Lærereksamen 3. juni 1964

… så blev man lærer. I seminariehaven nydes det gode vejr til ære for fotografen fra Svendborg Avis. Anne Marie Fischer ser noget bekymret ud. Men det var der ingen grund til. Vi skulle ud og undervise - omsider!

1  Lone Mathiesen - 2 Kurt Andersen - 3 Knud Møller - 4 ingen - 5 Jørgen Petersen - 6 Vagn Rasmussen - 7 Bodil Hesseldahl - 8 Jenny Madsen - 9 Torben Frydensberg - 10 Karl Sommer - 11 Børge Sørensen - 12 Anne - 13 Karin Andresen - 14 Hanne Bendtsen - 15 Ole Schärfe - 16 Kjeld Skotte Hansen  - 17 Jacob Peder Dauerhøj - 18 Keld - 19 Povl Fog-Petersen - 20 ?  - 21 ? - 22 Mogens Hüttel Christenden - 23  ?- 24 Else Petersen - 25 Poul Mortensen - 26 ? - 27 ? - 28 Edith Eriksen - 29 ? - 30 Bente Rasmussen - 31 Britta Nørby - 32  Inge Jensen - 33 Clara Clausen - 34 Karen Højte Jensen  - 35  Kalle Grønning - 36 Kirsten Grønning - 37 ? - 38 Hanne Kullen Madsen - 39 ? - 40 Karen Margrethe  - 41 Solvejg Høgh - 42  Anne - 43 Britta Anker  - 44 Kirsten Andersen - 45 ? - 46 Kirsten Bjerregaard - 47 Anne Marie Fischer - 48 Hjarndahl - 49 Edith Eriksen - 50 Anne Knudseb- 51 ? - 52  Hanne - 53  ? - a Hebsgaard - b Krogh Knudsen - c Rübner - d Søndergaard - e Johs. Nielsen - f Skouw Petersen - g Guldsberg  - h fru Schmidt Nielsen - i forstander Schmidt-Nielsen - j ? - k Johansen - l ? - m  ? - n Svart - o ? - p Albjerg  - r ? - s ?- t ? - u Boysen-Mortensen- Dencker Jensen

Ved dimissionen på Skårup Statsseminarium / forstander G. Schmidt-Nielsens tale:

Skårupdimittender af 1964! Det er nu til august fire år siden, De begyndte i seminariets første klasse. Adgangen til seminariet havde de allerfleste skaffet sig ved efter realeksamen at gå et år i præparandklassen; seks klarede sig ind ved hjælp af et forkursus plus et år i præparendklassen, medens 11 - ca. en femtedel af holdet - ved starten var således kvalificerede, at de kunne begynde direkte i første klasse efter at have bestået den såkaldte »begrænsede prøve«.

Som De husker, var der adskilligt flere end Dem, der gerne ville have været ind, men seminariets kapacitet er begrænset, og der måtte blandt andet af den grund foretages en udvælgelse - sådan som det jo er tilfældet hvert år. Denne udvælgelse er slet ikke let at foretage, og vi må indrømme, at vi ved udvælgelsen kan tage fejl.

Eksamensresultaterne fra realeksamen og optagelsesprøve taler ganske vist et ret tydeligt sprog angående det, som er en nødvendig, men ingenlunde tilstrækkelig betingelse for at kunne påbegynde læreruddannelsen, nemlig kundskabsfylden, men vi er mere usikkert stillet, når det gælder de yderligt skærpende betingelser, der er endnu vigtigere: ansvarsfølelsen, selvstændigheden, erkendelsestrangen, den personlige vurderingsevne, karakteren og ikke mindst det, vi med et meget sammenfattende ord kalder sindet. - Her er det, vi har mulighed for at tage fejl, og vi tager undertiden fejl. Ikke således at forstå, at vi har taget fejl, når vi kan finde fejl hos eleven, for det kan vi naturligvis altid. Fejlfri mennesker findes ikke hverken på den ene eller den anden side af katederet. Men vi har taget fejl, hvis vi kommer til at tage en elev, der på et vist tidspunkt af uddannelsen føler sig anbragt på toppen af en sliske, der næsten automatisk lader ham glide til smørhullet, og vi har også taget fejl, hvis vi tager en elev, der tror, at folkeskolen er til for hans skyld og ikke omvendt, eller hvis han på anden måde har en grundindstilling til livet og skolen, som vi må betegne som forkert i væsentlig henseende.

