|
En dag da jeg besøgte mor i Stiftelsen i Faaborg havde jeg medbragt en lille båndoptager og her fortalte mor mig om sit liv. Men hun havde også skrevet noget ned i et kladdehæfte, så dette nedenstående er helt hendes egen udlægning, hvor jeg dog har hjulpet lidt til ved at kæde det sagte sammen med det nedskrevne.
Hvis du har interesse for at høre hvorledes en fattig landarbejder datter kom igennem barndommen og ungdommen skal du ikke snyde dig for at høre denne beretning om en hjertevarm, livsklog og velbegavet pige som havde et meget udsædvanligt liv, men som kom til at betyde en masse for de mennesker som hun kom til at omgås i gennem sit liv
Olga Marie Pedersen
- Først naar væven er standset
og Skytten holdt op med at slaa
vil Gud drage Tæppet til Side
saa at vi kan bedre forstaa
hvorfor at de lyse Traade
saavel som de mørke Baand
var lige nødvendig for Mønstret
i Mesterens vældige Haand
Mine søskende
Christian den X blev konge en måned før jeg blev født den 28. juni 1912 som Datter af Peder Johannes Pedersen og hustru Marie Kristine.
Vi har været 13 søskende, men de 8 døde som små heraf den førstefødte som blev 6 måneder. De tre næste – Olaf, Kathrine og Anders blev født med godt et års mellemrum, og de holdt jo altid sammen. Dem har jeg ikke haft nogen barndom sammen med. Jeg var 5 år da Olaf blev konfirmeret og kom ud at tjene og 6 år, da min søster kom ud.
Efter et par nye fødsler blev min broder Gerhard født og 3½ år efter kom jeg. Mor fik tre børn efter mig som alle døde inden for de første 4 måneder, så jeg blev jo nummer sjok som de store ikke regnede med. Det har sikkert også været irriterende for min søster Kathrine da hun var barn, at hun altid skulle passe mig. Hun døde da jeg var 18 år, så vi nåede aldrig at få noget nært søsterforhold imellem os.
Gerhard
Gerhard og jeg var meget nær knyttet til hinanden. Jeg var ikke ret gammel da jeg begyndte at rende ham i hælene altid, og bestandig lød det: " Mie med, tag Mie med, tag Mie med." Jeg blev altid kaldt Marie til jeg var 7 år . Og han tog mig næsten altid med.
Jeg har altid været mere drenget som jeg har været pige, for da vi først flyttede ud til Det Hvide Hus var ingen piger i nærheden. Og der var kun drenge på alder omtrent med Gerhard, og dem hang jeg jo på selvfølgelig. Han tog mig altid med. Og de andre fandt dem i det, selv om de sagde: “Skal vi have den møgtøs med”? Men jeg var jo ikke pivet, jeg hang jo på. Men til gengæld, så måtte jeg jo også tage strabadserne. Men hellere det som “Skrub ind til din mor tøs!”, hvis jeg begyndte at pive eller noget. Han var min legekammerat, min hjælper og beskytter hele min barndom igennem.
Født i Odense til top
 |
Jeg er født i Odense og døbt i Sc. Hans Kirke, men da krigen kom flyttede familien til Horne hvor de boede til jeg var 4 år, men der kan jeg ikke huske noget fra.
Det første jeg kan huske som barn er at vi boede i Gammel Stenderup ved Vester Hæsinge. Dengang arbejdede far som savskærer og flyttede rundt efter hvor han kunne få arbejde. Familien flyttede med, men alligevel hændte det ofte, at far kun var hjemme fra lørdag aften til mandag morgen. Når mor gik på arbejde måtte min søster passe mig.
Da far atter fik arbejde i Odense flyttede familien til Urup ved Langeskov og senere til Rynkeby ved Kerteminde.
Det var under krigen ( 1. Verdenskrig ) og jeg kan huske at mor støbte lys og at vi fik kartoffelmos og sovs på maden fordi vi ikke kunne købe hverken smør eller fedt. Vi havde jo ingen gris så vi kunne få noget.
De store som gik i skole skulle have først, da mor var bange for at de skulle falde for fristelsen og tage en madpakke fra gårdfolks børn. De manglede jo ikke noget.
