inden nogen vidste af det, var vi i Søby, hvor vi så maskinfabrikken og skibsværftet.
"Var der nogen, der trængte til mad igen?" ,Jah!"
Altså, vi kørte til "Strandskoven" og spiste og dansede, og Danmark vandt over Ungarn, og stemningen var høj, og vi var glade og havde ømme fødder og dansede alligevel og dansede videre på ekstrafærgen hjem og sov i bussen fra Svendborg og var meget trætte dagen efter.
Men sikken en tur.

I ugen fra den 12.-19. september havde vi sendt 6 elever fra 4. kl. ad Bodø, Jönköping og Elverum til og havde så til gengæld fået 6 deroppe fra. De underholdt os med foredrag om digtere og oplæsning af digte fra deres hjemland, med sang og med lysbilleder. En fornøjelig eftermiddag; en fornøjelig uge.

Den 20. september lagde forfatteren Erik Rostbøl op til det foredrag, han holdt den 7. oktober: "Massemenneske eller samfundsmenneske?" Det var interessant og tankevækkende. Han er en blændende taler.

Lærerne underholdt i år med Gustav Wieds: "Skærmydsler", musiklærerne spillede, og hr. Johansen læste op; det var virkelig morsomt og underholdende. Mange vil sent glemme fru Gaardes "bevægelser".
Senere var der så dans og smørrebrød. Fin fest med højt humør og mange gamle elever.

Havde forfatteren Erik Rostbølls foredrag været en succes, var professor P. G. Lindhards foredrag: "Er lykke et skolefag?" det ikke mindre. Skarp, klar og polemisk, som han er, dissekerede han den blå betænkning, blottede dens mangler og fejl. Intelligent og interessant. Der var fuldt hus.

Endnu en fredagsaften, hvor en gammel Skaarup-elev, Karl Otto Meyer, fortalte om: "Den danske hverdag i Sydslesvig", har vi haft,
og to fredagsaftener har vi endnu på det tidspunkt, hvor dette bliver skrevet, til gode : En jazzfest den 19. november og juleafslutningen den 21. december vil sætte punktum for året 1960. Et broget og indholdsrigt program.

Fandt nogen på at påstå, at man intet oplever i en flække som Skaarup, ville jeg skrive under på, at det var grum usandhed.  B. Krab-Johansen, II b.

 

 

Videre til sem2    jdlogo