Før i tiden var lærergerningen så lidet indbringende som erhverv, at vi næsten altid kunne være sikre på, at ansøgerne i hvert fald nærede et stærkt ønske om netop at blive lærer, medens vi i dag kan få den grimme tanke, at nogle enkelte søger seminarierne, fordi de gennem den ret overkommelige uddannelse, der dér gives, får adgang til stillinger, der i økonomisk henseende ikke er helt værst. Ja, måske forestiller de sig også, at lærergerningen må være dejlig let, fordi man kan. holde fyraften midt på eftermiddagen, har dejligt lange ferier, og hvad man nu ellers kan høre af populær opfattelse af lærerens job.

Lærergerningen er dejlig, men den er ikke let, og den er kun dejlig, hvis man bryder sig om det egentlige i den, og hvis man magter den. Men hvad vil det sige at magte den? Ja, dertil hører mange ting, men jeg vil ikke undse mig for som det første at nævne, at skolen jo er det sted, hvor den ydre handling for lærerens vedkommende en meget stor part af tiden består i undervisning, altså i kundskabsmeddelelse, medvirken ved kundskabstilegnelse og færdighedsopøvelse. Det er vel ikke den mest værdifulde del af skolens opgave, men det er stadig den primære, og derfor må læreren på et bredt område både vide noget og kunne noget, foruden at han eventuelt på et specielt område ved endnu mere.

Må jeg i den forbindelse citere lidt af en artikel om »Danmarks Lærerhøjskoles fremtidsplaner«, som rektor Ernst Larsen skrev for et halvt års tid siden. Rektor Ernst Larsen siger her:

»Man gør sig i almindelighed alt for beskedne forestillinger om, hvor megen viden om børnene og om emnerne det er nødvendigt at være i besiddelse af for at kunne undervise godt. I denne henseende er udviklingen i Danmark forsinket i forhold til udviklingen i andre hinde, også vore nordiske nabolande«. Jeg finder den udtalelse betimelig, for der er i ret vide kredse ved at brede sig den opfattelse, at man som lærer ikke behøver at kunne ret meget. Det er unødvendigt at lære så meget, siger man, for man glemmer igen. Ja, vist glemmer man en hel del, men der er stor forskel på at have glemt og aldrig at have kunnet. Man kan »slå op«, siger man. Ja, vist kan man slå op - det må vi alle - men man kan vanskeligt finde noget, når man ikke ved, hvad man søger. Og endelig skal man besidde viden for at løse problemer.

Det er mit indtryk, at man lidt for ofte ude fra skolen hører om unge lærere, der har undervurderet værdien af reel viden og kunnen og derfor er handicappede med hensyn til skolens primære opgave.

Det er en stor fordel for en lærer, hvis han kan »snakke« og lege, men han må kunne mere end det, hvis der skal komme andet ud af det end papmache-frugter. - Det er en stor fordel, hvis det pædagogiske arbejde i skolen virker forberedende på det daglige liv i samfundet, men det er ingen fordel at lade det meget materielle liv, vi i dag lever, virke forringende tilbage på skolearbejdets sekundære, men vigtigste mål, nemlig skolens medarbejderskab med hjemmene, når det gælder den egentlige ydre og indre opdragelse, formidlingen af livsværdierne og karakterudviklingen. Mere end et medarbejderskab fra skolens side kan der i denne sag ikke blive tale om.