Mor har senere fortalt mig, at jeg engang har sagt til hende: "Hvornår mon vi to mor får alt det rugbrød vi kan spise". Da gik hun ind i soveværelset og græd. Det var jo altid hende og mig, der fik sidst.
Der var en ungkarl, der havde en temmelig stor gård lige ved siden af, og han ville så forfærdelig gerne havde adopteret min bror Anders, men mor sagde, at hun havde ikke født børn til andre. Hun ville ikke af med Anders.
Mens vi boede i Rynkeby huserede Den spanske Syge. Min lillebror Alfred på 4 måneder blev først syg og døde, og ca. 8 dage efter blev alle andre også syge og lå i sengen på en gang, undtagen mig. Jeg blev ikke syg, men jeg kan huske at jeg vrælede fordi jeg ikke måtte komme ud og lege, men skulle være inde i soveværelset hele dagen. Stakkels mor, det har været en drøj tid for hende.
Far kom jo ikke hjem i den tid. Han var nød til at passe sit arbejde og tjene penge. Olaf kom heller ikke hjem, og da vi var fremmede i sognet, kendte mor jo ingen, der kunne hjælpe lidt. Det år var den eneste gang, hvor jeg i hele min barndom fik julegaver. Far kom hjem til jul med et fint porcelæns kaffestel til mig og et fint frimærkealbum til Gerhard. Hvad de andre fik kan jeg ikke huske.
I Rynkeby kom jeg i skole, men kun i en måned, så flyttede vi til Herrested sogn. Her kom vi til at bo i et gammelt bindingsværkshus i noget der hed Dueløkken, hvad der straks i skolen gav mig øgenavnet "Duemokken". Navnet forsvandt heldigvis da vi året efter flyttede fordi ejeren selv ville bebo huset. Vi flyttede ned i nærheden af Ravnholdt i samme sogn.
Nogle af de kæreste barndomsminder er når min mor engang imellem en sommeraften gik en tur med Gerhard og mig gennem den store rødtjørnsallé mod slottet. Hun gik og strikkede strømper og snakkede med os om alt muligt.
Huset tilhørte købmanden i Maare, så da han solgte sin forretning og flyttede fra byen solgte han jo også huset og vi måtte flytte igen. Vi boede så i et års tid på 1. sal i en villa i Maare.
Husflid i Kragelund.
Far var imidlertid blevet arbejdsløs. Det var jo i de vanskelig efterkrigsår i 20´erne, så det var ikke let at få arbejde. Men han har altid været en flittig og stræbsom mand, der ikke var bange for at prøve noget nyt. Når der ikke var mere i roerne og i høst, kørte han rundt med en klinkekasse og klinkede fade og skåle og den slags. Dermed kunne han forsørge os. Både far og mor var meget ærekære og ville ikke tigge om hjælp hos nogen. De har altid sat en ære i at klare sig selv.
Da han stadig ikke kunne få arbejde som savskærer, købte han en lille hvid villa. Pengene til villaen lånte han af mine store søskende. Han købte maskiner på veksler og startede en mindre husflidsvirksomhed, hvor han lavede skuffer, skeer, river, kyllingehuse og alt muligt af den slags. Det kunne gå rundt, men hele min barndom har termin, veksler, renter og afdrag stået som skræmmende spøgelser.
Jeg har altid måttet hjælpe til. Jeg gik i skole hver anden dag. I roetiden var jeg med fra morgen til aften, hvor min far og mor havde roearbejde rundt omkring. Fra mit 8. år har jeg kravlet række op og række ned hele dagen i roetiden. Det var hårdt at luge roer og kravle række op og række ned fra klokken var 7 om morgenen til den var 6 om aftenen. Jeg var også med til at tage dem op om efteråret.
Da jeg var 10 år og Gerhard var kommet ud at tjene, måtte jeg også hjælpe til på værkstedet. Feje træ af, stable træ og pudse skeer, samt køre ud til købmænd og isenkræmmere og aflevere solgte varer. Mange gange var der et så stort læs på cyklen, at jeg måtte få ud og cykle hjem. Det kunne være langt. Jeg var både i Ringe, Espe, Svindinge, Langaa og Aarslev. Far skrev gerne 25 øre på regningen som fragt og det var mine, men når han både skulle lave varerne og sælge dem, kunne han ikke også afse tiden til at aflevere dem. Når det ikke var længere væk. måtte jeg af sted både sommer og vinter.
