1960 Første seminarieklasse.

Fra min dagbog:

Siden  pinse er der sket så uendelig meget. Jeg var mellem de 48 heldige, som slap ind i 1. klasse på seminariet. Det var intet mindre end et mareridt, da vi stillede til at få endelig besked. Sommerferien blev alt andet end munter.

Fars død og begravelse

Far blev svagere og svagere for endelig at sove ind den 23. juli  1960. Jeg var netop kommet hjem fra en langtur med roklubben ved middagstid, hvor jeg straks fik besked på, at komme ud på sygehuset. I døden så han meget fredfyldt ud. Selvfølgelig lægger en fars dødsfald et vist tryk på en familie. Det værste var begravelsen. Efter fars eget ønske foregik den i stilhed - gudskelov - findes der noget mere ækelt end begravelseshyklere. (sådan så jeg på det dengang. Det har ændret sig siden. Fordi man viser opmærksomhed, behøver man ikke være begravelseshykler. Der er faktisk folk, der sørger med familien af et ærligt sind.) Kisten var smykket med Dannebrog og fars ordner på en fløjlspude. Pastor Nygård Hansen, en ung og meget tiltalende præst, forrettede bisættelsen i Faaborg kirke, hvorefter båren blev kørt til krematoriet i Svendborg. Her hentede jeg så urnen mandag, den 1. august. Begravelsen fandt sted den 29. juli. Ja tænk, jeg hentede urnen på krematoriet i Svendborg og tog så rutebilen til Faaborg, Bogstavligt talt med fars jordiske rester under armen. Det gjorde man dengang.

Det kneb for mig at omordne mig til den nye undervisningsform og jeg var faktisk ved at tro jeg havde valgt en forkert livsgerning. Jeg syntes ikke om mine klassekammerater og havde fuldstændig mistet mit førhen så gode humør. Måske betød fars død også noget her. I ugen (kort) før efterårsferien var det mest sort ud. Men intet er galt for noget uden det godt for noget andet.

Den 22. august 1960 begyndte jeg så i 1. klasse på seminariet. Dvs. den første dag fik vi jo kun skema og besked på de bøger vi måtte anskaffe. En af de først dage skulle vi have valgt ny formand. Det foregik ved skriftligt valg, og her fik jeg 12 stemmer imod Kurt Andersens 8 stemmer. Kasserer blev Kjeld Skotte, som dog ikke ville modtage valg, Han blev dog tvunget til det af klassen og fortsætte indtil efterårsferien. Det kneb for mig at omordne mig til den nye undervisningsform og jeg var faktisk ved at tro jeg havde valgt en forkert livsgerning. Jeg syntes ikke om mine klassekammerater og havde fuldstændig mistet mit førhen så gode humør. Måske betød fars død også noget her. I ugen (kort) før efterårsferien var det mest sort ud. Men intet er galt for noget uden det godt for noget andet.

Stortur I

Stortur krævede planlægning lang tid i forvejen. I 59 gik turen til Kerteminde og Hindsholm ud til Fynshoved. Og året efter i 60 var vi på Ærø. Det husker jeg ganske tydeligt for det var samme dag (10. september) som Danmark spillede om Guld i fodbold ved OL i Rom og tabte 3-1 til Jugoslavien. Det var med Guld-Harald (Nielsen) fra Frederikshavn og med Henry From på mål. Nogle af os så kampen på TV på restaurant Strandskoven i Ærøskøbing. Dengang var færgen ”Ærøsund” netop bygget og indsat på ruten, og den havde elevrådet chartret til hjemturen med dans på vogndækket.

Vejstrup 1960

Godt 3 uger før efterårsferien flyttede jeg fra Skårup til Vejstrup ud til en blikkenslagermester Jørgen Larsen. Desværre havde der nu og da været et par uoverensstemmelser mellem Karl og mig, så derfor benyttede jeg lejligheden til at flytte, så snart den var der. Vi skulle jo helst ikke blive uvenner.

 Her boede jeg hos Hansens fra skolestart i aug 1961 til sommer 1962. Det var lige ved bagindgangen til seminariet have. vældig bekvemt.