Nogle lærere - og det er dem, der af tvinger os alle beundring - har et vidunderligt greb på at få denne proces, der ikke startes ad mekanisk vej og ikke gennemføres ved tekniske metoder, til at skride frem, så livet selv udfolder sig efter det, vi tror er dets mening. Det er de gudbenådede lærere, men de fremstilles ikke på samlebånd.

Der skal nok sidde nogle stykker i den flok, som i dag udsendes fra Skårup Stats seminarium, uden at vi nu tør udpege, hvem det er. Årgangen er jo langt fra en homogen masse, ja, jeg kan vist uden overdrivelse sige, at det er længe siden, vi har dimitteret et så differentieret hold, idet det rummer vidt forskellige muligheder.

Nogle af dimittenderne har i de fire år gennemløbet en ganske rolig og jævn udvikling. De har under arbejdet med opgaverne gradvist forandret sig fra at være realister eller præparander til at være - ikke færdige - men modne unge kvinder og mænd med en forsvarlig uddannelse, der sætter dem i stand til at påbegynde en lærergerning.

Om en anden gruppe kan vi sige, at de på et eller andet tidspunkt havde en oplevelse, der blev bestemmende for resten af tiden, og som muligvis også et godt stykke ud i fremtiden vil være bestemmende for deres daglige liv, deres livssyn, livsholdning, deres sociale program og deres pædagogik.

En tredje gruppe ved vi ikke ret meget om, eftersom de var meget fåmælte i timerne, ja, egentlig kun sagde noget, når man pressede dem til at udtale sig. De var til stede, de passede deres arbejde, og de havde muligvis meninger om det faglige og saglige og om de spørgsmål, hvor man i egentlig forstand kan have en opfattelse, men de ytrede sig ikke spontant. Lad os ikke fortvivle over det i dag, for de kan godt have lært meget og oplevet meget, og vi kan måske alligevel have været så heldige at vække et eller andet værdifuldt, som nu lever i deres ubevidste liv, og vi kan have sået noget i deres sind, som slet ikke har båret frugt, ja, måske end ikke er spiret - men som kan spire, når de rette betingelser opfyldes: Regn og blæst, sol og tid skal der til, og når det engang spirer, vil de næppe ane, hvorfra frøet er kommet.

For alle dimittenderne vil jeg håbe, at De i den tid, De har gået her, har undgået den eneste virkelige ulykke, der kan ramme et menneske, den, der efter Caryles opfattelse, består i, at mennesket ikke udvikles efter sin bestemmelse og altså ikke bliver det, det skulle være.

Nu er De blevet noget; De er blevet lærere - nydimitterede lærere, men De vil med tiden blive noget mere; i hvert fald vil De blive erfarne lærere, hvilket allerede er noget helt andet. Måske De vil uddanne Dem videre, måske specialisere Dem. Det er godt at ville være noget, hvis man dermed mener, at man vil arbejde frem mod mål, der er værd at stræbe mod.

De må erkende Deres udgangspunkt, sætte et mål og disponere fornuftigt over midlerne: Sidder jeg med små kort på hånden, gælder det om at spille dem godt. Naturligvis vil jeg være fristet til at bluffe min modspiller - udadtil, men det kan i hvert fald ikke nytte noget, at jeg indadtil disponerer, som om jeg havde både es, konge og dame, når jeg i virkeligheden kun har styrvolter. Det er menneskeligt at ville være noget, men det er ikke nok at kalde sig noget. Det kan ikke nytte, at jeg som en anden Marquis de Sade udruster mig med kappe og krone og ter mig, som jeg var marquis Jeg må gøre mig klart, hvilke kort jeg har på hånden og forsøge at få det bedst mulige ud af dem. - Så meget kan jeg da huske om kortspil, skønt det er mere end 30 år siden, jeg har spillet.