Næsten alt hvad vi tjente gik til virksomheden. Vi havde meget fattigt. Det første par rigtige sko jeg var ejer af fik jeg til min konfirmation. Jeg fik et par af de små sorte gymnastiksko til at gå inde med til skolens juletræ og et par til eksamen, så kunne jeg ellers gå med træsko.
Var der gode tider, hvor far tjente helt godt, skulle han købe træ til at arbejde med, og så fik vi almindelig mad, men om vinteren, hvor det kunne være meget småt, har vi mange gange kun fået kartofler dyppet i salt, eller et stykke tørt brød med lidt sukker på.
Men aldrig har jeg hørt mind forældre klage eller skændes. I mit hjem var der tryghed og sammenhold, kærlighed og harmoni. Så snart vi kom indenfor døren slog en indre varme os i møde. Vi følte at vi hørte sammen og at der var godt at være så vi kunne glemme de andres ondskab, stikpiller og drillerier.
Mine bedste barndomsminder
Mine bedste barndomsminder var når far tog sin store harmonika og spillede og sang for os om aftenen, om sommeren uden for og om vinteren inden for når vi holdt mørkning. Hvor var det hyggeligt.
Eller når han om aftenen læste højt for os af en eller anden bog. Eller når vi kunne lokke far og mor til at fortælle om deres barndom og ungdom.
Far var ellers meget streng. Han skulle ikke give en ordre mere end en gang, og når han sagde godnat om vinteren kl. 8 og om sommeren kl. 9 så var det bare med at komme af sted.
Men gik vi ude en mørk vinteraften med far i hånden så kunne intet ondt nå os, for far var der og han kunne klare alt, var vi sikker på.
Mor var en meget rolig og stilfærdig natur, altid i godt humør, og hun sagde tit til os, at den største lykke her i livet var tilfredshed. Hvis vi altid var misundelig og utilfreds så var det ligegyldig om vi boede i et slot eller i en hytte, så kunne vi aldrig være glade.
Hun var efterhånden ikke stærk. Led meget med årebetændelse i benene, og de mange fødsler, sygdom, dødsfald og sorg havde taget meget på hende, men når blot hun havde mad til os og varme i stuen og vi ellers var raske, så var mor glad og tilfreds.
Far stod altid meget tidlig op om morgenen både sommer og vinter og fjorde ild og lavede kaffe. Mor fik kaffe på sengen, så der kunne blive lidt varmt inden hun kom op. Hun havde bronkitis og kunne ikke tåle kulden. Derefter skulle Gerhard og jeg op, selv om klokken mange gange ikke var mere end 6. Far tålte ikke at vi lå og drev i sengen om morgenen.
Jeg har altid haft et nært forhold til min far, har altid været fars pige og kunnet tillade mig meget mere over for ham som de andre ikke kunne, hvilket Anders og Gerhard rigt benyttede sig af, når de havde lavet kunster og der var klø i luften. De fik overtalt mig til at tage skylden for jeg slap med en gang skældud. Far har senere fortalt mig, at han godt var klar over det, derfor slap jeg.
Juleaften var noget særligt. Vi har aldrig haft julegaver. Vi har aldrig haft juletræ. Vi har aldrig fået julegaver. Men hvor havde vi det alligevel dejligt. Vi fik altid kyllingesteg, og vi måtte få lige så meget kød som vi ville have. Mor havde bagt lige som vi havde penge til. Somme tider var der både lagkager og småkager, somme tider kun et friskbagt franskbrød. Vi måtte være længe oppe og far og mor legede med os, og far kunne aldrig finde på at skælde ud eller irettesætte os, for nu var det jul og skulle der være fred på jord.
En lille pige dengang gik altid i kjole.
En lille pige dengang gik altid i kjole. Der var ikke noget der hed lange bukser til piger. Det var en bomuldskjole, som blev syet af en sypige, der boede i sognet. Min mor var dygtig til så meget andet, men hun syede ikke selv.