På græs på Ærø 1962

Første del af lærereksamen blev taget. Efter sommerferien kom jeg i praktik, "på græs", som vikar på Rise skole på Ærø. Vi var 7 elever fra min årgang, som tog til Ærø. Det var før kommunalreformen i 1970, så der var i ’62 stadig mange små landkommuner med egne skoler. Jeg mener at huske, at der var 3seminarieelever på skolen i Marstal, en på skolen i Ommel, en på Ærøskøbing skole, en på Bregninge skole og så mig selv, der kom til Rise skole. Kjeld Skotte og jeg lejede en folkevogn, et såkaldt ”rugbrød, som vi stoppede vore få ejendele i og sejlede fra Svendborg, først med færge fra Svendborg til Rudkøbing, og videre med en anden og mindre færge fra Rudkøbing til Marstal. Jeg fik en villa for mig selv i Rise. Her havde den tidligere sygekassebestyrer boet, men han var flyttet, så boligen blev stillet til rådighed for den nye lærervikar. Jeg skulle afløse en lærer, som var flyttet til en anden kommune, og man havde ikke fået ansøgere til stillingen. Men så fik vi elever en mulighed for at supplere vores økonomi, idet vi fik fuld lærerøn i de 5 måneder, vi skulle undervise.
Jeg skulle være klasselærer for en 7. Klasse og dansklærer for en 2. Klasse. Jeg har det skema som jeg fik udleveret, 36 timer om ugen heraf 6 om lørdagen.
Det var utrolig spændende og noget helt andet end de timer, vi havde haft med skolebørn på øvelsesskolen. Nu havde jeg hele ansvaret for forberedelsen af timerne og for afviklingen.

Rise skole

Rise skole var forholdsvis nybygget og havde afløst en gammel skole. Der havde været en skole i Dunkær også, og så havde man slået de to skoler sammen, men man havde kasseret de gamle førstelærere og valgt en helt tredje til posten som skoleinspektør, O. H. Jensen, Olav Helge, men det brugte jeg ikke. Det var hr. Jensen eller skoleinspektør. Han var et meget venligt menneske og helt usnobbet; sådan gjorde man altså dengang i først i 60’erne. Jeg selv blev kaldt hr. Jørgensen eller lærer Jørgensen. Det var virkelig noget for en ung mand på 21 år.

Den ene af de tidligere førstelærere Møller Christensen fra den gamle Rise Skole var fortsat som lærer på skolen, der var ikke så længe til hans pension. Den anden førstelærer Lauritzen havde taget konsekvensen og var flyttet til Ærøskøbing skole. Ingen af de to kunne døje den anden, så hvordan skulle det også være gået. Møller Christensen var venlig over for mig, men havde ikke meget til overs for systemet. Der var også en ung ret nyansat lærerinde, frk. Møller.

Jeg husker ikke, at det var hårdt at undervise, men jeg husker mange gode stunder med eleverne. F. eks. timerne i 2. klasse, hvor jeg engang må have sagt noget i et lidt hårdt tonefald til en af pigerne, der omgående kvitterede med at tisse i bukserne. Og det var jeg slet ikke forberedt på, hvad skulle jeg dog gøre. I min kvie bankede jeg på døren ind til frk. Møller og spurgte hende om hun dog ikke ville hjælpe mig med et lille problem. Det ville hun selvfølgelig.
Jeg fik også ansvaret for at stå for årets skolekomedie, som 7. klasserne stod for. Stykket vi skulle opføre hed ”Potte i parken”. Hovedrollen blev spillet af en frisk pige i klassen som hed Karen. (Senere ville skæbnen, at jeg fik meget at gøre med hende. Jeg blev lærer på Ærøskøbing skole, og hun blev ansat i kommunens skoleforvaltning). Skolen havde ingen sal, der kunne bruges til skolefest, så den var henlagt til den nærliggende Dunkær Kro. Festlokalet var en pavillon som lå, adskilt af landevejen, på den anden side af kroen. Den blev revet ned få år senere, men her fungerede den, ikke strålende, men ok. I hvert fald fik eleverne (og i beskedenhed, instruktøren) succes med forestillingen. Der var en iørefaldende ørehænger med familien Grethe og Jørgen Ingeman, der var meget populær det år, nemlig. ”Jeg vil ha’ en blå ballon/ en af dem med sjov facon/ en med hat og næse på/ og den skal være blå. Den skrålede børnene hele aftenen, hver gang den blev spillet, for der var selvfølgelig bal bagefter!