Deres seminarietid er nu afsluttet, og jeg tror bestemt, at der er en hel del, der har benyttet de muligheder, De havde og fået det bedst mulige ud af den tid, De har været her, således at De nu kan begynde farten. - Vi har forsøgt at lære Dem metode til orientering og anvist kilder til fremdrift, og endelig har vi da også udpeget ledefyr, som kan bruges, når De nu tager bestik for den første· del af rejsen. Målet er ret nøje angivet fra myndighedernes side. Kursen skal De selv sætte, og den skal ikke fastsættes alt for langt ud i fremtiden; thi det er en hurtigt skiftende verdens ruter, De skal passere, og det, der det ene decennium er et klart ledefyr på det pædagogiske hav, kan det næste være slukket eller flyttet, og så er det vigtigt, at De foruden de i øjeblikket gængse meninger, der ofte har tidsbegrænset værdi, ejer evne til kritisk vurdering og evne til nyorientering. Målet forandrer sig ganske vist ikke, men den kurs, der skal sættes for at nå det, retter sig noget efter de forhold, de skiftende strømninger har ført Dem ind i, og derfor må positionen med mellemrum bestemmes og kursen på ny sættes, hvis man vil undgå at komme til Kina, skønt målet var Paradisøerne.

Vi tror, vi har lært Dem at navigere, men »Eet er et Søkort at forstå, et andet Skib at føre«. Der skal også praktisk erfaring til, og den skal De nu ud at erhverve Dem.

Aha! vil en enkelt sige, så er det teoretiske alligevel ingen videre nytte til, men - for en sidste gang at imødegå en sådan opfattelse - vil jeg ende, hvor jeg begyndte ved igen at fremhæve betydningen af teoretisk kunnen og viden, og jeg vil gøre det ved at fortælle om den svendborgskipper, der i lang tid havde sejlet sin skude på lurenkik, men en skønne dag strandede. Han sendte et telegram hjem til sin kone: »Er strandet på »Grisebårerne«. Sørg for, at min søn Frederik kommer på navigationsskole«. Han havde måttet erkende værdien af skolekundskaber og ville ved sit telegram forhindre, at næste slægtled skulle strande på samme måde.

Nu sender vi Dem ud til arbejdet i den folkeskole, der i manges øjne er den smukkeste og mest betydningsfulde offentlige institution, vi kender, og vi venter en aktiv og frugtbar indsats i dens tjeneste. De skal være med til at skøtte Danmarks allerbedste vår, det yngste, det mest ømtålelige, vi ejer.

Tillykke med, at De nu er færdige til at begynde.
G. Schmidt Nielsen.

1964 - ÅRETS GANG PÅ SEMINARIET  ( uddrag af SKORPIONEN)

Den sidste aften før juleferien blev der, som traditionen byder, holdt fest. Afteenen indledtes med julekomedien, der i ar absolut ikke var noget morsomt stykke. »De Retfærdige« af Albert Camus blev spillet meget fint og alvorligt, det var en virkelig succes. Efter stykket var der kaffebord i Gymnastiksalen, og aftenen sluttede med dans til kl. 2.

Efter ferien, som sluttede den 7.-1., kunne vi byde velkommen til et nyt lærerrpar i gymnastik, hr. og fru Ahring, og samtidig sige farvel til fru Christensen, som jo har ledet pigegymnastikken i flere ar.

Den 24. januar blev den årlige generalforsamling afholdt; den forløb meget stille og roligt, idet kun 28 af eleverne var mødt op.

Den svigtende tilslutning fortsatte, og den planlagte fastelavnsfest blev aflyst af samme årsag.

I februar blev der foretaget en rundspørge blandt eleverne om fordelingen af skemafri arbejdsdage og resultatet overgivet til rektor. Dette har efter sommerrferien medført, at 4. klasse far deres skemafri arbejdsdage 2 og 2, mens 2. klasse stadig har 1 dag ad gangen.

Elevkoncerten blev afholdt den 23. marts, og det blev som ventet en dejlig aften.

Den 3. juni, på seminariets fødselsdag, afholdtes dimissionsfest. Vejret var nogenlunde om eftermiddagen, men da festen om aftenen skulle til at begynde, faldt en tæt støvregn og arrangementet i haven gik i vasken……

Videre til Marianne og Jacob