Det var en fest når vi skulle ned og have en ny kjole. Det var ikke noget, der skete ret tit. Og så var det for det meste noget, der blev lavet om. Jeg har aldrig prøvet at gå ind i en butik for at købe tøj som barn.
Jeg havde en skolekjole og en dagligkjole, og de var næsten altid syet om af noget gammelt. Jeg kan huske engang jeg havde fået syet en meget smuk kjole af noget lilla stof, og første gang jeg havde den på i skole sagde nogle af de andre piger: " Næh, hvor er den køn!", men desværre gik jeg i klasse med sypigens datter, og hun sagde med det samme." Pyh! det er da bare en gammel las som mor har syet om. Der var da et hul i den, som hun har stoppet og gemt i et læg." " Åh! Ikke andet!" sagde de andre og så var den glæde ødelagt.
Jeg kan også huske den kjole jeg havde på til tante Jensines sølvbryllup. Jeg var så ked af det. Mor var jo Hornebo og hun var gammeldags. Tøjet blev købt i Faaborg, og så var der en sypige i Horne, der syede kjolen sådan lige at par dage før.
Jeg havde sådan forelsket mig i noget tøj - blåt - det havde samme farve som himlen en rigtig sen septemberdag - en strålende blå. Men ikke tale om, at jeg måtte få det. Så mor købte noget der var gråbrunt i pisaternet. Det stof jeg havde kigget på var nok noget dyrere, og det var for sart. Det skulle være noget, der kunne holde. Men mindet der om den strålende blå kjole, det har jeg aldrig glemt.
Til syerske i Horne
Man kunne mene, at det var en længere rejse, når vi skulle til syerske i Horne Egsmark og boede i Kragelund i Herrested sogn. Men vi gik bare den ½ mil til Ørbæk og rejste med toget til Faaborg, og så gik vi fra Faaborg til Horne og fra Horne ud på Egsmark eller til Tåstebjergsmarken.
Der var nogle stier, hvor vi kunne skyde genvej. Længe før Kildetoften og Assensvej blev bebygget. Da hed det Sandegyde, og da gik der en sti omtrent herinde fra byen og tværs af alle Hvedholms heregårdsmarker. Der var stenter for at spærre med bomme der gik ind for hende. Det var sjov for vi unger, men det var en ordentlig spadseretur. Vi havde alle vore pakker og pakkenelliker i hænderne. Der var ingen i familien, der havde hest og vogn, så det var den eneste mulighed for at komme frem og tilbage.
Lærerne
Jeg begyndte at gå i skole kort før vi var flyttet til Herrested. Jeg var ikke særlig glad ved at gå i skole, selv om jeg var dygtig nok. Jeg har aldrig haft kammerater som barn. Vi var jo tilflyttere og småkårsfolk Men Herrested sogn - det var et forfærdeligt snobbesogn. Det var sådan at en gårdmandsdatter kunne ikke lege sammen med en arbejdsmandsdatter. Var der bal f. eks. så kunne en gårdmandsdatter ikke danse med en tjenestekarl. Det var lige meget hvor flot han var. Desværre var jeg den eneste arbejdsmandsdatter i min klasse. De andre var gårdmandsbørn, husmandsbørn eller deres far var håndværker eller havde forretning.
Der var ingen i skolen der gjorde mig fysiks fortræd, men jeg var altid lukket ude fra de andres leg og snak. Jeg blev frosset ude. Jeg blev mødt med en kulde og ligegyldighed. Alle pigerne blev inviteret til fødselsdag hos hinanden, men jeg skulle aldrig med. De kunne gå i klynger til og fra skole, men de par gange jeg gjorde forsøg på at komme med i flokken, fik jeg at vide, at jeg kunne skrubbe af. De ville ikke følges med mig, så jeg lærte hurtigt at lukke mig inde i mig selv og blev et ensomt barn. Noget af en dagdrømmer.