Selv om jeg havde egen villa med tilhørende køkken følte jeg ingen trang til selv at kokkerere, men kørte hver aften ned på Dunkær kro. Jeg var i de år meget kræsen, og fisk var ikke min livret og da slet ikke stegte sild. I Skårup blev jeg forkælet ved at man lavede frikadeller til mig, hver gang de øvrige fik fisk. Her på kroen ville jeg ikke blamere mig, men spiste, hvad der var på bordet, noget med større glæde end andet. Jeg opdagede bl. a. at stegt sild var helt godt, fordi man havde taget benene ud, inden man tilberedte fisken. Siden tilbage på pensionatet i Skårup oplevede jeg så at det gjorde man ikke der, så der sad jeg med munden fuld af fiskeben. øv!

Vi 7 seminarieelever havde det fint med hinanden. Vi var spredt ud over øen, men Ole Schärfe, der boede sammen med Kjeld Skotte i Marstal, havde en gammel, men rummelig bil, så han var omdrejningspunktet omkring vore sammenkomster. Det var typisk ost og rødvinsaftener ”Den med tyren” fra Skjold Burne. Det gik siden over i bajere og besøg på hoteller og forsamlingshuse. Og hjemturen, den mest ædru kørte vist. Det var nok forbudt, men var nok ikke noget vi tog så tungt dengang. !

De andre skoler

Kjeld og Ole var ellers røget i unåde i Marstal. Da de kom på lærerværelset, satte de sig selvfølgelig ned på en tom stol i frikvartererne, men der havde man faste pladser, og det fik de at vide. De måtte som de yngste gerne bruge stolene, så længe stolenes rette besiddere ikke var til stede. Der var kort sagt ikke stole nok til alle personer. Det var de trætte af, så de gik ind til den lokale isenkræmmer og købte 2 havestole, og fik regningen skrevet til skolen. Stolene tog de selv med og brugte på lærerværelset. Sikken et postyr. De blev kaldt ind til skoleinspektør Frandsen og fik en længere forelæsning om, hvad man kunne tillade sig på en skole, og sådan et par seminarielever skulle lære at opføre sig ordentligt. Ole var lidt ældre end os andre og havde aftjent sin værnepligt i søværnet og havde været søløjtnant, så han svarede igen og sagde, at det vist var skolevæsenets pligt at sørge for, at der var en stol til alle lærere, og når skoleledelsen ikke kunne sørge derfor, så havde de selv taget affære, men hvis det skulle være på den måde, så måtte skoleinspektøren regne med, at de to ville klage over forholdene og anbefale, at der ikke længere blev sendt elever til at hjælpe skolen i fremtiden. Således gik sagen i sig selv igen, og stolene blev på lærerværelset. Et lidt tidligt ungdomsoprør i 60’erne.

Kirsten Andersen var på Bregninge skole, hvor hun havde en dejlig lejlighed på 1. Sal over skolestuen. I skolestuen var der et monster af et brændefyr, som hun skulle fyre i for også at have varme i lejligheden. Og der var mus, som sikkert kom ind med brændet, og hun var en af den slags piger, der var bange for mus, så når vi var på besøg, skulle vi som regel ned og passe fyret sammen med hende, så vi i det mindste kunne forsvare hende i mod musene. Det var meget forskellige forhold vi blev budt.

Pludselig var det december og jul, og efter nytår gik turen tilbage til seminariet igen. Denne gang bestilte jeg en lokal vognmand, Erik Nielsen, til at komme og hente mine ting og køre det til færgen, hvor det blev læsset på en af færgeselskabets vogne og ført med over. At det siden viste sig, at Erik Nielsen var gift med meden moster til min kommende kone Marianne, som jeg mødte da jeg kom tilbage til seminariet kunne ingen jo vide dengang.  Marianne havde  hørt, at værelset i bagbygningen i huset hun boede i, var lejet ud til en 3’klasser, og at 3’klasserne var nogle med gang i, og at der skete noget, hvor vi var, og hun havde også hørt, at jeg skulle være godt med i løjerne samt at jeg vist var rimelig pigeglad. Jo, mit rygte havde ilet i forvejen, men det var ikke nødvendigvis sandheden, hun havde hørt!

Videre til seminariet 3