Men jeg var glad for at lære noget. Lærerne sagde at jeg var dygtig, og de andre piger kom til mig, når de ville have deres stile rettet og sat tegn inden de blev afleveret. Og jeg var dum nik til at gøre det i håb om lidt venlighed, men det fik jeg ikke noget af. Men at gå hjem og beklage mig, det kunne aldrig falde mig ind! Jeg gjorde mig hård og klarede det, hvorimod Gerhard ikke kunne klare det psykiske pres, men tog skade for hele livet.Det har siddet i mig igennem hele livet. Det var ikke noget med, at jeg ikke duede eller slog til. Det vidste jeg nok, at jeg gjorde
Min lærer i skolen i Herrested hed Hansen. Han var en meget dygtig lærer. Min mor løste af med at gøre hovedrent engang imellem og engang havde vi en andenlærer, som havde været der et års tid, og som sagde til mor: "Lad mig komme herfra, for det her snobberi, det kan jeg altså ikke holde ud". Han flyttede til Odense og blev lærer der.
Juel’ erne på Ravnholdt.
Juel' erne oppe på Ravnholdt, de gik ikke i skole i Herrested. Til Ravnholdt var der i afstand som fra Faaborg til Millinge. Hvert år var der Juletræsfest på Ravnholdt. De inviterede os i den gamle kammerherres tid. Han hed Sehested Juel. Efter den gamle kammerherre blev festen afskaffet. Der var ikke råd til det. Jeg var med fordi min far engang imellem arbejdede på godset. Vi fik risengrød og vildsvinesteg og så kom vi op i riddersalen og dansede til et mægtigt stort juletræ.
Vi fik alle sammen en julegave. Det kunne være et par handsker. Det kunne være et par sokker. Det kunne være en dukke. Det kunne være et stykke legetøj. Det kunne være et halstørklæde. Alle godsets børn var der og så arbejderbørnene rundt omkring - et hundrede stykker vel.
Når vi gik hjem, så fik vi hvert et franskbrød under armen til vores forældre, det var sådan en fast tradition og vi fik hver en pose slik og appelsiner.
De sidste år jeg gik i skole var jeg ikke med. Da havde de aflyst det for den ældste klasse i skolen, fordi kammerherreinden var blevet vred over, at nogle af drengene var begyndt at slås med risengrød. Jeg stod for at skulle konfirmeres, så det kom jeg hurtigt over.
Ud at tjene i foråret 1926
 Jeg blev konfirmeret 4. oktober 1926 i Herrested kirke af pastor Thorsager, men da jeg var lille og tynd, beholdt de mig hjemme om vinteren, så jeg kom først ud at tjene den 1. april 1927 på en plads i Eskilstrup i Søllinge. Det var ikke en god plads. Min far tog mig hjem, da jeg havde været der i 4 måneder. Det var ikke fordi jeg var en lille spinkel pige. De havde ingen børn, og manden var noget af en djævel. Ikke fordi han var efter mig. Nej, nej! Havde jeg været 18 år og haft ben i næsen så havde det været alle tiders plads.
Det gik meget godt den første måned. Jeg tjente sammen med en ældre fornuftig pige, og hun lærte mig mange ting inden hun rejste 1. maj. Så kom der en ung 18-års tøs. Hun gik og fedtede for konen og fortalte løgnehistorier. Så havde karlene klaget over det, og så havde karlene klaget over det. Jeg sagde det til forkarlen engang. Sådan noget forbandet sludder, sagde han, der ingen der har klaget. Hvis vi skulle klage, så ville vi da havde sagt det til dig selv og ikke til hende. Men det satte jo ondt blod.
Jeg kan huske engang, at manden satte mig til at gøre alle vinduerne rene i hele den store gård uden at fortælle mig, at de bare skulle vaskes. Jeg troede jo i min enfold, at de skulle pudses ligesom stuevinduer, og det tog jo en evighed. Men så kom han og sagde, at jeg skulle vaske dem og skældte ud, fordi det tog for lang tid.
De skulle også ordnes indvendig. Jeg kom ind i stalden, hvor han havde oldenborger heste - fuldblods. Der var en af dem, der lige havde fået føl og gik i følboks, men dér var jo også et vindue, og jeg turde jo ikke gå derind til hesten, og jeg vrælede. Så kom forkarlen. Hvad tuder du for sagde han. Ja jeg skulle jo vaske vinduerne og jeg tør ikke gå ind til hestene. Han blev flintrende gal. Han skældte manden hæder og ære fra og spurgte om han var helt idiot siden han ikke viste, at en hoppe der lige har fået føl, hun var farlig, hvis der kom nye fremme derind Hvis han skulle have det vindue vasket, så kunne han gå ind og gøre det selv. Det var vel ikke meningen, at han skulle have mig slået ihjel. Så klagede karlene til min far. Jeg havde jo aldrig sagt noget jeg havde jo altid slået det hen. Mine forældre troede bare, at jeg led af hjemve når jeg var ked af at skulle gå igen om aftenen, men så havde karlene fortalt min far, hvordan jeg havde det. Far skældte gårdejeren ud og sagde: “Jeg tager min pige hjem. Du fik hende for at lære hende op, men ikke for at ødelægge hende, så hun skal det hjem og det skal være nu”.
Lønnen havde været 15 kr. om måneden plus kost og logi. Jeg boede i et pigekammer som lå i stuehuset. Der var seng og bord og stol. Klædeskab og kommode og alt andet skulle vi selv have med.
Ny plads i Sønder Nærå
Derefter var jeg hjemme til 1. november 1927, hvor jeg fik plads i Sønder Nærå for 20 kr. om måneden. Fruen der kunne ikke have piger. De var der i et halvt år. Man skulle sige op 3 måneder før skiftedag, og når de havde været der i 3 måneder, så sagde de op, og så rejste de. Jeg var der i 2 år.
Det var sådan, at da jeg først havde lært hende at kende, så var det ikke noget problem. Hun hed Lydia og hun var svensker. Hun var meget stiv, men hun var så pertentlig. Hendes stadige omkvad var at der var ingen, der kunne se hvor længe vi havde været om arbejdet, men de kunne se hvordan det var gjort.
Hun kunne f. eks. sige til mig. Gå op på loftet i den kommode der står der. I den tredje skuffe til højre, der ligger det og det. Hun vidste det lige nøjagtigt, så jeg lærte jo kolossalt meget hos hende, og da jeg først havde været der de første 3 måneder havde jeg lært hendes måde at være på.
Jeg kan huske engang hun skulle i byen , og jeg skulle gøre rent i spisekammeret. Vi havde sådan en halvkælder. Jeg skulle gøre rent og komme rent papir på hylderne. Forneden havde hun poser, alle mulige slags og dem havde jeg selvfølgelig sat op på bordet, og jeg havde sat dem pænt med de store bagerst og de små foran.
Næste dag kom hun og skældte mig hæder og ære fra. Hun var vant til at hun lige kunne sætte mælk og så gå ud og tage den rigtige pose, så var det der. Jeg havde sat poserne helt forkert, så nu skulle hun til at lede efter det, hvor det nu stod.
Det var kun engang jeg lavede sådan en dumhed. Næste gang satte jeg dem på bordet på samme måde som de stod på hylderne. Så kunne jeg lige sætte dem op igen. Men det var det, de andre ikke havde givet sig tid til.
Jeg havde jo ingen egentlige forventninger til arbejdet som tjenestepige, det havde de fået pillet af mig, da jeg tjente i den anden plads. Jeg havde kun den at sammenligne med, og jeg havde det godt hos Lydia og Niels.
Niels var fuld af sjov og fest og ballade. Lige så stiv som hun var, lige så fuld af pjat var han. Jeg hjalp ham også ude. Jeg var med i marken. Madlavningen tog Lydia sig af. Her gik jeg til gymnastik og begyndte at gå til bal og sværmede lidt.
Mens jeg var der døde min broder Anders 23 år gammel. Han var hjemme de sidste to år. Han havde fået dårligt hjerte og blev svagere og svagere, men far og mor fik ikke spor økonomisk hjælp til ham. Han døde i april måned. I oktober samme år døde min søsters mand "Max". Han havde blindtarmsbetændelse der gik over i bughindebetændelse. Han blev 29 år.
Plads i Refsvindinge
Den 1. november 1929 skiftede jeg plads og rejste til en ny plads i Refsvindinge hos Christian Rasmussen, hvor jeg også var i 2 år. Refsvindinge er et nabosogn til Herrested og jeg kunne cykle hjem på 20 minutter. Det var en gård på 40 tdr. land. Det var den bedste plads jeg nogensinde har haft.
Der blev ikke taget så højtideligt på spisetider og fyraften for det var jo deres egne børn der var karle der, så det var noget af en rodeplads, men jeg blev fuldstændig regnet som hørende til familien. Det var meget ivrige indre missionsfolk, men de levede virkelig deres kristendom i hverdagen. De kunne godt blive hidsige og skælde ud, men de var ikke bange for at give en undskyldning bag efter, og så gjorde det jo ikke noget. Jeg fik også mange ekstra søndage fri.
Et minde fra den gang vil jeg fortælle. Et år hvor Mortensaften faldt på min frisøndag havde de fået andesteg, og om mandagen fik de så skroget og hvad der var til rest. Men da jeg også ville tage noget sagde manden, at det måtte jeg ikke få noget af. Der stod inde i ovnen til mig. Jeg skulle ikke snydes fordi jeg ikke var hjemme mortensaften, men jeg var da helt flov over at sidde og spise store stykker andesteg, mens de andre gnavede ben. Men sådan var de.
Der oplevede jeg virkelig kristendom praktiseret, og jeg gik også med til møder, men tog ikke selv noget personligt standpunkt.
Da jeg havde været der i 3 måneder døde min søster. Det var i januar måned 3 måneder efter hendes mand. Hun var 25 år. Hun lå på sygehuset og havde gennemgået en stor operation, da Max pludselig døde, og chokket fra den gang slog sig på hjernen så hun blev sær og i januar lukkede hun op for gassen og døde.
Jeg fik et chok over de tre pludselige dødsfald, som jeg faktisk aldrig er kommet helt over. Og min mor blev helt hvidhåret i løbet af en måned.
Der var to sønner Kristoffer og Reinholdt på gården. Kristoffer kunne jeg ikke døje. Han blev gift, og da der var en ung kone på gården, havde de ikke brug for mig længere, så jeg flyttede derfra.
Ejendommeligt nok har jeg haft forbindelse Kristoffers kone indtil for nylig. Hun var distriktssygeplejerske. De var begge ældre end mig.
Reinholdt kunne jeg godt lide. Vi kunne grine af det samme og vi havde samme tanke for humor. Det passede ikke forældrene at vi havde sympati for hinanden. Det kunne godt havde udviklet sig, hvis det havde fået lov til det.
Plads i Maare og i Ørbæk.
Herefter kom jeg til Måre. Jeg kunne ikke nænne at rejse ret langt væk fra far og mor. Derfra kunne jeg tage hjem til dem om aftenen. De var jo blevet ret ensomme.
Olaf var blevet gift og boede i Odense.
Gerhard var blevet en omstrejfer. Efter han faldt og brækkede hoften som 15-årig havde han ikke kræfter til at tjene bønder. Han havde aldrig været stærk, så han tog lettere arbejde rundt omkring, hvor han kunne få noget. Og ind imellem gik han på landevejen. og solgte et eller andet. Så kom han hjem en månedstid eller to og stak af igen. Men mange gange var der måneder, hvor de ikke vidste hvor han var. Men han har aldrig været i konflikt med loven.
Men denne uvished tog jo meget på min mor og far, så for deres skyld tog jeg plads i Maare. Men den plads var jeg uheldig med. Når manden i gården ikke var hjemme (han var formand for mejeriet og meget andet, så han var tit bortrejst) var omgangstonen så sjofel og tarvelig, at det ikke var til at holde ud. Konen var meget vanskelig og der var ikke noget at bestille. Så efter 3 måneders forløb pakkede jeg mit tøj og rejste hjem og var så hjemme til 1. maj 1930.
Her fik jeg plads på Langemosegård i Ørbæk. Manden var en ungkarl på 32 år og han havde en lidt ældre søster som husbestyrerinde og hendes kæreste var forkarl. Og så havde de deres gamle far på 88 år hos dem. Manden var en humørmenneske og ualmindelig god mod sin gamle far, som nok kunne være noget vanskelig. Den gamle var imidlertid glad for mig, så vi kom godt ud af det sammen. Datteren derimod var ikke ret god ved ham. Hun gjorde _hvad hun kunne for at skrabe så meget som muligt til sig selv og kæresten på mandens bekostning. De skændtes tit, når han mente, hun lavede for dårlig mad. Eller når hun ikke var god ved deres gamle far. Jeg var der i et års tid. Og så rejste jeg hjem og blev gift.
Bryllup 11. juli 1933
 Det kan måske synes mærkeligt at en ung pige som jeg var dengang giftede mig med en mand på din fars alder, men det har jo så også sin baggrund. Det var jo for, at jeg kunne hjælpe min far og mor økonomisk.
Min far og mor havde mistet to børn og en svigersøn på et år og det gjorde min mor hvidhåret. Derfor tog jeg hjem og var hos dem.
Din far var jo min mormors fætter og derfor kom han på besøg hos familien i Horne og i Faaborg, og jeg har sikkert truffet på ham ved en familiefest første gang.
Gerdas mand Kristian sagde engang, at der var ikke noget at bebrejde mig, hvis der var nogen der skulle bebrejdes, så var det din far. Han var jo en moden mand som havde sin fulde forstand. Han giftede sig jo med en ung pige, der var yngre end hans egne døtre. Det var en dumhed, men vi havde det godt sammen, og vi levede godt sammen....
Ventepenge
Da vi blev gift fik din far ventepenge. Vi skulle betale husleje til mine forældre. Vi havde vores egen lejlighed på 1. sal. Din far gik meget og hjalp min far. Hans datter Xenia havde ellers regnet med at han skulle have været flyttet ud til dem, .... og så kunne han få et værelse og få ophold hos dem. Men det havde han ikke lyst til.
Forgældet
Jeg anede jo ikke, at han var forgældet til op over begge ører, da vi blev gift. Det måtte jeg jo tage hånd i hanke med det med det samme. Det var en hjælp for ham at komme væk fra København. Han havde slet ikke kunnet klare det derinde. Han var kørt meget langt ned økonomisk efter hans kones død. ....
Morfar og mormor flyttede til Svendborg
Til sidst blev vi nødt til at flytte fordi min far ikke kunne klare virksomheden og huset gik på tvangsauktion. Mine forældre flyttede ned på Kildevej i Svendborg. Her boede de resten af deres liv, og morfar fik en lille virksomhed med at slibe og file knive, sakse og slagtersave og lignende. De sagde siden, at de aldrig havde haft det så godt som da de boede dernede.
Vi flyttede til Slude. Det var i 1935 for Ulla var et halvt år. Vi boede der i 1½ år. Jeg havde ikke noget arbejde, så vi gik hjemme begge to. Jeg passede huset og Ulla, og så var der en stor have, og din far gik meget og puslede nede i sit hobbyrum, som du også husker det fra din barndom.
Faaborg
Din far brød sig ikke om, at jeg skulle arbejde, Vi kunne have haft det meget bedre i Faaborg, hvis din far ikke havde haft den skøre ide, at jeg ikke måtte have noget arbejde.
Vi flyttede til Faaborg, fordi din far havde en drøm om, at han kunne komme sammen med en hel del af sine bekendte fra Millinge, hans barndomsvenner, men det blev ikke rigtig til noget.
Humørsyge
Din far havde det noget ligesom min far. De var humørfyldte og kunne godt finde ud af det sammen for min skyld.
Når jeg var sammen med din far og vi sad hjemme og snakkede, kunne han komme ind på min far. Så fik jeg at vide, at min familie gik og rodede nede i rendestenen, og at de var proletarer og sådan noget. Det gled lige ind af det ene øre og ud af det andet for mit vedkommende.
Når jeg så var sammen med min far og vi kom til at snakke om Jac., så fik jeg at vide, at han var skidtvigtig, at han var storsnudet, at han var højrøvet, at han bildte sig noget ind og at han var snobbet. Det gik også lige ind af det ene øre og ud af det andet. Jeg tog mig aldrig noget af det. Men de kom glimrende ud af det sammen. For min skyld.
Derimod kunne din far overhovedet ikke se fejl på min mor.
Morfar
Min far var kommunist. Det var han blevet. Han havde ellers altid været socialdemokrat, men de socialdemokrater, der var nu, gav han ikke meget for.
 |
